Magisk Maestrobåndkvalitet.
Anmeldelse og debatoplæg.
En moderne beretning om gode og knap så gode pick upper.
Debatten har allerede raset i nogen tid på nogle af de danske fora og har i årevis kørt i udenlandske ditto : Er MM (MI) i virkeligheden MC overlegen, når det kommer til at reproducere, hvad de sarte sorte skiver egentlig indeholder eller holder anmeldernes darling stadig, når vi for alvor sætter lup på de hårde kvaliteter? Og spiller prisen nogen rolle?
Det vil jeg prøve at give mit input til ved at anmelde Clearaudios topklasse MM Maestro. Undervejs skal jeg perspektivere det yderligere ved at inddrage velansete MC pick upper i form af så prominente deltagere som den velanskrevne Ortofon Rondo Bronze og den forbedrede klassiker Denon DL 103 [®-udgaven] samt den legendariske Pickering XSV 3000 MM pick up (+et par andre via båndoptagelser af pick upperne) og forsøge at veje dem på en hårfin audiophil vægt.
Hvilket spor følger den moderne lyddesigner?
Kan vi uden videre tage det for givet, at al udvikling er til det bedre eller er der af og til tale om, at man som hårdt prøvet producent må ty til en række valg og kompromisser, når man lyddesigner sine fremtidige produkter, der så på godt og ondt determinerer udkommet lydmæssigt?
Det vil jeg gerne indlede med nogle betragtninger på – baseret på en ret så omfattende erfaring med netop pick uppers lydkarakteristika over tid. I forvejen er det de fleste bekendt, at en enkelt MC pick up, oprindelig designet i 1961 i form af Denon DL 103, har modstået tidens tand umanerligt upåvirket og sælges stadig den dag i store tal verden rundt. Dette har kunnet lade sig gøre simpelthen fordi den oprindelige Denon DL 103 besad ganske uovertrufne (lyd)kvaliteter.
Nu kunne man nok med en vis ret kunnet have tilladt sig at hævde, at en over 50 år gammel konstruktion ikke var tiltænkt nogen rolle i dagens 2010/2011 marked, men sådan skulle det ikke gå.
For det har overraskende vist sig, at de bedste aldrene pick upper besidder lydmæssige kvaliteter, der er svære at overgå. Simpelthen fordi de i udgangspunktet har været yderst veldesignede fra begyndelsen af og har tilbudt et lydmix, der ganske enkelt var noget nær perfekt teksturmæssigt om end de dog kan kritiseres alligevel på en lang række parametre med moderne standarder. Intet er jo perfekt.
Og dermed kan man sige, at de dog naturligvis kan overgås på forskellig vis, men det er min klare opfattelse, at lyddesignere af i dag i stadig højere og højere grad søger at designe deres pick upper (hovedsageligt MC pick upper) lydmæssigt efter den idé, at flere (micro)detaljer sælger. Stadig flere MC pick upper, der dukker op, besidder således en voldsom overfokuséren på (micro)detaljerne og følgelig en nedprioritering af sammenhængskraften, magien, ægtheden og naturtroheden – ja hele den naturlige og realismeprægede udklingningsstruktur, evnen til en korrekt balance ml. grund- og overtone på hvert enkelt instrument både for sig og i orkestrets helhed og balancen mellem detaljer og helheden, som den høres ved klassiske koncerter, bliver ikke reproduceret troværdigt af mange af nutidens topklasse MC’ere.
De har så at sige en forkert balance mellem mikrodetaljer og helhed og nogle af dem løser opgaven med balancen ml. grund – og overtone umanerligt ringe og dermed meget ulig virkeligheden. Man bliver som lytter således nærmest tvungent ind i kunstigt frembragte og forstørrede detaljer , når disse gengivere folder sig ud og man mister derved hele orkestrets magi, helhed , sammenhængskraft og overtonernes ”forening i rummet” og tvinges ind i en verden af pin point effekter, punktformigheder og kunstigt skabt perspektiv, der ikke findes i nær samme grad ved en live-koncert, hvor det hele fremstår mere diffust med dens fænomenale iblanding af grund – og overtoner, homogene magi – og ja live følelsen!!!
