Mogens Kamp skrev: Jeg er yderst interesseret i nogle bestemte serier hos hhv EMI og DGG.
Førstnævnte har en serie, der hedder great revordings of the century og sidstnævnte en serie, der hedder "the originals".
Det kunstneriske niveau i disse serier er generel outstanding. Men som jeg har nævnt kniber det af og til med den tekniske standard.
Lige præcis EMI's serie Great Recordings of the Century er ret god - også lydteknisk. Ganske vist er der enkelte udgivelser i serien, der daterer sig helt tilbage til 20'erne (!), men langt de fleste er fra EMI's gyldne periode fra stereoalderen og senere (altså efter ca. 1957). Jeg vil anslå, at mindst tre fjerdedele af serien er i stereo, muligvis meget mere. Og en del af indspilningerne er faktisk ret nye, fx Shotakovichs opera Lady Macbeth of Mtsensk (ca. 1978) og Karajans skive med Sibelius' tonedigte (ca. 1980). De er fremragende lydteknisk - Karajans næsten i referenceklasse! Men også mange af EMI's skiver fra 60'erne er i suveræn lydkvalitet, synes jeg, slet ikke "historiske".
DG's Originals serie er noget dårligere lydteknisk, og der er langt flere mono-indspilninger i den serie. Men de er aldrig så dårlige, at det virker forstyrrende for mig. Og hvordan "vænner" man sig så til lyden på de historiske indspilninger? Jeg har ikke noget præcist svar, men det er altid en hjælp, hvis man kender musikken rigtig godt i forvejen - gerne så godt, at man kan høre den for sig, selv om man slukker anægget!
Men jeg er også af den holdning, at hvis man ikke kan holde lyden ud, er der ingen grund til at plage sig selv til døde i forsøget på at blive "helbredt". Hvis man ikke kan lide fisk, laver man jo heller ikke fisk til middag hver dag i et forsøg på at blive omvendt! Man skal lytte til de skiver, man kan lide at lytte til. Men når det er sagt, er der mange musikalske glæder at hente, hvis man lærer at se bort fra lyden og lytte til musikken.
Jeg kan lige nævne nogle af de historiske Mahler-kuriositeter, jeg har i samlingen - bare for at vise, hvor ekstreme, de historiske indspilninger kan være. Her er virkelig tale om indspilninger, som er fuldstændig horrible lydmæssigt - flere klasser under, hvad du møder på DG's og EMI's serier:
2. symfoni m. Oskar Fried, 1924
En akustisk indspilning lavet uden nogen form for elektrisk hjælp. Orkestret og sangsolister spiller ind i en stor tragt, og det akustiske lydtryk alene driver skærenålen (som en "omvendt" 78'er grammofon). Orkestret spiller selvagt meget højt for at kunne sætte et spor på optagelsen, og der er ca. 0 dB dynamik! Som et historisk dokument er det en interessant indspilning, da den er lavet kun 13 år efter Mahlers død, og da Oskar Fried kendte Mahler, men lydteknisk er der ikke meget at komme efter.
Das Lied von der Erde m. Bruno Walter, 1953
En optagelse som i sin tid har været radiotransmitteret, men hvor man i dag ikke længere har originalbåndene. Heldigvis har man fundet et par entusiaster, som har optaget koncerten på deres hjemmebåndoptagere fra radiotransmissionen, men desværre er ingen af de eksisterende optagelser komplette. Man har derfor været nødt til at sammensat en optagelse, som er klippet sammen af bånd optaget fra både AM og FM-radio!
Das Lied von der Erde m. Barbirolli, 1952
En glad båndamatør havde netop fået en båndoptager, da denne koncert blev radiotransmitteret i 1952. Da han tilfældigvis var alene hjemme - værtinden var ude - fik han lyst til at slutte båndoptageren til værtindens radio og lege med sit udstyr. For ikke at risikere at løbe ud for bånd satte han udstyret på pause mellem satserne, hvorfor der mangler startakkorder hist og her. Og lyden er dårlig (radiokvalitet anno 1952 var i forvejen ikke noget at råbe hurra for). Ud fra et historisk perspektiv er indspilningen interessant: Das lied von der Erde var det første komplette af de store Mahlerværker, Barbirolli dirigerede. Og dette er den eneste eksisterende indspilning med ham!
Der findes selvfølgelig mange sjove indspilninger, som er svære at holde ud at høre på, men som alligevel er historisk interessante, og der dukker hele tiden nye op. Sidste år udsendte Testament sensationelt Mahlers 3. med Adrian Boult fra den britiske uropførelse 1947. En mand havde på et loppemarked fundet denne liveopførelse, som man ikke vidste eksisterede, på en stak 78 acetat testplader skåret direkte under koncerten! Det er dermed den ældste optagelse af denne symfoni, som jo kun sjældent blev opført før 1960'erne. Jeg har ikke hørt den, men den fik en del omtale i Grammophone sidste år, og hvis jeg ikke husker galt, havde en redaktør den som en af årets udgivelser i kategorien "historiske indspilninger".
Efter at have lagt ører til de ovenstående, vil selv alt fra DG's Originals være ren balsam lydmæssigt! Og EMI's Great Recordings vil lyde som reference-indspilninger (hvad det efter min mening nu også er i enkelte tilfælde).