Thethe skrev:En Dali Gravity har også så høj bias at den spiller KL.A næsten uanset belastning, så den behøver ikke så stort "reservelager"
KL.A forstærkere behøver ikke så stor lytkapacitet med mindre den hurtigt går over i KL.B
Jeg har sjældent oplevet at for stor lytkapacitet gør forstærkeren dårligere, kun hvis de ekstra lytter er af dårligere kvalitet eller trafo osv ikke helt kan være med.
Der er jeg meget uenig.
Forestil dig en klasse-AB forstærker, der skal kunne afgive en given effekt, eks 100 watt. Langt det meste af tiden, bruger den meget mindre end 100 watt, og kun ganske kortvarigt har den behov for mere. Lad os så sige at den skal have 2x22.000uF. Vil du så soge, at klasse-A forstærkeren der trækker måske 1.000 watt i tomgang, skal have mindre kapacitet, fordi den bruger meget mere energi hele tiden?
Det svarer i min verden til at sige, at en lastbil kan nøjes med en meget mindre motor end en personbil, fordi den kører med meget større læs hele tiden.
Når det er sagt, vil jeg også holde med i, at mere kapacitet ikke nødvendigvis er en fordel. Hvis det var tilfældet ville det jo være let at konstruere hifi. Så ville det bare være: bigger is better. Hifi handler om at få tingene til at gå op i en højere enhed. Og så kan man sagtens risikere, at "less is more", som en anden skriver. Jeg vil mere kalde det reglen end undtagelsen.
Det er som om, at når folk skal købe færdiglavet udstyr, så er de meget kritiske, og klar over at det handler om at optimere og lytte sig frem, og betaler gerne en formue for produkter der reelt ikke koster ret meget at fremstille, fordi udviklings-processen er dyr, fordi der skal lyttes og lyttes for at finde den korrekte sammensætning. Men når de så skal tweake eller måske bygge selv, så skal man bare tage flest muligt kondensatorer, og så er alt i den skønneste orden. Hvorfor er det lige sådan?