Jeps Smølf, jeg har hørt både meget positive og også nogle "lunkne" tilbagemeldinger fra Bomans set-up. Ingen tvivl om at de mange digitale muligheder for at trimme lyden korrekt er kommet for at blive - og med rette. Problemet er nok bare hvordan man gør det "korrekt".
Linkwitz er jo en kendt herre, og ingen tvivl om at han er en dygtig matematiker. De få rapporter jeg har læst vedr. lyttebesøg hos Hr. Linkwitz har været positive, men heller ikke mere end det. Nogle har endda spydigt sagt, at Hr. Linkwitz er "halvdøv" og at det måske er grunden til at hans set-up er som det er.
However, når vi ser på hans bagudstrålende højttalere så gør de én ting, som jeg står lidt vaklende overfor. De genererer "kunstigt rum" til den pågældende indspilning. Dette gør at man kan få et lille kollegieværelse til at lyde som en sportshal, og det er saft-suseme imponerende. Det vil jeg godt medgive. Personligt synes jeg bare at det er "for meget af det gode" og at det kan være stærkt distraherende for gengivelsen...
Er det så en "korrekt" (ved godt at det er et frygteligt ord!) gengivelse??? Jeg mener det ikke. Tænk over, at vi f. eks. har en optagelse af et klassisk orkester i en stor koncertsal optaget med 2-mikrofonteknik (eller tilsvarende), så al den direkte og indirekte lyd bliver optaget som det fandt sted. Når denne optagelse, som også inkluderer ruminformation fra koncertsalen, bliver gengivet via bi-poler / di-poler, så tillæger man yderligere ruminformation til optagelsen. Som jeg plejer at sige, så får man "ruminformation i 2. potens". Det kan da ikke være korrekt, eller??????
Jeg tilstår blankt, at jeg altid har været begejstret for elektrostater og båndhøjttaleres evne til at gengive fuldstændigt afslappet og uanstrengt. Tillige med, så har de store elektrostater og bånd yderligere den fordel, at de ikke har et delefilter, hvor der deles lige midt i det meste kristiske område for vores øren dvs. ca. 2-5 kHz.
En anden kendt og meget dygtig højttalerkonstruktør, som ligeledes baserer sine højttalere på princippet a la Linkwitz, er John Kreskowsky. Han er utroligt dygtig og baserer meget af sin viden på højttalere om netop udstrålingskarakteristik (!). Hans hjemmeside indeholder mange spændende artikler, som jeg varmt kan anbefale at man kigger nærmere på. Personligt er jeg ikke enig med ham i alt hvad han skriver, men det behøver ikke at betyde, at han ikke er super dygtig.
Når alt kommer til alt, så har vi nok alle forskellige præferencer. Teenageren, som vil imponere kammeraterne med sine buldrene basmonstre. Familiefaderen, som gerne vil have et B&O-anlæg hvor han kan skrue op for lyden i køkkenet, medens han læser Søndags-Berlingeren på toilettet. HiFi-entusiasten, som gerne vil have forvandlet sin stue/lytterum til en af verdens største koncertsale. Eller HiFi-entusiasten, som stræbsomt higer og søger imod Utopia; nemlig at opnå den ultimativt, korrekte gengivelse derhjemme. Ak ja - det er ikke let (var der forresten nogen som sagde, at det skulle være det???).
Hvis vi lige skal "twiste" debatten retur imod CD-mediet, så er der to friske gutter her fra DK som i ca. 4-5 år har arbejdet imod at producere "verdens bedste DAC" uden sidestykke. De har gjort et stort stykke arbejde og afprøvet alverdens løsninger og principper. På et tidspunkt var der en delegation af meget entusiastiske HiFi-nørder forbi til lytning, og de var absolut mindre begejstrede end konstruktørerne selv.
Hm, hvad betyder det? Jo, at det nok ikke er så nemt "bare lige" at konstruere en "perfekt" gengivelse via CD-mediet, selv om der er flere debattører i denne tråd, som mener det modsatte. Og så er vi jo principielt tilbage til trådstarters udgangspunkt. Hvad gør vi så for at komme nærmere den "korrekte" lyd? (ups - der var fy-ordet igen
).
Hver har sine præferencer og jeg vil klart bakke op om nhj4´s udsagn om, at til ens egen (!) fornøjelse, så skal man have den lyd, som man selv bedst synes om. Det er jeg sikker på at de to DAC-konstruktører også synes
Glad søndagshilsen
Karsten
“I Play the way I do because it allows me to come up with the sickest sounds possible. That´s the point now isn´t it?” Jeff Beck.