Jeg har kaldt dette fænomen for ”forstørrelsesglas-effekten” og den effekt breder sig endda i det små ind over lydbilledets horisontale størrelse, der ofte bliver en anelse ”forvrænget” i bredden sammenlignet med at sidde dér på 15 . række i koncertsalen, hvorimod den vertikale størrelse virker i hvert delvist upåvirket heraf jf. mine erfaringer.
Dette kan synes som et kontroversielt synspunkt, men det er det ingenlunde. Man får ved at gå til klassiske koncerter opbygget en klar reference for hvorledes virkelighedens koncert rent faktisk lyder. Og det er den jeg i videst mulige omfang ønsker reproduceret herhjemme – koste hvad det vil.
Derfor er synspunktet (og præferencen) fremdeles, at de moderne lyddesignere af pick upper med deres overfokuséren på microdetaljerne i deres nyudviklede pick upper tenderer at ødelægge den helstøbte oplevelseskvalitet, der er i ægte live koncerter ved at tvinge lytteren til en bestemt måde at lytte på, når musik bliver reproduceret . Og tilmed en måde, der bevæger sig stadig længere væk fra en live koncerts måde at ”opføre sig på”.
Synspunktet er videre, at der ser ud til at være en alliance mellem de førende anmeldere og producenterne om, at flere og flere detaljer og dermed ”forstørrelses-glas” boostet er vejen frem. Førhen har det ikke været ”god tone” at der var boost i hifi produkter, men det var hovedsageligt direkte knyttet til tonale aspekter.
Nu skal vi have indført en ny type boost, nemlig detalje boostet, der er sværere at detektere (og forholde sig til)– særligt når man har fulgt en vej [som fremlagt af diverse af de førende anmeldere], der går på at eftersøge stadig flere detaljer – tilsyneladende blot for detaljernes egen skyld. Så ender man jo med at bidrage til et selvopfyldende (lyd)profeti, når man konstant køber disse detalje-MC’ere!
Dette vil jeg gerne stærkt advare imod at vedblive med.
Problemet her er, at en live koncert er langt fattigere på disse såkaldte højtprofilerede detaljer, der ved en sådan [live koncert] optræder langt mere ”gemt” væk i helheden eller man kunne sige naturligt indlejret i den musikalske begivenhed. Samtidigt med denne indlejring hører også, at klassiske live koncerter ikke besidder nogen videre punktformighed eller pin point effekt. I nogle koncertsale endda i temmelig alvorlig grad.
Og det er sådan set disse lydkarakteristika, der skal genskabes i reproduceret form i hjemmet.
Der bør således ikke føres kunstig detaljeformidling og overeksponerede pin point effekter til indenfor lydbilledets kontekst. Gøres dette alligevel er det retteligt at betragte som et boost. Et detalje boost. Et detalje boost er lige så forkert som et tonalt boost. Det ødelægger simpelthen troværdigheden, magien, sammenhængskraften, autenticiteten og naturligheden og fjerner derved reproduktionens kvalitet fra virkelighedens live koncert.
Dette er mit udgangspunkt for denne anmeldelse.
Og ja. Det skal betragtes som en alvorlig anklage imod adskillige såkaldte klasse MC’ere og deres lyddesign og de førende anmelderes lovprisning af disses kvaliteter. Og et forsøg på at bringe vellydende MM alternativer ind i billedet, der måske i højere grad kan genskabe kvaliteter hinsides detalje boostet og overeksponerede pin point effekter.
Præsentation af Clearaudio Maestro
Clearaudio Maestro koster knap 6000 kr. Efter rabat fik jeg den til en fin pris. Den har reelt været 400 kr. dyrere end Ortofon Rondo Bronze, hvorefter det er rimeligt at konstatere, at de prismæssigt matcher. Ortofon Rondo Bronze er anerkendt som en glimrende MC pick up, der giver endog særdeles god valuta for pengene. Derfor kan det ikke undgås, at netop disse 2 pick upper sammenlignes på kryds og tværs for at vurdere status quo ml. MC og MM i samme prisklasse. Derudover perspektiveres Clearaudio Maestro’s egentlige kvalitet yderligere, da det har vist sig, at Ortofon Rondo Bronze ikke kunne matche Maestro’ens fornemme lydkvalitet.
