Skal alt lyde rimeligt ?

[Otto J]

Én at tænke over: Jo bedre jeg synes et anlæg er, jo sværere har jeg ved at sætte ord på hvorfor det er godt.

Det må være en hård pille at sluge for en sprogmand som dig, som oven i købet lever at at sætte ord på den slags

Joh, både og - det er jo ofte de udfordrende ting der er de sjoveste...

Men måske burde luftguitar-elementet indgår i bedømmelsen af hifi på lige fod med fodtramp?

Det kan vi vist finde en enkelt vestjysk hifi-producent der vil sige at han har slÃ¥et pÃ¥ tromme (eller spillet luftguitar?) for temmeligt længe...

[Strandvaskeren]

F.eks har noget af det afsluttende kontrolltning af af Sade´s nye album fundet........... snip..

Totalt usagligt, men kunne det ikke være skægt hvis Sade læspede? "Fmuuff operator.. Fmuuuuufff operator.."

Hvad siger I skal et anlæg kunne spille alt uden
at det man må frasortere indspilninger som ubrugelige ?

Det synes jeg ikke nødvendigvis behøver være en målsætning.

Jeg har en musikerkammerat der har nogle røvfine monitors, det afslører det meste. Til gengæld er det ufatteligt trættende at høre musik på, de spiller kort sagt alt musik lige klinisk og charmeforladt. Af samme grund bruger han kun monitorerne når han mikser musik, til jazz og rødvin har han et par andre højttalere der gør en masse lækkert for lyden, selv om det ikke nødvendigvis er "korrekt"..

For mig handler det ikke om at kunne spille alt så korrekt som muligt, jeg går efter musikglæde og fodtramp når jeg hører mine gamle blues, funk, jazz og rockplader og så lever jeg med at det måske ikke er verdensmester til klassisk musik. Hvis jeg en dag begynder at høre mere klassisk og synes mit anlæg kommer til kort, finder jeg nogle højttalere der er bedre til opgaven, men den tid den sorg..

Jeg har al ære og respekt for folk der går efter et anlæg der er superdetaljeret og afslører det hele, personligt synes jeg bare tit den slags bliver for klinisk..

[Otto J]

Jeg vil til enhver tid hellere lytte til god musik på et dårligt anlæg, end dårlig musik på et godt anlæg. Hvad angår indspilningskvaliteten er det jo ret varierende, hvad producerens holdning til det er - nogen tilstræber jo den rå upolerede og nogen gange dårlige indspilningskvalitet. Det kan jo også være en del af det æstetiske udtryk.

 

Det er jo dét - det er præcist dérfor jeg mener at man kan få meget ud af at forsøge at lytte _forbi_ lydkvaliteten i hifi-mæssig forstand, og forsøge at forholde sig til den musikalske sjæl. Lydkvaliteten kan nemt blive et "filter" mellem musikken og lytteren. Hvis man begynder at forholde sig til om en rå, upoleret lyd er tilsigtet eller skyldes dårlige forhold under indspilningen, så er man allerede i gang med at fjerne sig fra musikken. I stedet mener jeg man i højere grad bør opfatte indspilningen som en del af musikken, ikke bare et middel til at viderebringe musikken. Dét argument kan man naturligvis så vende om, og sige at hvis det som helhed bare lyder dårligt, så gør indspilningen at musikken bliver dårlig... Men dér er det så at jeg oplever at der findes anlæg hvor helheden fungerer, og anlæg hvor der bliver så meget fokus på indspilningen at musikken drukner.

 

Jeg har oplevet et eksempel på dette med pladen Magtens Korridorer - Friværdi. Jeg har altid betragtet det som en meget rodet, larmende indspilning. Det er det vel for så vidt også. Men på mit nuværende anlæg har jeg opdaget en helt anden dybde i dén larm, end jeg hidtil har observeret, og oplever nu at garagelyden spiller utroligt godt sammen med det musikalske indhold. Og så har jeg opdaget nogle detaljer omkring hvordan den kaotiske lyd er frembragt, som netop gør at jeg ikke længere betragter det som rod, men som kaos - væsentlig forskel!

