af Dolkin » fre mar 04, 2011 03:21
Kære Mikkel Gige.
Jeg skriver til dig efter at have læst disse 12 siders indlæg vedr. din beslutning, om at slette alt på Hifi4all.dk, som er mere end 2 år gammelt. Tankerne flyver rundt i mit hoved, og jeg vil derfor prøve at invitere dig ind i et univers, som er sagen set fra min (og, i redigeret udgave, måske nogle andres) virkelighed. Jeg håber du vil 'rejse' lidt med.
Men først og fremmest ska du have stor tak for, at du har 'taget roret', på så udfordrende en opgave det er, at køre et site som hifi4all, med alle de mennesker, meninger og ytringer, det nu én gang er fuld af. Det er aldeles ikke nogen taknemmelig opgave. Det kræver bl.a. mod og mandshjerte at stille sig op, overfor så broget en skare af brugere, der alle mener de har ret til at få deres besyv med, i snart sagt hver en vejrtrækning man som administrator foretager sig. Det er aldrig, i alles øjne godt nok, og frivilligheden står sin prøve gang på gang - det tror jeg godt mange kan sætte sig ind i.
På ca. dette tidspunkt i 2003, besluttede folkene bag hifi4all.dk (Bruno og Kenneth) sig for, at sitet skulle have en ordentlig ansigtsløftning. Vi brugere blev spurgt om nogle af os ville være behjælpelige ved at melde os som 'testpiloter', på den nye udformning, som hifi4all skulle have, så det kunne prøves af inden det blev 'lukket op' for offentligheden - jeg meldte mig i koret.
Vi blev 'lukket ind' i et helt nyt univers - næsten at sammenligne med et nyt hus. Det var som at rende rundt i helt nye lokaler, hvor malingen ikke engang var tør endnu. Der var endda steder der stadig trængte til maling, ombygning, nye møbler etc. Vi hjalp m.a.o. til med at fortælle om brugervenlighed, stavefejl og generelle 'snørklerier' i funktionaliteten, som skulle rettes til - alt dette for at kunne invitere alle jer andre ind i det nye 'domicil'.
Én ting er sikkert - der var en følelse af oceaner af plads, og det var svært at vente på at opleve, at al den plads skulle blive brugt, af tusindvis af entusiaster i en meget nær fremtid. Ja, det føltes næsten som om de testindlæg vi skrev til hinanden, rungede i nogle kæmpe sale (jeg tror vi var omkring 20 testpiloter), og det gav en underlig følelse af jomfruelighed, at være de første, der betrådte de nye 'gulve' - og af æresfølelse ved at få lov til at være et sted, som endnu ikke var åbent for andre.
M.a.o. kan man sige, at den oplevelse var med til at give os (i hvert fald mig) en følelse, af en form for ejerskab af stedet. Ikke den form for ejerskab, som handler om penge, juridistik og formelle rettigheder, men et ejerskab baseret på en følelse af fællesskab, og på at have lyst til at passe på, og respektere, de omgivelser, vi nu var blevet givet. Måske kan det sammenlignes lidt, med det velkendte pædagogiske 'kneb' der ligger i, at få unge utilpassede mennesker til at være medbestemmende om, hvordan et værested skal udformes, og til at være med til at sætte det i stand, for at de ikke skal rende ind og smadre det hele, i det øjeblik dørene åbnes.
Sådan så tingene ud fra min side af hegnet, i foråret 2003. En følelse var skabt og levede videre i årene fremover. I starten nærmest som en familiefølelse - senere som en følelse af at have været med, ved starten at noget stort og banebrydende, i den danske hi-fi verden.