Lyden af en koncertsal a la Maestro
Efter en længere proces med tilspilning og trial and error f.sv. a hvilke pladespillere /riaa’er , der kunne præstere det bedste udkomme med de forskellige pick upper, der indgår indirekte i denne anmeldelse, lykkedes det til slut at komme frem til det optimale. Jeg skal ikke trætte læseren med alle disse trials and errors ud over at konstatere, at Maestro ikke opnåede noget videre resultat i de typiske ”MC tonearme”. Når Maestro var monteret i f.eks SME V var afstanden mellem Maestro og Rondo Bronze næsten ubetydelig om end de præsenterede den musikalske begivenhed på hver sin måde. Maestro’s magi og suveræne lydkvalitet er snævert knyttet til at den placeres i en dedikeret ”MM arm”. Skal videre konstatere, at der også er benyttet samme riaa til alle pick upper, der indgår og også forskellige ditto’er. Nedenstående er en vurdering på baggrund af en enorm trial and error proces, hvor alt forhåndenværende har været i spil.
Fra første strofe var jeg klar over, at jeg her stod med noget unikt. Noget særligt. Noget hvis lige jeg ikke havde hørt før. Noget, der ville ændre min holdning til tidl. pick uppers kvalitet grundlæggende. Noget som nødvendiggjorde en delvis devaluering af nogle af disse.
Noget, der vil bestyrke det som hardcore kernen omkring den legendariske Raul [Mexikaner, der har startet en verdensomspændende trend knyttet til MM (MI) pick uppers overlegenhed ift. MC pick upper – dette har særligt været knyttet til NOS pick upper, men også topklasse MM’ere, der kan købes er blevet inddraget] har vidst og ytret omkring MM(MI) pick upper i forhold til MC’ere og som jeg lidt tøvende har tilsluttet mig uden at jeg af den grund har smækket med døren overfor MC pick upper, som jeg fortsat skatter højt for nogle MC pick uppers vedkommende.
Når man skal beskrive en pick up kan man gå mange veje. Den fremherskende måde er en stringent beskrivelse af hi-fi parametrene og en sluttelig opsummering og perspektivering af disse.
Jeg vil nu starte et helt andet sted, jf. de indledende bemærkninger. Nemlig i koncertsalen og følgelig en vurdering af, om testobjektet på nogen måde afspejler koncertsalen og masterbånd kvaliteten i en sådan grad, at ligheden er slående og derefter komme med et indspark vedr. hi-fi parametrene, der sammenligner Maestro med en række andre velansete pick upper.
Jeg har nævnt, at jeg ønsker en reproduktionskvalitet så nær koncertsalen, som det er muligt. Det er også lig med et fravalg af detaljeboost og unaturlige pin point effekter og andre fiksfakserier såsom kunstigt stort breddeperspektiv, da dette ikke eksisterer i koncertsalen, men alene i pick upper og hi-fi udstyr i det hele taget. Jeg ønsker detaljeformidlingen indlejret helt naturligt som den, der høres i koncertsalen. Jeg har igennem tiden i øvrigt talt med mange hifi entusiaster, der overfor mig har indrømmet, at deres oplevelse i koncertsalen er præget af klart færre detaljer end derhjemme og en manglende pin point effekt samt ringe perspektiv-fornemmelse ud over koncertsalen. Dette harmonerer fuldstændig med egne oplevelser heraf.
Clearaudio Maestro er en pick up , der lige præcis besidder den kvalitet i blandt mange andre. Den lyder af ægte og naturtro koncertsal. Eller masterbånd om man vil. Med den helt rette iblanding og indlejring af detaljerne. Jeg vurderer dog, at pin point effekten i Maestro er mere til stede end i koncertsalen, men der findes stort set ingen seriøs pick up, der ikke ”forbedrer” dette forhold sammenlignet med koncertsalen, men på den anden side er pin point effekten dog tydeligvis ikke så grotesk aftegnet som i mange top MC’ere af i dag og tak for det.
Maestro tilbyder således en helt unik mulighed for et autentisk indblik ind i koncertsalen med yderst få svingærinder. Det gør den fordi den er ekstremt vellykket på alle hifi parametre [under iagttagelse af, at hifi parametre skal efterligne koncertsalens mest muligt] –bortses fra nogle småting, som jeg senere skal komme ind på og fordi dens ´´optræden´´ i sjælden grad er præget af et totalt fravær af boosts og betoninger og et musikalsk ´´udtryk´´, der generelt er meget lig koncertsalens.