 

Til sammenligning, sÃ¥ synes jeg f.eks. at den larmende lyd pÃ¥ Metallica - St. Anger, bare er rodet larm for larmens skyld, det lyder for mig ikke som beskidt garagelyd, det lyder som studielyd hvor de har skruet pÃ¥ nogle knapper bagefter for at efterligne beskidt garagelyd, uden særligt stort held. Dén har jeg stadig til gode at høre gengivet pÃ¥ en mÃ¥de sÃ¥ det fungerer... Det samme kunne jeg sige om nogle af U2's nyere plader - men om de havde virket uden "loudness war"-komprimering, det ved jeg sÃ¥ ikke...

[dreamz]

Men hører vi ikke musik på forskellige måder alt efter situationen?

NÃ¥r man eksempelvis sidder i et magisk øjeblik med sin elskede og nyder et  glas rødvin, som man i situationen synes smager himmelsk, sÃ¥ er det jo fordi en masse ting gÃ¥r op i en højere enhed. Og sÃ¥ sidderman vel heller ikke og og tænker pÃ¥, at vinen er god, fordi den har en dejlig kompleks nøddeagtig smag og en passende mængde garvesyre.

Det kan man gøre i en anden situation, hvis man altsÃ¥ er til vin.  

På samme måde med musik. Nogle gange skal den have fuld drøn på luftguitaren og andre gange skal det være stilfærdigt norah jones-agtigt, og atter andre gange kan det hele gå op i en højere enhed.

Men ind imellem kan man jo godt sidde og nyde, hvor nydeligt sangeren træder frem i lydbilledet, og hvor klart hornet står, og hvor fint man kan høre adskillelsen mellem klarinetten og saxofonen.

Hver ting til sin tid. Ligesom med vin.

[Otto J]

Jeg synes du er kanon til at sætte ord på og det er beundringsværdigt at have tålmodighed til så lange indlæg.

Jamen, mange tak.

Essensen  i det er netop det jeg gerne vil opnÃ¥ men oplever det er  som at balancere pÃ¥ et knivblad at fÃ¥ det til. Laver man ganske fÃ¥ ændringer fÃ¥ at opnÃ¥ endnu højere kvalitet risikerer man 98 % sikkert at det hele er ødelagt.

Dér rammer du en nerve hos mig! Jeg har nemlig ret tit oplevet at en given komponent eller en given sammensætning bare lissom "fungerer", det spiller bare sammen og det meste musik fungerer. Så begynder man at savne at det hele liiige bliver løftet op på et lidt højere niveau. Lidt strammere, lidt mere detaljeret, lidt mere dynamisk... Og så FORBEDRER man et eller andet - men alligevel falder sammenhængen fra hinanden. Det burde være så enkelt, man har noget der virker, så gør man det bedre. Mine eks-højttalere, DLS R55, som jeg stadig har et rigtigt godt øre til, havde jeg lige præcist dét dilemma med. De fungerede bare, men der er som sådan ikke noget enkeltstående område hvor de tæver alle andre. Hvis jeg tager ét punkt ad gangen, kan jeg til hver en tid tæve dem, om ikke med en højttaler til samme pris så i hvert fald rimeligt tæt på. Men det har været _ufatteligt_ svært at finde noget hvor jeg ikke syntes at jeg gik for meget tilbage på nogle områder, for at gå frem på andre, og helheden derfør gik fløjten.

Det "sjove" er at jo dyrere anlæggene bliver, jo færre af dem synes jeg har dén der magiske sammenhæng hvor tingene bare fungerer. Om det er psykologisk, fordi éns forventninger tilsvarende stiger, det skal jeg ikke lægge hovedet på blokken på, men fakta er at jeg tit finder mig selv sidde og nyde musik gengivet på ganske billige anlæg, og glæde mig over at det bare virker, selv om jeg har rigeligt mulighed for at sætte noget meget sjovere grej på hvis jeg vil. Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra. Det interessante er at det er ret få anlæg, og som sagt nærmest omvendt proportionelt med prisen, der overlever dén grovsortering. Det er som om at jo mere "high-end" det bliver, jo mere bliver der jagtet at perfektionere enkelt-detaljerne, på bekostning af om det "virker".