Og jeg skal love for, at den sidstnævnte følelse fik 'ben at gå på' i en forrygende fart. Meget hurtigt blev alle sider af hi-fi verden repræsenteret i de nye 'lokaler', og nye debatter, og andre indspark blev startet i et rasende tempo. Pludselig var det som om, at alle mulige 'sovende nørder' (jf. begrebet 'sovende agenter') vågnede op til dåd, og kastede sig ud i denne disciplin: At diskutere, debattere og måske især at tildrage sig ny viden om hi-fi, på nettet, sammen med RIGTIG mange andre 'lidelsesfæller'. Jeg ved godt at muligheden havde eksisteret i længere tid, men med den nye 'motor' på sitet, kom der på en måde mere system i tingene, med deraf motiveret større interesse landet over. Derfor kunne man også se en større, og hurtigere tilstrømning af nye 'nørder' - sitet, og måske dermed hi-fi interessen i sig selv, var blevet voldsomt mere attraktivt, og lettere tilgængelig, takket være hifi4all.dk.
Det er nu 8 år siden, og meget vand er løbet under broen siden. Moderatorer måtte til, for at styre 'hoben', og flere blev bedt om at forlade stedet, for at holde en vis standard i kommunikationen - til tider måske i en overilet handling. Men langvarige bekendtskaber er også blevet skabt (og bliver det forhåbentlig stadig). Vidnesbyrd om mangt et hi-fi arrangement i privat regi, er til stadighed sjov, hyggelig og lærerig læsning. Der er blevet testet i hoved og r**, og resultaterne er bleve delt med de andre. Alle former for pricipper, i en hvilken som helst form for konstruktion, er blevet diskuteret til hudløshed - incl. opsætning, dæmpning og vedligeholdelse af disse. Der er blevet købt og solgt, med og uden råd fra folket, og bittert købte erfaringer er blevet udstillet, med mere eller mindre humoristisk tilsnit. Forhandlere har fået ris og ros, og betalingformer i forbindelse med private køb, er blevet diskuteret igen og igen. Jeg kunne blive ved...
Én ting er sikkert: der findes ikke noget sted i landet, med større ophobet viden om, og erfaringer med hi-fi, end i netop den database, som er tilknyttet hifi4all.dk. Man kunne grave adskillige årgange af hedengangne hi-fi magasiner frem, men resultatet vil altid blive fåtallets (læs: de skrivende 'svende's + læsernes få og redigerede indspark) oplevelser, erfaringer og viden - den brede berørings- og erfaringsflade, som repræsenteres netop på Hifi4all.dk, og som er indsamlet igennem 8 år, vil ALDRIG kunne findes nogen andre steder!
Nu ved jeg jo intet om, i hvilken grad det interesserer dig, at sætte dig ind i teorierne om hvordan man bedst bevarer en virksomheds grundtanke, virke og især dens medarbejdere (og jeg tillader mig samtidig at anse Hifi4all.dk, som en form for virksomhed). Uden ønske om, på nogen måde, at virke belærende, vil jeg gerne henlede din opmærksomhed på et begreb, som i stigende grad bliver brugt i disse teorier - nemlig 'vidensdeling'. Viden anses i højere og højere grad, som værende en afgørende faktor for vækst og udvikling, og dermed som en yderst vigtig del af en virksomheds værdier, og består bl.a. udover viden, af et begreb som 'erfaring'. Flere og flere tiltag bliver gjort, for at indsamle og fastholde denne viden/erfaring (værdi). Der er sågar teorier om, hvordan man får fat en den viden/erfaring, som bliver delt under rygepauser, frokostpauser m.m., i erkendelsen af, at denne (ikke kun i pauserne indsamlede) værdi er en af de vigtigste byggesten, i enhver form for forretning. Denne pasus er blot til, for at understøtte mine senere argumenter for, at bevare hvad jeg vil kalde for vigtig viden/erfaring, for en del af befolkningen.
For mit reelle gebet er i virkeligheden af en ganske anden karakter. Ikke fordi jeg vil noget andet end at bevare noget, som jeg som sagt anser som vigtigt, men fordi jeg prøver at appellere til noget andet i dig. Nemlig en resonans af en følelse. En indlevelse i hvordan det føles for andre, at du er i gang med at tage en (i hvert fald for dem/os) vigtig beslutning, på deres (vores) vegne. Og især prøver jeg at vække en forståelse for, at du er ved at tage noget fra andre, som de FØLER er deres.
