Tusind tak til Flemmimg, Valdemar og ikke mindst Kim (Audioline) for et super-spændende arrangement hos Gryphon Audio i går. Også tak til Chr. R. for at hjælpe med at holde mig "ajour" mht. dette arrangement.
Jeg har fulgt Gryphons produkter "fra sidelinien" lige siden de første produkter kom frem. Fik også talt med Flemming om, at jeg så hans store, sorte effektforstærkere i de eksklusive HiFi-butikker i Hong Kong for snart mange år siden. Når man kom ind i de "allerhelligste" rum med det ypperligste High-End, så stod Gryphons produkter flankeret af de største og nyeste modeller fra Krell, Mark Levinson og Audio Reasearch. Så kan man altså godt glemme janteloven og blive lidt stolt over at være dansker!
Besøget i går bød på lidt øl, vand og kaffe "krydret" med lidt småkager osv. til at starte med. Derefter fik vi en lille rundtur i Gryphons lokaler som var relativt små i forhold til de store forstærkere og højttalere, som de producerer. Det skyldes, at man har kontrakter med en del underleverandører, som producerer pr. specifikation for Gryphon. Her er det vigtigt at forstå, at Gryphon ikke køber "færdige løsninger" hos kyndige underleverandører, men at Gryphon designer alle løsninger selv og først lægger dem ud til underleverandørerne, når det hele er blevet testet og godkendt. En langsommelig affære, men bydende nødvendigt, når man vil holde et højt niveau som Gryphon.
Flemming og Valdemar var meget åbne overfor Gryphons løsninger og hvordan produkterne er skruet sammen. Der er ikke noget, som er skjult, så alt kan ses. Det eneste som ikke er "frit tilgængeligt" er selve produkternes diagrammer, og det er jo naturligt nok. Flemming fortalte om hvordan de konsekvent holder fast i præcist de komponenter, som kredsløbene er designet med fra starten. Dette for at produkterne holder sig 100 % konsistente i den tid de bliver produceret.
Gryphon holder fast i en bestemt lydfilosofi, som gerne skulle gå som en "rød tråd" gennem alle deres produkter. Altså ikke noget med at følge markedsfluktuationer mv. Denne holdning kan jeg personligt rigitgt godt lide. Har selv oplevet det indenfor andre "fag" hvor producenter har opnået et meget højt kvalitetsniveau ved at holde fast i en bestemt filosofi.
Vi var så heldige at høre musikken gengivet via det monstrøse Poseidon 4-vejs højttalersystem.
CD-kilden var (vistnok - ret mig venligst hvis jeg tager fejl): Gryphon Mikado Signature
Forforstærker: Gryphon Mirage Control Amplifier
Effektforstærker: Den nye Gryphon Colosseum Stereo Amplifier (2 x 160 W ren kl. A i 8 Ohm!). Vægt: 80 kg.
Lad det være sagt med det samme, at dette system spillede musik! Personligt var jeg meget spændt på om jeg kunne spore "slægtsskabet" med mine egne 4-vejs, som blev konstrueret af Steen Duelund, og som man kan sige efter nogle "generationer" endte op med at blive Gryphon Poseidon!
Hvad der var let genkendeligt "hjemmefra" var fra mellemtonen og opad: Stort, åbent og præcist / autentisk lydbillede med præcis gengivelse af transienter, uden at disse blev gengivet unødigt hårdt. "Kantede" transienter blev gengivet med præcist den kant, som der skulle være - hverken mere eller mindre.
Bassen er vel nærmest et kapitel for sig. Når man ser disse store kolosser med 8 stk. 8-tommer pr. side forventer man vel nærmest at blive væltet omkuld. Dette skete ikke (naturligvis!). Bastransienter blev gengivet super hurtigt og præcist, og her var der virkelig tale om en gengivelse, som gik helt "i kælderen". Nogle ville måske indvende, at bassen er i det "tørreste", men det skyldes at denne type højttalere har et rimeligt lavt Q sammenlignet med det meste på markedet.
Personligt synes jeg at det var fantastisk. Bassens "tørhed" vil med stor sandsynlighed gøre, at flertallet af konfirmander og andre unge mennesker med hang til booom-booom ikke ville føle sig på hjemmebane, og ej heller blive imponeret (ud over højttalernes fysiske størrelse og pris
). Meeen, det gør nok ikke så meget, da der nok ikke ligger den store købekraft i dette segment.
Gryphons system / produkter viste sig at gengive gode optagelser stort, præcist og flot ganske uanstrengt. Det var lige meget om det var voldsomt orgelbrus eller hård percussion eller operasangerinder. Alt kom "korrekt" ud og på intet tidspunkt mistede systemet pusten.
Vi havde også fornøjelsen af at høre en plade, som oprindeligt er optaget i Q-sound. Den afspillede plade var en speciel "super-udgave", som var re-masteret osv. Desværre kunne lydkvaliteten på denne plade ikke måle sig med de gode plader, som Flemming spillede for os. Derefter kunne vi debattere lidt "for-og-imod" og en af de andre tilhørere mente, at den originale udgave sandsynligvis lød bedre. Han havde erfaring med at mange re-masterede plader faktisk lød ringere pga. de mange processorer mv. som de kom igennem ifm. remasteringsprocessen. Måske har han ret. Jeg har lovet at indehaveren af før nævnte plade gerne må låne min almindelige CD-plade til en direkte sammenligning.
Når jeg sad og lyttede til Gryphons store system og drog lidt paralleller til mig eget HiFi, så stod det larmende klart at mit eget system klart mangler afslappethed (head-room?), "kød-og-blod" samt den suveræne finkornethed, som vi hørte på i går. Huh, det er søreme dyrt, hvis man vil op i den absolutte elite-klasse. Det bliver desværre ikke aktuelt for en "fattig" familiefar som undertegnede
Må jeg gerne endnu engang sige tusind tak fordi der var plads til mig til dette arrangement med plads til et kun yderst begrænset antal deltagere.
Det var en stor fornøjelse!!!
Venlig hilsen
Karsten
“I Play the way I do because it allows me to come up with the sickest sounds possible. That´s the point now isn´t it?” Jeff Beck.