[Otto J]

På samme måde med musik. Nogle gange skal den have fuld drøn på luftguitaren og andre gange skal det være stilfærdigt norah jones-agtigt, og atter andre gange kan det hele gå op i en højere enhed.

 

 

Det er rigtigt. Jeg mÃ¥ bare sige at min oplevelse er at det godt kan kombineres, dét med at man skal have forskellige anlæg til forskellige ting, det synes jeg er forkert. Uanset kvaliteten af indspilningen, sÃ¥ er det min oplevelse at dén stemning er "indbygget" i indspilningen. Hvis ikke, sÃ¥ er det en dÃ¥rlig plade til dén stemning du forsøger at ramme - som nævnt i et tidligere indlæg, indspilningen er en del af musikken, ikke bare en formidler. SÃ¥ hvis anlægget rent faktisk er i stand til at formidle musikken inkl. indspilningen, sÃ¥ sjælen i musikken/indspilningen nÃ¥r ud til dig, sÃ¥ skal du "bare" vælge musik efter din sindsstemning, uden hensyn til om lydkvaliteten nu passer til din sindsstemning. Dér hvor det gÃ¥r galt, er hvis anlægget forsøger at være "in your face" hele tiden, og du gerne vil slappe af med Norah Jones. Det er ogsÃ¥ dérfor jeg mener det er meget fejlagtigt at antage at "musikalsk gengivelse" er lig med en fremadrettet spillestil - en antagelse som jeg synes mange har.

[ulrikmm]

Citat otto" Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra."

Det er nemlig så rigtigt det der!

Og et anlæg der kan få musikken til at hænge sammen behøver nemlig slet ikke koste en bondegård. Har fx. hørt fede musikoplevelser med NAD 3020, Dali Grand Coupe og en en iPod eller en billig DVD afspiller som CD.

Mvh

[dreamz]

Det er rigtigt. Jeg må bare sige at min oplevelse er at det godt kan kombineres, dét med at man skal have forskellige anlæg til forskellige ting, det synes jeg er forkert. Uanset kvaliteten af indspilningen, så er det min oplevelse at dén stemning er "indbygget" i indspilningen. Hvis ikke, så er det en dårlig plade til dén stemning du forsøger at ramme - som nævnt i et tidligere indlæg, indspilningen er en del af musikken, ikke bare en formidler. Så hvis anlægget rent faktisk er i stand til at formidle musikken inkl. indspilningen, så sjælen i musikken/indspilningen når ud til dig, så skal du "bare" vælge musik efter din sindsstemning, uden hensyn til om lydkvaliteten nu passer til din sindsstemning. Dér hvor det går galt, er hvis anlægget forsøger at være "in your face" hele tiden, og du gerne vil slappe af med Norah Jones. Det er også dérfor jeg mener det er meget fejlagtigt at antage at "musikalsk gengivelse" er lig med en fremadrettet spillestil - en antagelse som jeg synes mange har.

Igen enig, og det forholder sig jo også sådan, at jo mere man er optaget af detaljen, jo mindre hører man af helheden. Med de bedste musikoplevelser, glemmer man tid og sted og tænker ikke på, om bassen mangler lidt krop eller at højttaleren står for tær på bagvæggen. Og hvis man sidder og spekulerer på, om DAC’en nu kører i 24 bit eller 16 bit, så har man helt sikkert spoleret sin musikoplevelse.

[Raskolnikov]

Jeg synes du er kanon til at sætte ord på og det er beundringsværdigt at have tålmodighed til så lange indlæg.

Jamen, mange tak.

Essensen  i det er netop det jeg gerne vil opnÃ¥ men oplever det er  som at balancere pÃ¥ et knivblad at fÃ¥ det til. Laver man ganske fÃ¥ ændringer fÃ¥ at opnÃ¥ endnu højere kvalitet risikerer man 98 % sikkert at det hele er ødelagt.

