Jeg ser sådan her på det: Hele branchen er generelt bygget op omkring at få folk til at skifte ud hele tiden. Branchen har brug for i det mindste at bilde os ind at vi har brug for nyere og bedre formater hele tiden. 3D eksempelvis er ikke drevet af forbrugere der efterspørger det, men producenter der skubber på af alle kræfter. Inden længe vil vi se producenter og udbydere forsøge at overbevise os om at vi ikke kan leve uden 4k, selvom 1080P er mere end rigeligt. Hvis udbyderne ser et behov for at sælge os et format der er bedre end vi har brug for, så skal de nok gøre hvad de kan for at skubbe det ud til forbrugerne, hvadenten de synes de har brug for det eller ej. Den digitale distribution giver som sagt en større chance for at de nye systemer slår igennem, end fysisk distribution.
Det interessante ved den digitale distribution, er at på sigt bliver selve formaterne en sidebemærkning, vi får ikke på samme måde som tidligere ét fast format til musik eller film. Vi får en stor pærevælling af musik og film, på alverdens forskellige platforme, og kvaliteten af dét vi får vil i højere grad være afhængig af den enkelte udførelse, end af begrænsninger i teknikken.
Om 10 år sidder vi og griner af dengang vi bekymrede for båndbredden til musik. Hvis man synes det virker usandsynligt, så prøv at overveje at for 20 år siden fandtes World Wide Web slet ikke. Jeg er noget mere fortrøstningsfuld omkring fremtiden - dét at være bekymret for selve formatets begrænsning af kvaliteten, det er en forbigående problematik. Om man så skal være positivt stemt overfor at det er den enkelte produktion der afgør kvaliteten - tja, sådan har det jo egentlig altid været. En musik-produktion hvor udgiveren ikke interesserer sig for kvaliteten, dén vil næppe nogensinde blive god.