Jeg har netop fået en hybrid SACD/CD med den helt vidunderlige svenske sopran Camilla Tilling hvor hun synger Strauss lieder akkompagneret af pianisten Paul Rivinius.
Jeg hørte hende første gang i Benjamin Zanders udgave af Mahlers 4. hvor hun slog benene væk under mig. Hun har en meget lys sopran, som jo netop er velegnet til Mahlers 4. som vel ideelt set burde (og også ind imellem bliver det) synges af en drengesopran.
Hun har en friskhed i sin indgangsvinkel til disse Strauss lieder som, hjulpet af et kæmpe teknisk overskud, gør at man kan høre dem igen og igen.
Som Strauss også ifølge noterne selv plejede at gøre det til sine liederkoncerter, er der tale om en blandet landhandel af lieder lige fra Rote Rosen, som han skrev som teenager, til Malven, der er en af hans sidste Lieder.
Man snydes heller ikke for superhittet Allerseelen.
Andre små perler er Junghexenlied og Einerlei.
Denne CD kan anbefales på det kraftigste.