De ``hårde`` kvaliteter og sammenligninger
Clearaudio Maestro fremstår som før nævnt uden betoninger og detalje boosts og er følgelig yderst korrekt tonalt og autentisk set. Faktisk så korrekt og autentisk, når der bortses fra et personligt ønske om lidt mere tryk og niveau i bassen [særligt på rockmusik], at jeg aldrig før har hørt noget lignende. Den er således så korrekt tonalt set, at alle andre pick upper afsløres nådesløst ved et skifte fra allerførste strofe. Jeg er nødt til at sige : Bravo. Ikke et øje er tørt.
Maestro har således fremdeles absolut ingen boost og betoninger i basområdet, der fremstår yderst korrekt aftegnet. Dog savner jeg –som nævnt - af og til lidt mere tryk i dybbassen. Og subjektivt en smule niveau fyldemæssigt til tider. Det magter Maestro ikke helt, men at jeg efterspørger dette kan i virkeligheden være udtryk for en årelang tilvænning til MC pick upper, der netop er boostet i basområdet på forskellig vis, hvilket jeg afgjort hælder til. Ved klassisk musik, der er min foretrukne test musik ved pick upper, oplevede jeg på ingen måde, at dybbassen manglede noget som helst. Basområdet virkede her yderst velintegreret og proportionalt korrekt afstemt med en imponerende differentiering og sammenhængskraft. Basområdet fremstår med en glimrende stramhed – lige tilpas til klassisk musik.
Mellemtoneområdet er en opvisning i perfektion og korrekthed samt et fuldstændig fravær af betoninger. Helt bogstaveligt. Hele mellemtoneområdet fremstår fuldstændig magisk. Aldrig har jeg hørt noget så fantastisk, autentisk og live-agtigt eller masterbånd-agtigt.. Der er ægte glød og en helt unik og sensationel klarhed og renhed knyttet til hele mellemtoneområdet, som jeg aldrig før har hørt i nogen pick up overhovedet uanset pris. Det er simpelthen den bedste mellemtonegengivelse, jeg nogensinde har hørt i nogen pick up. Punktum. Med andre ord en homogenitet med indlejret magi og timing indenfor mellemtoneområdet af en anden verden. Sådan skal det bare lyde!
Kvaliteten af mellemtonen følger med op i diskantområdet og sætter et imponerende punktum for pick uppens tonale kvaliteter. Diskanten er således afbalanceret i sjælden grad og er fri for den ”glimmer-effekt” de allerfleste MC pick upper lider af og under. Dette fænomen gælder også Ortofon Rondo Bronze og den tidligere ellers velanmeldte Audio Technica OC9/10/30 serie, hvoraf jeg har ejet en del Audio Technica OC 30’ere og adskillige andre top MC’ere, jeg har lagt øre til over tid. Selv Linn Troika led under denne effekt. [jeg har båndoptagelser af disse pick upper]. Diskantområdet i Maestro er helt fri af denne ubehagelige og kunstigt frembragte skineffekt, der reelt medfører et tab af realisme, men tilbyder derudover en passende fylde og en opløsning og luftighed, der lige præcis er tilpas, når man skal forsøge at imitere virkeligheden mest mulig troværdigt og autentisk. Altså ingen overdreven luftighed, abnormt klingeri eller overgearet overtonereproduktion via en sådan skineffekt kan findes i Maestro. Og tak for det.
Samlet set er pick uppen den mest vellykkede tonalt set, jeg nogensinde har haft til at spille i mine godt 30 år med pladespillere. Intet af det, jeg har hørt og prøvet overgår den på dette vitale parameter. Den tonale sammenhængskraft er således forbilledlig perfekt og homogen i ordets bogstavelige betydning. Og den er så perfekt her, at den nådesløst afslører de andre kombattanters mangler indenfor den tonale sammenhængskraft så let som ingenting.