Dér rammer du en nerve hos mig! Jeg har nemlig ret tit oplevet at en given komponent eller en given sammensætning bare lissom "fungerer", det spiller bare sammen og det meste musik fungerer. Så begynder man at savne at det hele liiige bliver løftet op på et lidt højere niveau. Lidt strammere, lidt mere detaljeret, lidt mere dynamisk... Og så FORBEDRER man et eller andet - men alligevel falder sammenhængen fra hinanden. Det burde være så enkelt, man har noget der virker, så gør man det bedre. Mine eks-højttalere, DLS R55, som jeg stadig har et rigtigt godt øre til, havde jeg lige præcist dét dilemma med. De fungerede bare, men der er som sådan ikke noget enkeltstående område hvor de tæver alle andre. Hvis jeg tager ét punkt ad gangen, kan jeg til hver en tid tæve dem, om ikke med en højttaler til samme pris så i hvert fald rimeligt tæt på. Men det har været _ufatteligt_ svært at finde noget hvor jeg ikke syntes at jeg gik for meget tilbage på nogle områder, for at gå frem på andre, og helheden derfør gik fløjten.

Det "sjove" er at jo dyrere anlæggene bliver, jo færre af dem synes jeg har dén der magiske sammenhæng hvor tingene bare fungerer. Om det er psykologisk, fordi éns forventninger tilsvarende stiger, det skal jeg ikke lægge hovedet på blokken på, men fakta er at jeg tit finder mig selv sidde og nyde musik gengivet på ganske billige anlæg, og glæde mig over at det bare virker, selv om jeg har rigeligt mulighed for at sætte noget meget sjovere grej på hvis jeg vil. Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra. Det interessante er at det er ret få anlæg, og som sagt nærmest omvendt proportionelt med prisen, der overlever dén grovsortering. Det er som om at jo mere "high-end" det bliver, jo mere bliver der jagtet at perfektionere enkelt-detaljerne, på bekostning af om det "virker".

Hvad har du af højttaler nu så? DLS M66?
Jeg har det nemlig præcis på samme måde med mine DLS R55er. Det også at næsten ingen kender mærket når de spørger hvad det er for nogle højttalere.

[mogens_østjyll]

Citat otto" Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra."

Det er nemlig så rigtigt det der!

Og et anlæg der kan få musikken til at hænge sammen behøver nemlig slet ikke koste en bondegård. Har fx. hørt fede musikoplevelser med NAD 3020, Dali Grand Coupe og en en iPod eller en billig DVD afspiller som CD.

Mvh

 

Kunsten er jo at sammensætte systemet. Der er deri udfordringen ligger. Og som du nævner sÃ¥ kan man sagtens benytte billigt grej og fÃ¥ stor fornøjelse ud af det. Lige som  man kan mikse billigt grej med dyrt ditto med godt resultat. Det er synergieffekten, vi eftersøger.

[mogens_østjyll]

Jeg synes du er kanon til at sætte ord på og det er beundringsværdigt at have tålmodighed til så lange indlæg.

Jamen, mange tak.

Essensen  i det er netop det jeg gerne vil opnÃ¥ men oplever det er  som at balancere pÃ¥ et knivblad at fÃ¥ det til. Laver man ganske fÃ¥ ændringer fÃ¥ at opnÃ¥ endnu højere kvalitet risikerer man 98 % sikkert at det hele er ødelagt.

Dér rammer du en nerve hos mig! Jeg har nemlig ret tit oplevet at en given komponent eller en given sammensætning bare lissom "fungerer", det spiller bare sammen og det meste musik fungerer. Så begynder man at savne at det hele liiige bliver løftet op på et lidt højere niveau. Lidt strammere, lidt mere detaljeret, lidt mere dynamisk... Og så FORBEDRER man et eller andet - men alligevel falder sammenhængen fra hinanden. Det burde være så enkelt, man har noget der virker, så gør man det bedre. Mine eks-højttalere, DLS R55, som jeg stadig har et rigtigt godt øre til, havde jeg lige præcist dét dilemma med. De fungerede bare, men der er som sådan ikke noget enkeltstående område hvor de tæver alle andre. Hvis jeg tager ét punkt ad gangen, kan jeg til hver en tid tæve dem, om ikke med en højttaler til samme pris så i hvert fald rimeligt tæt på. Men det har været _ufatteligt_ svært at finde noget hvor jeg ikke syntes at jeg gik for meget tilbage på nogle områder, for at gå frem på andre, og helheden derfør gik fløjten.

