af Slava » ons jan 07, 2009 15:46
Som SES også siger længere oppe, er orglet jo det instrument, som spiller dybest. Et orgel med 32' piber kan spille helt ned til 16 hz! Det er dog sjældent, at der skrives musik, der spiller så langt ned. I Saint-Saëns' 3. symfoni - den såkaldte orgelsymfoni - er den dybeste tone 32,7 hz (tonen C) i sidstesatsen og 36,7 hz i den langsomme sats (tonen Des). Men det skulle være dybt nok til de flestes formål. Men der findes selvfølgelig orgelmusik, der går længere ned. Et klaver kan gå ned til 27,5 hz.
Andre instrumenter når sjældent ned i det område. Kontrabasser kan normalt spille ned til 41 hz, men anvendes oftest noget højere oppe i toneområdet. Kontrafagot kan gå lidt dybere. I sidstsesatsen af Mahlers 9. symfoni går kontrafagotten ned til 36,7 hz (cis) i takt 28-29. Noget helt andet er, at de fleste akustiske instrumenter ikke har ret meget output ved så lave frekvenser. Det meste lyd, der kommer ud af dem, er harmoniske overtoner. Men orgelmusik er ganske velegnet som den ultimative test af basområdet, da orglet ikke kun kan spille dybt, men også lave ganske store lydtryk. Jeg har ikke selv så meget orgelmusik, at jeg kan anbefale nogle konkrete indspilninger, men orgel-indspilningerne fra det lille selskab Proprius har et særdeles godt ry.
På en af de tidlige reference cd'er fra High Fidelity er der i øvrigt et stille nummer med orgelmusik af Grigny. Når man hører det nummer, finder man ud af, hvorfor hi-fi entusiaster ikke har vitrineskabe i deres stuer! Damn! Jeg ved ikke, om den pågældende indspilning findes på LP, men der må være andre gode orgel-lp'er på markedet.
Jeg fornemmer dog, at du efterlyser en noget mere spektakulær og dynamisk musik - musik med en mere umiddelbar imponatoreffekt. Som SES også siger, er det ofte de samme standardværker, som igen og igen benyttes i disse sammenhænge. Ud over de nævnte værker kan man også nævne fx Mussorgskys Udstillingsbilleder (evt. på Telarc med Maazel) og andre Stravinsky-værker (Le scare du printemps er ret vild).
Symfoni nr. 11 af Shostakovich med Paavo Berglund på EMI er også en demoklassiker. Mahlers sjette med Solti på Decca er en indspilning, som har imponeret mange bekendte (især finalen er vild). Soltis slagtøj er uffatelig distinkte! Det paukeslag, som indleder scherzoen, ville aldrig kunne forveksles med nogen anden indspilning!
I Saint-Saëns' orgelsymfoni er sidste halvdel af værket ret vildt og larmende, med kraftige ogellydtryk, og med en imponernde række paukeslag mod slutningen. Det er dog den langsomme sats, som er bedst at lytte til. Her ligger orglet ofte som en stille "rumlen" neden under den øvrige musik. Man hører ikke rigtig orglets dybeste toner, men man fornemmer dem.