Vi skal dernæst ind på et yderst vigtigt forhold, nemlig området knyttet til transientgengivelse. Her er jeg ejer af et særligt effekttrin, der er blitzschnell reagerende og ingen effektforstærker, jeg har hørt, har nogensinde kunnet matche mit effekttrins hurtighed. I mine øjne og ører er dette område af allerstørste betydning for om musikken kan opleves som autentisk eller ej. Gengives transienter ikke lynhurtigt medfører det pr.def. altid et tab af realisme ligesom små hastighedsskift i musikken ligeledes skal komme prompte, hvis man ønsker maksimal realisme og troværdighed. Dette område skal pick upper naturligvis også bemestre og her er Maestro tæt på perfekt. Ved en nærmere kritisk granskning af pick uppens performance indenfor området fandt jeg dog, at Maestro kun var ganske lidt hurtigere end Ortofon Rondo Bronze [der i sig selv befinder sig på et solidt niveau desangående dette forhold] og jeg mener således, at den her godt kunne være endnu hurtigere – altså endnu hurtigt reagerende. Jeg mener, at Audio Technica OC 30 [baseret på båndoptagelse heraf] var en brøkdel af en promille hurtigere reagerende. Til gengæld besad samme en række andre alvorlige problemer, der i dag ville have diskvalificeret pick uppen. Men det er fortid nu. Her er jeg også nødsaget til at kritisere en anden yndling, nemlig Pickering xsv 3000. Den er også for langsomt reagerende og det trækker ned i den ellers glimrende MM pick up.
Men vi taler altså småting, men noget at kritisere skal jeg jo finde, selv om det i praksis er ubetydeligt. Det er altså forhold der på ingen måde hindrer en oplevelseskvalitet meget lig koncertsalen/masterbåndet. Og Maestro er således så tæt på perfekt, at den samlet set fremstår yderst tilfredsstillende indenfor dette felt.
Et andet yderst vigtigt forhold er selvsagt det dynamiske headroom. Og her taler vi reelt om 2 vigtige forhold, nemlig mikro - og makrodynamikken. For at tage det sidste først så har jeg detekteret en næsten perfekt makrodynamik. Jeg mener dog, at det subjektivt kan virke som om pick uppen holder en ganske lille anelse igen primært pga. det manglende tryk i bassen – og det er sådan set også reelt nok: basområdet medgår jo selvsagt til den subjektive oplevelse af makrodynamikken. Når dette er sagt, så er Clearaudio Maestro den mest vellykkede MM pick up indenfor det makrodynamiske område, jeg nogensinde har lagt øre til. Om den kan matche de indenfor dette område fremragende Decca pick upper kan jeg ikke afgøre, men det må under alle omstændigheder være ganske tæt på. Abstraherer vi fra det manglende tryk i basområdet og dettes subjektive indvirkning på oplevelsen af det dynamiske headroom, så er det let at konstatere, at Ortofon Rondo Bronze ikke helt kan præstere en makrodynamik på dette niveau og MC konkurrenterne til et sådan niveau skal findes i en højere prisklasse end Bronzen. Denon DL 103 R og Bronzen minder meget om hinanden makrodynamisk set, men Bronzens overgearede og boostede basgengivelse kan få nogle mere uerfarne lyttere til fejlagtigt at tro, at sidstnævnte besidder en større makrodynamik. Dette er dog ikke helt korrekt, når man går det nøje efter. Bronzen snyder på vægten med sin bas, der sammenlignet med mere velopdragne gengivere, rent faktisk får et skær af ”loudness bas” i de dynamiske udladninger og denne effekt er uheldig, dersom vi ønsker en gengivelse tæt på virkelighedens koncerter. Pickering XSV 3000 er en klasse yderligere under dette niveau. Det er den med det mindste makrodynamiske headroom i blandt de vurderede pick upper. Musikken mangler simpelthen den drama-effekt, virkeligheden er så rig på i koncertsalen i udladninger, når Pickeringen forsøger at folde sig ud og det gør den i og for sig ikke overbevisende nok til at jeg er tilfreds. Makrodynamisk er Maestro således bedst alt i alt – uden dog at være perfekt, da jeg har hørt meget dyre MC pick upper med mere makrodynamik end Maestro’en.
Betragter vi så den mindst lige så vigtige mikrodynamik, der i en vis grad er forbundet med hurtigheden indenfor lydbilledet og evnen til at skabe hurtige hastighedsskift, så er Clearaudio Maestro på hjemmebane. Her oplevedes en opvisning i, hvorledes dette svære område skal tackles for at musikken kommer til at ånde for alvor.