Der er ingen i verden, som er i tvivl om, at du har de juridiske rettigheder til alt indhold på Hifi4all.dk, men jeg vil bede dig mindeligt om, at tage stilling til hvorvidt du mener, at have de moralske rettigheder, til at fjerne 6 år af et fælles 'liv' blandt tusinder af mennesker, som har brugt titusinder af timer, på at fremstille og diskutere denne eklatant unikke samling af viden/erfaring - omend det er inden for et lille felt i det store globale vidensbillede.
Hvis man skal kigge på det rent tidsmæssigt, og altså ikke tage højde for evt. større tilgang af indlæg i forummet på Hifi4all.dk over tid, er du fakisk i gang med at beslutte dig for, at fjerne ca. 75% af den viden og erfaring, som er indsamlet, og i mange tilfælde dokumenteret, om hi-fi i Danmark, i de sidste 8 år. Jeg ved godt at Hifi4all.dk ikke er det eneste sted på nettet, men I er det største, og har dermed også størstedelen af den samlede mængde af viden/erfaring i jeres varetægt.
Samtidig er du ved ar fjerne tusinder af mennesker hi-fi baserede 'familiealbum', med alle de oplevelser, samtaler, udvekslinger af idéer, enigheder og uenigheder og alt det andet 'liv', som er opstået i den tid. Ja, jeg vil sgu gå så langt som at sige, at du er ved at slå noget ihjel, som vi (inkusive dig selv formoder jeg) har bygget op over de 6 år. Nærmest at sammenligne med en lille landsby, som har haft sit helt eget nørdede, og isolerede liv, og som du nu er igang med at (ud)slette fra landkortet.
Hvordan kan du overhovedet finde noget inde i dig selv, som taler FOR den beslutning? Er det materiale i bund og grund ikke vores alle sammens 'eje', og skal vi ikke kunne have glæde af de mange tusind timers 'arbejde' langt ud i fremtiden? Hvordan kan det ene og alene være DIT, fordi du står om juridisk ejer af sitet? Jeg forstår det ganske simpelt ikke, og jeg har svært ved at se mennesket bag Mikkel Gige, og ikke kun EJEREN Mikkel Gige, som, i mine øjne, krampagtigt holder fast i noget, som er meget større end det han argumenterer (eller netop undlader dette) for.
Jeg skal ikke gøre mig klog på dine bevæggrunde, men jeg har lyst til at sige dette: JO - den database er en del af dansk kulturarv. Det er en fuldstændig unik samling af viden om/erfaringer med/holdninger til et meget specialiseret område. Jeg vil sågar påstå at det kunne være af interesse for Dansk Kulturarvsstyrelse, at få denne samling i deres varetægt, som en del af deres arkiv, hvis du ikke lægere mener den er værdifuld for din virksomhed. Jeg vil rigitig gerne undersøge det nærmere, hvis det på nogen måde er muligt at få dig på andre tanker.
Subsidiært vil jeg slå til lyd for, at du bliver økonomisk kompenseret for, at afgive de 6 års vidensdatabase til anden side. Det kan gøres på mange måder - her må andre byde ind. Det kunne måske være en simpel indsamling blandt brugerne, der kunne åbne for denne mulighed.
Slutteligt vil jeg sige til dig Mikkel, at du er i gang med at træde rigtig mange mennesker grundigt over deres følelsesmæssige ligtorne (derfor de mangevinklede indlæg her i tråden), inklusive mine. Omend jeg ikke indeholder en brøkdel af den viden, som rigtig mange andre gør, og derfor måske ikke har bidraget voldsomt, til den vigtige viden jeg taler om, føler jeg at du er ved at tage en (til tider yderst vigtig) del af mine personlige erindringer fra mig, og det gør mig sgu rigtig ked af det! Hvordan er det for dig at læse dette?
Vi er alle mennesker med hver vores virkelighed - vil du ikke være sød at lade være med at tage den del af vores virkelighed fra os, som du tilfældigvis står som den juridiske ejer af?
Tak hvis du 'rejste' med så langt.
Senest rettet af
Dolkin fre mar 04, 2011 08:42, rettet i alt 1 gang.
Med venlig Hilsen
Dolkin alias Martin alias....