Dean skrev:Jep jep, men der er nu også temmelig meget knald på Buddy og nogle her mener åbent bart at blues er stille og svedigt
Jeg er nu meget til begge dele
Det er jeg bestemt også, SRV og som nævnt Buddy Guy er nogle af mine personlige favoritter, men hvadenten det er blues, rock, jazz, pop, hiphop eller whatever - så keder jeg mig hvis det munder ud i teknisk show-off, uden at nerven er med.
Det betyder ikke at det SKAL være gammelt og beskidt og lyde ringe. Men desværre er der en tendens til en vis sammenhæng imellem hvor meget perfektionister musikerne er mht. indspilningernes lydkvalitet, og hvor meget (rettere lidt) "sjæl" de leverer i musikken. De relativt få plader hvor begge dele fungerer, er naturligvis dem vi alle sammen higer efter. Jeg fornærmer nok for mange mennesker ved at udspecificere for meget, men RIGTIGT mange af "klassiskerne" når vi taler om "hifi-indspilninger", er simpelthen dræbende kedsommeligt musik. Og ja, musik med 180 bpm kan godt være kedeligt...
Et andet punkt hvor jeg mener at Bonamassa udviser teknik-fokus frem for "nerve", er guitar-skiftene. Det kan godt være jeg er gammeldags, og jeg er ikke musiker så måske overvurderer jeg dette, men jeg har én eller anden idé om at en musiker vil være bedre til at hive dén her nerve ud af en guitar, hvis det er den samme gamle spade som han har tæsket på i 20 år, og kender ud og ind. Bonamassa skifter guitar hurtigere end man kan blinke med øjnene, og uden at jeg vil påstå at det er dét der direkte er årsagen, så er det et symptom på at han skøjter hen over tingene, i stedet for at fordybe sig.
Noget helt andet er at når vi taler koncerter - nogen nævnte en Robben Ford koncert i Horsens, og det undrer mig iøvrigt ikke, bluesforeningen hér i byen har ikke helt samme smag som mig, har jeg konstateret - så synes jeg tit det er sådan at når man hører nogle af dem som laver de småkedelige men vældigt vellydende "hifi-plader" live, så er det stadig dræbende kedeligt. Men hører man dem der leverer "nerve" men med dårlig lyd på indspilningerne, så er det som regel pissefedt. Så mht. live-oplevelser, der skal man efter min mening ikke jagte koncerter med dem der laver de super-vellydende hifi-indspilninger, man skal jagte koncerter med de musikere der har lavet noget fedt musik, men ikke formået at få det indspillet på en måde så man kan nyde det "ordentligt" hjemme foran anlægget. Der er mange der siger at live-lyd er dårligt - det mener jeg er en misforståelse, live-lyd er noget andet, og mens man aldrig vil blive tilfreds hvis man jagter en "hifi-oplevelse" til en koncert (jeg ryster altid lidt på hovedet af dem der sætter sig på en klapstol lige foran lydteltet til Grøn Koncert, for at få bedst lyd - lidt som at drysse sukker på en hundelort for at den skal smage bedre), så bliver man også skuffet hvis man jagter en "koncert-oplevelse" foran et hifi-anlæg.
Medmindre naturligvis at man som ret mange såkaldte hifi-entusiaster, ikke har været til koncert siden midt-firserne...
Mvh. Otto