Aldrig har han været bedre, så sprudlende, så præcis. Det er Hver eneste akkord, hver frase der passer, og sætter aktørerne i stand til at bevæge sig gennem junglen af noder.
Han beater handlingen så den stormer frem, og fraserer så sangeren virkelig føler den kærlighed eller vrede eller hvad det lige nu handler om. Dette er ren teamwork (hedder det nu om stunder) dengang hed det ensemblekunst. Hver eneste aktør fra den mindste korsanger til hovedrollen skal være med eller duer det ikke. Det er nu heller ikke svært. Mozart er med i forestillingen, og han viser hele tiden hvad der skal gøres og hvorfor, man kan næsten se ham agere og piske teamet fremad.
Dirigenten skal helst ikke have for mange intellektuelle filosofier (hvilket jo er svært, når man står med mesterværket i hånden – det indbyder til tanker og fortolkninger). Mozart holder ikke til den slags kunster, eller rettere, kunstnerne bliver klædt af – hvis de gør det.
Stjerneskuddet der ramte jorden engang lyser op og sætter humanisme, tolerance og kærlighed som betingelse for hvordan man kan komme igennem sit liv med mennesket i behold.
Som musikdramatiker er han uden ligemand (Verdi og Wagner er ingen undtagelse). Og denne opera har i modsætning til de fleste en troværdig historie. Den kan placeres i alle tidsaldre.
På CD eller endnu bedre på Decca vinyl, er Erich Kleibers udgave en genistreg i ensemblekunst.
Denne skal man også have. Rene Jacobs skræller operafedtet af, uden at ødelægge fornøjelsen.
Carlo Maria Giulini kommer tæt på Kleiber, endnu lidt guf til vinylelskere.
På DVD, vil jeg anbefale Pappanos helt bjergtagende opførelse. Måske skal blomsterne gå til instruktøren David McVicar hvis omgang med Mozart er forbilledlig. Det er denne DVD der har fået mig op i skoene.
David McVicar’s spellbinding production of Le nozze di Figaro is set in 1830s post-revolution France, where the inexorable unravelling of an old order has produced acute feelings of loss. In the relationship between Finley’s suave, dashingly self-absorbed Count and Röschmann’s passionately dignified Countess, which lies at the tragic heart of the opera, the sexy ease between a feisty Figaro (Erwin Schrott) and a sassy Susanna (Miah Persson) is starkly absent, the tenacious spark between Marcellina (Graciela Araya) and Bartolo (Jonathan Veira) suggesting what might be rekindled. The production is superbly complemented by the beauty of Paule Constable’s lighting and Tanya McCallin’s evocative sets. Antonio Pappano conducts (and accompanies the recitatives) with invigorating wit and emotional depth.
‘This sexy, raunchy, romp of an opera is a triumph. Director David McVicar has searched for the essence of the composer and found it; fun filled, sensitive, romantic and serious by turns, all reflected in this production.This is a 'Must See' opera! …You'll regret it if you don't!’ Musical Opinion
Undgå Harnoncourts ”Strindberg/Bergman” udgave fra Salzburg, eller køb netop den, hvis de nordiske selvpinslers lidelseshistorie er din kop te, sangerne er fortræffelige, bl. a. Skovhus, Netrebko, Schäfer og Röschmann.
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.