Det "sjove" er at jo dyrere anlæggene bliver, jo færre af dem synes jeg har dén der magiske sammenhæng hvor tingene bare fungerer. Om det er psykologisk, fordi éns forventninger tilsvarende stiger, det skal jeg ikke lægge hovedet på blokken på, men fakta er at jeg tit finder mig selv sidde og nyde musik gengivet på ganske billige anlæg, og glæde mig over at det bare virker, selv om jeg har rigeligt mulighed for at sætte noget meget sjovere grej på hvis jeg vil. Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra. Det interessante er at det er ret få anlæg, og som sagt nærmest omvendt proportionelt med prisen, der overlever dén grovsortering. Det er som om at jo mere "high-end" det bliver, jo mere bliver der jagtet at perfektionere enkelt-detaljerne, på bekostning af om det "virker".

Hvad har du af højttaler nu så? DLS M66?
Jeg har det nemlig præcis på samme måde med mine DLS R55er. Det også at næsten ingen kender mærket når de spørger hvad det er for nogle højttalere.

 

De er da ellers efterhånden ganske kendte iblandt os hifi nørder, men du tænker måske på helt eksterne personer uden kendskab til high end og hifi i det hele taget, Christoffer?

[fredmarantz]

Et efter min mening vanskeligt farvand at navigere i - dette med, hvornår et anlæg er bedst i forhold til høj troværdighed (hifi) - "fodtramp" mv.

Jeg føler trang til at give mit besyv, men oplever, at meget allerede er sagt/skrevet og jeg kan nemt sætte mig ind i dilemmaerne og tankerne omkring, hvordan et anlæg "skal lyde".

Man kommer vel ikke uden om de nærmest "politisk korrekte" udmeldinger om, at det (selvfølgelig) er ejeren af anlægget, der skal vurdere dette.
Jeg sidder dog også med en trang til at skrive lidt om, at man vel næppe kan kræve, at noget skal lyde "rimeligt" før man har defineret, hvad "rimeligt" betyder?
Hr. Henriksen har været brugt som eksempel flere gange i tråden, og mon ikke de fleste kan tilslutte sig opfattelsen af, at især hans live-ting er en noget blandet fornøjelse at lytte til - skrigende guitarforstærker - støj og skrammel samt en noget "tilfældig" mixning af bas/trommer/guitar/voc

Jeg tænker dog, at det "er som det er" - og at det måske kommer ret tæt på dén lyd, som rent faktisk blev udgydt over de første rækker på ex. Woodstock. Det kunne jo så netop være, at denne "skrækkelige" lyd rent faktisk er "hifi", da den godt kunne være ret troværdig i forhold til den virkelighed, som herskede under hans show. Musikere er ikke altid sat i verden for at behage lyttere - nogle skal provokere -
fx- jazzmusikere inden for avant garde'n kan bestemt også tage en tørn under en liveperfomance, hvor man tænker lidt på, om de er på syre eller lignende - fok, der synger/råber gennem megafoner osv - jo, der er sgisme langt til de polerede ting. Hvis en megafon lige i bærret lyder ad h. til, så skal den vel også det på anlægget - skulle man synes.
jeg vil lige nævne, at jeg er ret overbevist om, at det ikke sådan var tanken at man ville optage ex. Woodstock - eller andre ting fra Hendrix' liveoptrædener, men at det "bare skete" ved at placere et par tilfældige Shure 565'ere og jage et par jacks ind i en tilfældig udgang på en minimalistisk pult og tappe det råt til en to-sporsmaskine, som sikkert har brækket sig et par gange i indspilleforstærkeren. Dette kunne godt ende med at være pænt tro overfor virkeligheden, som VAR kaotisk.
Hvis man lytter til The Who's "live at Leeds" - kan man vel heller ikke påstå, at det er "de fine fornemmelser" - men i Guder, hvor fedt. Kunne måske godt have lydt sådan ca. sådan - den aften i Leeds - i en tid, hvor man slet ikke havde PA-anlæg, som kunne flytte den luft, som de kan i dag. Det var jo nærmest bare et sæt dobbelte WEM-søjler til sang - resten blev kørt på baggearet - med en tåget lydmand til at give sangen fuld skrue for at kunne trænge igennem John Enthwhistles bas og Hr. Townshends Hiwatt's.

