smølf skrev:Referencen er stadig de akustiske instrumenter. Vi må bare vælge det mindst mulige kompromis. Hvor svært synes du lige det er.
Nu bevæger vi os jo ind på en debat hvor jeg er på hjemmebane, billede... Er referencen for lyd og billede den samme? Tja... det er da en interessant debat.
For lyd vil mange argumentere for at de akustiske instrumenter er referencen, som du gør her. Når højttaleren gengiver et akustisk instrument (indspillet "korrekt"), så er lyden "rigtig".
Referencen for billedkvalitet er faktisk IKKE virkeligheden. Vi har nogle billed-systemer der indeholder begrænsninger i forhold til at gengive virkeligheden korrekt. Derfor er det umuligt at gengive virkeligheden 100% korrekt. Det faktum er simpelthen "indbygget" i systemet. Desuden anerkender man at målsætningen sjældent overhovedet ER at gengive virkeligheden som den ser ud, men man ønsker at tillægge virkeligehden en kunstnerisk drejning. Derfor er referencen studiemonitoren. Eller måske mere korrekt, en imaginær opfattelse af hvordan billedet ser ud når det gengives korrekt, for i virkeligheden bruger man oftest flere forskellige displays til at vurdere det endelige resultat, dvs. én, typisk ret lille, monitor til farvekorrigering, og en anden, typisk en projektor-løsning, til at vurdere helheden i fuld størrelse (når vi taler om en film, til tv-udsendelser nøjes man som regel med den lille). Referencen er dog stadig ret klar, idét der er nogle ret faste rammer for hvornår billedet gengives "korrekt", og det er dé rammer en film produceres ud fra.
Spørgsmålet er om det samme ikke gør sig gældende for lyd. Referencen er ikke virkeligheden, men studiet, eller rettere, dét imaginære anlæg som producenten forestiller sig som reference (og som ikke nødvendigvis er præcist dén lyd der kommer fra producentens arbejdsredskaber, højttalerne i studiet). HVIS producenten så forsøger at gengive en violin "korrekt" og naturtro, så kontrollerer han ved hjælp af sine monitorerings-redskaber at det lyder sådan som han mener det skal, for at lyde naturtro. Problemet hér er at dette i langt mindre grad end for billede er standardiseret.
Nu møder jeg qua mit job rigtigt mange forskellige hifi-entusiaster, med meget forskellige indgangsvinkler og holdninger. Et gennemgående træk er, at ekstremt få benytter reelle akustiske indspilninger af akustiske instrumenter, som deres "reference-musik". Når folk kommer med plader "de kender", så er det oftest Eagles, Dire Straits, Nils Lofgren, Ben Harper osv. Dejligt med rumklang på noget elektrisk forstærket guitar, og en stemme mixet ud i masken på lytteren, så er det ih så åh så fantastisk hifi. Gu er det da ej, det er god lyd, men det er da ikke hifi i ordets forstand.
Alt dette betyder efter min mening, at der ikke findes en fast reference for præcist hvordan en god indspilning skal gengives for at lyde godt. Af samme årsag er det efter min ydmyge mening håbløst at lytte efter om det lyder "rigtigt". Det er især håbløst at sige at man "kender" en bestemt plade, og så lytte efter om det lyder rigtigt, for hvordan ved du at dén lyd du er vant til at høre, er den bedste?
Den eneste fælles reference der findes for musik-udgivelser, er målsætningen om at gengive nogle musikalske kvaliteter. Derfor mener jeg at man når man lytter, skal lytte mindre efter lydkvalitsmæssige faktorer, og mere efter om de musikalske kvaliteter i musikken bliver maskeret eller ej. Og dér mener jeg at man i langt højere grad finder en konsensus i om en given højttaler er god eller dårlig - dén der får et jazz-ensemble til at swinge og hænge godt sammen, er oftest også den der får Jimi Hendrix til at swinge. Og så kan det godt være at man synes der skulle være mere bas på Jimi Hendrix, det bliver bare ikke helt så afgørende hvis det er rytmik og sammenhæng man lytter efter.
Mvh. Otto
Men det er mit indtryk, at det er der mange, der gør, og derfor bliver det til et problem, og trådene kører af sporet.