Denon Dl 103 R, Ortofon Rondo Bronze og Pickering XSV 3000 viste her udprægede mangler og hastigheds – og temposkift på disse fremstår alt for langsomme og det står helt klart, at Maestro er langt hurtigere og subjektivt opleves det som om, at mikrodynamikken kommer op på et helt andet og langt mere realistisk niveau, der i høj grad, jf. mine referencer fra koncertsale, er langt mere korrekt. Sagt anderledes så virker de 3 førnævnte pick upper som mere ”stillestående” og langsomme i direkte sammenligning, hvilket medførte et tab af realisme. Videre fremstod musikken på Maestro på en sortere baggrund end på alle de 3 andre og ydermere så virker det subjektivt som om, at musikken opstår mere af sig selv inde i lydbilledet end på de 3 andre, altså mere musikalsk autonomi er til stede på Maestro lige som i koncertsalen. Ringest her var i øvrigt Pickeringen; det er ikke de dynamiske aspekter, der er denne pick ups force.
Hvad angår de rumlige forhold, soundstagens proportionalitet og transparansen på Maestro er der blot igen et at sige : Bravo.
For her er der tale om den første MM pick up, jeg nogensinde har lagt øre til, der formår et tilpas stort lydbillede og det endda uden at gå i den boldgade, hvor man glorificerer og forstørrer lydbilledets størrelse, som det høres på nogle af markedets dyreste og mest ambitiøse MC pick upper. Lydbilledets bredde overdrives således ikke kunstigt som nogle dyre MC’ere tenderer at gøre, hvorfor Maestro rent faktisk virker fuldstændig korrekt i sin breddeperspektivmæssige proportionalitet sammenlignet med at sidde på 15. række i koncertsalen. Dybden i lydbilledet fremstår ligeledes forbilledlig korrekt aftegnet, ligesom højden er perfekt – man er aldrig i tvivl om rummets højde, når Maestro performer. Optagerummets dimensionalitet og for den sags skyld karakter er knivskarp præsenteret på Maestro. Kombineret med en yderst realistisk og autentisk udklingningsstruktur på overtonerne og det ganske lille varme twist udklingningsstrukturen qua træhuset besidder, opnås en nærmest perfekt kombination, der alene virker til at være begrænset af optagekvaliteten og den lille reduktion af den makrodynamiske del af gengivelsen. Der er således tale om et nærmest sensationelt realistisk kig ind i koncertsalen via de bedst anvendte indspilninger. Og i tilgift skal absolut nævnes, at Maestro er den første MM pick up[jeg har hørt], der fuldstændig bevarer overblikket ved komplekse udladninger. Selv ikke Decca’erne har formået dette, da jeg hørte disse. Intet har således kunnet ryste dens jerngreb om musikken. Og dette område har ellers til dato været MC-land, men nu har Maestro vist, at MM’ere uden de fjerneste problemer er i stand til at matche de bedste MC’ere på dette yderst vitale område.
Til sammenligning faldt såvel Rondo Bronze, Denon DL 103 R som Pickering xsv 3000 alle som en sammen i direkte sammenligning indenfor disse vigtige parametre og leverede et delvist rodet og også relativt uigennemsigtigt eller manipuleret lydbillede, der tillige var skæmmet af tonale problemer, detalje boosts, uklar – og urenheder og mumlerier, hvilket i praksis betød at man reelt lyttede på lyd og fejl – på en enkelt af dem direkte lyttetrættende lyd.
Det var så let som ingenting at detektere disse fejl i de pågældende pick upper efter at have nydt Maestro i 4-5 timer i træk. Maestro ligefrem udstillede disse ellers velanskrevne pick uppers fejl og begrænsninger – endda i sådan en grad at man slet ikke havde lyst til at lytte disse pick upper længere.
Særligt ramt var Rondo Bronzen, som jeg ellers tidligere har rost, men i direkte sammenligning med den fremragende Maestro var man aldrig i tvivl om kvalitetsforskellen, idet Bronzen var alt for præget af tonale betoninger og boosts. Hele basområdet og store del af diskantområdet på Rondo Bronze fremstår som klart overgearede og mellemtoneområdet endog lettere klemt på nogle indspilninger – hvilket reelt fører til en forvirret gengiver med manglende sammenhængskraft i mellem de forskellige toneområder eller fraværet af homogenitet i det hele taget.