Hifi??

vh
Freddy

[Raskolnikov]

Jeg synes du er kanon til at sætte ord på og det er beundringsværdigt at have tålmodighed til så lange indlæg.

Jamen, mange tak.

Essensen  i det er netop det jeg gerne vil opnÃ¥ men oplever det er  som at balancere pÃ¥ et knivblad at fÃ¥ det til. Laver man ganske fÃ¥ ændringer fÃ¥ at opnÃ¥ endnu højere kvalitet risikerer man 98 % sikkert at det hele er ødelagt.

Dér rammer du en nerve hos mig! Jeg har nemlig ret tit oplevet at en given komponent eller en given sammensætning bare lissom "fungerer", det spiller bare sammen og det meste musik fungerer. Så begynder man at savne at det hele liiige bliver løftet op på et lidt højere niveau. Lidt strammere, lidt mere detaljeret, lidt mere dynamisk... Og så FORBEDRER man et eller andet - men alligevel falder sammenhængen fra hinanden. Det burde være så enkelt, man har noget der virker, så gør man det bedre. Mine eks-højttalere, DLS R55, som jeg stadig har et rigtigt godt øre til, havde jeg lige præcist dét dilemma med. De fungerede bare, men der er som sådan ikke noget enkeltstående område hvor de tæver alle andre. Hvis jeg tager ét punkt ad gangen, kan jeg til hver en tid tæve dem, om ikke med en højttaler til samme pris så i hvert fald rimeligt tæt på. Men det har været _ufatteligt_ svært at finde noget hvor jeg ikke syntes at jeg gik for meget tilbage på nogle områder, for at gå frem på andre, og helheden derfør gik fløjten.

Det "sjove" er at jo dyrere anlæggene bliver, jo færre af dem synes jeg har dén der magiske sammenhæng hvor tingene bare fungerer. Om det er psykologisk, fordi éns forventninger tilsvarende stiger, det skal jeg ikke lægge hovedet på blokken på, men fakta er at jeg tit finder mig selv sidde og nyde musik gengivet på ganske billige anlæg, og glæde mig over at det bare virker, selv om jeg har rigeligt mulighed for at sætte noget meget sjovere grej på hvis jeg vil. Jeg har lavet et mantra overfor mig selv, når jeg lytter på et anlæg: "Det skal virke". Jeg har sådan en overordnet overligger, virker det eller virker det ikke. Hvis musikken falder fra hinanden, så ryger det i boksen med "virker ikke", og så er resten rimeligt uinteressant. Så er det ret ligegyldigt for mig om der er enkelt-detaljer som er helt usædvanligt fantastiske. Hvis det hænger sammen og det er rart at høre musik på, så kan vi gå nærmere ind i detaljerne dérfra. Det interessante er at det er ret få anlæg, og som sagt nærmest omvendt proportionelt med prisen, der overlever dén grovsortering. Det er som om at jo mere "high-end" det bliver, jo mere bliver der jagtet at perfektionere enkelt-detaljerne, på bekostning af om det "virker".

Hvad har du af højttaler nu så? DLS M66?
Jeg har det nemlig præcis på samme måde med mine DLS R55er. Det også at næsten ingen kender mærket når de spørger hvad det er for nogle højttalere.

 

De er da ellers efterhånden ganske kendte iblandt os hifi nørder, men du tænker måske på helt eksterne personer uden kendskab til high end og hifi i det hele taget, Christoffer?

Ja lige præcis! Almindelig mennesker tror altid jeg har Audiovector højttalere for dem kender de.
Btw. det er "Kristoffer".

[Otto J]

Hvad har du af højttaler nu så?

 

Jeg er blevet hjernevasket af at arbejde sammen med Bent, så der står naturligvis Rega på hele dynen nu...

[Raskolnikov]

Hvad har du af højttaler nu så?

 

Jeg er blevet hjernevasket af at arbejde sammen med Bent, så der står naturligvis Rega på hele dynen nu...

Ok. Kan sådan et par regaer spille bas? Jeg har aldrig hørt dem ved et højt niveau...
Deres højttalere er godt nok ikke særlig kendt herhjemme. Mindes ikke at have set en dansk anmeldelse eller se billeder af folk der har dem...