Der er ikke så meget musik fra 2010 på hylden - endnu. Tit opdager jeg først meget senere de gode sager.
Lidt er der dog:
Flying Lotus: Cosmogramma (2010)
Spændende, men også meget hektisk musik. En sammenkogt ret med ”jazz, hiphop
and video game sounds”. Mere respekt end egentlig kærlighed herfra…
Marilyn Crispell & David Rothenberg: One Dark Night I Left My Silent House
(2010)
Et fuldstændigt modstykke til Flying Lotus ovenfor. Dvælende, improviseret musik.
Crispell: Piano, soundboard, percussion
Rothenberg: Bass clarinet, clarinet
Sluk lyset, luk øjnene og tag en tur rundt i det tyste hus, førend du træder ud
ad døren og trækker den til efter dig. Rigtig nattetidsmusik.
Eels: Tomorrow Morning (2010)
I næsten-mainstream afdelingen har jeg ikke fundet noget, der rager tårnhøjt
op, men Tomorrow Morning er en fornøjelse, en plade med klar antidepressiv
virkning – og tilmed en ”grower”. Mr E er glad (lige nu), og det er til at
mærke.
Lambchop: Box Set (2010)
8 cd’er (+ 2 dvd’er), der hidtil kun har været solgt enkeltvis ved koncerter.
Live og fra hver sin turne, spredt ud over 2000-årene. Hvordan jeg er faldet så
fuldstændig for Lambchop, er mig lidt en gåde. En beskrivelse af musikken; lidt
skæv Nashville, noget Memphis soul og så noget lounge-agtig jazz, det hele ofte
tilsat et skvæt strygere - det lyder bare slet ikke som min kop te.
Men Lambchop brænder så meget igennem. Først og fremmest i kraft af frontfiguren,
Kurt Wagner. Wagner synger på ingen måde klassisk smukt, men hans stemme er
alligevel nærmest magisk. Et sted har jeg set hans vokal beskrevet som ”gloriously
uncool”, hvilket jeg synes passer præcis. I øvrigt spiller bandet aldeles blændende.
Lambchop er med en bred margen den bedste nyopdagelse jeg har gjort i år, og de
er føjet på listen over bands, der skal ses.
Mvh