Retfærdigvis skal siges, at for at kunne detektere disse egenskaber, kræves selvsagt en performer med meget høj klasse tonalt og rumligt set og en sådan findes i Maestro. Sammenligner man Rondo bronze med Denon DL 103 R opdager man kun i mindre grad de nævnte problemer. Der skal simpelthen en klasse pick up til for at kunne opdage disse fejl. For Denon DL 103R har selv en del problemer her.
Bronzen besidder dog en eneste vigtig egenskab : det er en rock’n’roll pick up, der virkelig kan sætte gang i tingene og dette værdsættes fortsat af denne anmelder til visse typer af musik. Den er således bedst egnet til relativt korte lyt med jazz og rockmusik, men uegnet til langtidslytning af klassisk materiale. 4-5 timer med Rondo Bronze medfører instant lyttetræthed. Dette forhold kan slet ikke diskuteres, da det er helt åbenbart, at der er denne beklagelige effekt.
Følgelig ændrer jeg min anbefaling af denne pick up og nedgraderer den fra value køb til en udpræget rock’n’roll pick up, der kun egner sig til kortere tids lytning ad gangen. Pick uppen mister som sagt sin value betegnelse og dette ændres til, at pick uppen er anelse for dyr i forhold til hvad man får. Konkurrenterne til denne pick up kan findes i lavere prisklasser, dersom man ønsker at lytte til klassisk musikmateriale, hvorimod dens konkurrenter i rock’n’roll kategorien skal findes i tilsvarende prisklasse.
Denon DL 103R kunne som sagt heller ikke stå distancen, idet dens tonale karakter var alt for præget af betoninger i mellembassen og en mellemtone, der var mere ”behagelig” lyd end korrekt tonal aftegning samt en diskant, der generelt manglede noget opløsning – om end jeg klart foretrækker Denon’s diskant frem for Rondo Bronzens kunstige ”glimmer-effekt” i diskantgengivelsen.
Til gengæld var Denon DL 103 ikke som Bronzen fejlbehæftet i en sådan grad, at man slet ikke havde lyst til at høre på den på i hvert fald klassik musikmateriale ved langtidslytning; dertil var den for afbalanceret og venlig i sit udtryk. Men Denon DL 103 R virkede til gengæld noget uklar eller tåget indenfor mellemtonens kontekst. Den var simpelthen for kunstig her, men det lød ganske behageligt og ”rundt”, men denne kunstighed hindrede dog grundlæggende, at pick uppens åbenhed kunne træde klart og tydeligt frem. For det er en udbredt misforståelse at Denon DL 103R ikke er åben. Den er faktisk mere åben end Rondo Bronze, hvis man tilbyder den optimale armforhold og samtidigt formår at se bort fra mellembas betoningen; det er bl.a den, der så at sige blokerer pick uppens reele åbenhed.
Pickering xsv 3000 mindede grundlæggende om Maestro’en f.sv.a. den tonale tekstur og den naturlighed instrumenter fik i balancen mellem grund- og overtone reproduktionen. Der er en grund til, at denne pick up er så fremragende; den er i sjælden grad en gengiver, der realistisk kan gengive overtonerne naturtro og bringe et symfoni orkester til at virke som en helstøbt organisk helhed, hvor overtonernes udklingning samtidig så at sige er åndfuld i sjælden grad.
Men Maestro var en langt mere helstøbt gengiver, der udstillede Pickeringens fejl og begrænsninger. XSV 3000 besad i direkte sammenligning problemer i diskantområdet, der dels ikke var opløst tilstrækkeligt og måske også havde et hæv i begyndelsen af øvre diskant. Derudover mistede den også til dels overblikket ved store komplekse udladninger og havde ikke det dynamiske headroom, som Maestro leverede. Faktisk var Pickeringen den ringeste af dem alle 4 på de dynamiske parametre. Slutteligt var integrationen mellem de forskellige tonale områder ikke i nær samme klasse som Maestro.
På visse typer musik foretrak jeg Pickeringens basgengivelse, da den besad en anelse mere tryk og niveau end på Maestro. Men alting har en pris og for Pickeringen var prisen for den mere drive-skabende basgengivelse den, at den tonale tekstur ml. øvre bas [og basområdet generelt) og nedre mellemtone [og mellemtoneområdet generelt) ikke var iblandet helt korrekt. Dette førte videre til visse 3-D problemer af mindre betydende karakter. Men dog nok til at virkemidlerne ikke slog helt til alt i alt.