Stor lyd i små rum - aktive standerhøjttaler med high-end lyd
Audiovectors SR1 serie har vi tidligere haft fat i http://nerds.dk/review/?rid=217 ,og nu er det så den aktive versions tur.
Audiovector lancerede for et par år siden deres Discreet system. Kort fortalt har Audiovector udviklet deres egen DSP og forstærkermodul, som de så sætter ind i højttaleren, sammen med et anderledes og mere simpelt filter.
Lige i SR1’s tilfælde er der faktisk ikke noget delefilter, men der sidder PWM forstærkertrin direkte til enhederne. Der sidder et 50 watt modul til diskanten, og et 50 watt modul til bassen.
Det lyder ikke af meget, men iflg. Audiovector opereres der med en virkningsgrad på 97%, og udover at det burde være nok, så er det også en smule mere “grønt” end så mange andre. Samme tankegang bruger firmaet i øvrigt når de reklamerer for deres opgraderingsprogram, udover den pengemæssige besparelse slår man også på tromme for at man ikke bare smider ud, og dermed skåner miljøet, selvom at man får en “ny” højttaler.
Audiovector har dog snydt lidt på vægten, og har for at sikre sig en mindre digital og klinisk lyd tilføjet en minimal smule lige harmonisk forvrængning til forstærkningen, ganske enkelt for at udnytte hjernens opfattelse af lyd. Fase, filterfunktion og EQ foregå i øvrigt også i DSP’en.
Alle signaler opsamples til 24/192 i den tilhørende hub - den medfølger i form en lille boks, som så har en styre-ledning ud til hver højttaler, og det giver langt flere muligheder end ved traditionelle trådløse højttalere.
Boksen er rimelig enkel; strøm ind, udgang til styreledninger til højttalerne, subwooferudgang, volumenknap, IR /RS232 indgang, to optiske indgange, en analog indgang og så en SPDIF / Coax indgang. Og så har den også AptX Bluetooth,.
Sådan en boks kan naturligvis også opgraderes på et senere tidspunkt, og dermed følger den en af Audiovectors primære kæpheste.
Det mest geniale er dog at hub’en kan sættes i “mixer mode”, dvs. at der er åbent på alle indgange på en gang, det er enormt praktisk i det daglige da man således kan streame direkte fra sin telefon, og have alt tilsluttet uden at skulle slukke eller stoppe noget andet, og især i test-sammenhæng er det ligeledes ganske genialt.
Ledningen mellem hub og højttalere synes måske mærkelig, men rationalet er både en fremtidssikring, samt en erkendelse af at trådløs forbindelse måske ikke er på det stabilitetsniveau som Audiovector mener er optimalt.
Ledningerne udgør samtidigt strømkilden til forstærkerdelen i højttalerne. Ledninger er ret små og tynde, ja faktisk diskrete, og heraf navnet Discreet. Bagpladen på højttaleren er udstyre med tre kontaker, en til at styre om højttaleren er den venstre eller højre, o g så en til at styre hhv. Diskant og bas til enten neutral, +1 eller -1 dB. Det er rart at se at man også tænker rumtilpasning ind i produktet, og strømliner tingene fuldt ud.
Det testede eksemplar i flot mat metallic blå, og byggekvaliteten er i top - det skal man så også forvente når herlighederne ligger på 49.000,- for et sæt. Der er gods i dem, og kvalitets-fornnemmelsen er i højsædet, og sådan skal det også være.
Terminalerne er i samme kvalitet som man ser på den passive udgave, på trods af at det “bare” skal leverer signal og strøm. Det sker ved hælp af et system kaldet “Actiline”. Frontstoffet blev ikke benyttet under testen, men det er da pænt og dekorativt.
Tilslutningen er forholdsvis enkel. Manualen er rimelig seriøs, og ganske grundig, væsentligt bedre end hvad man desværre er vant til. Det er også nødvendigt, for boksen der hører til har faktisk ret mange funktioner.
Styringen af lyden foregår med knappen bagpå, men boksen er designet til at man styre niveauet via computer eller mobiltelefon, her bør man måske overveje om man, hvis det ikke larmer for meget i emballagen, måske kunne inkluderer en lille fjernbetjening i fremtidige udgaver. Styringen kan også foregå via de fleste fjenbetjeninger og IR funktioner, under testen valgtes en fjernbetjening til et andet sæt aktive højttalere i huset, og det gik overrakaskende nemt med at lære den nye funktioner.
Systemet sættes direkte til strøm, der så løber ud via de medfølgende kabler, i øvrigt også i en fin kvalitet. Personligt havde det nok være foretrukket hvis der var en tænd/sluk knap på højttalerne, det er ikke nødvendigt på hub’en da der er auto tænd/sluk, men det har man vænnet sig til, og så er det glimrende som en ekstra sikkerhedsforanstaltning. Tilslutning trådløst er ret nemt og direkte, så ingen slinger i valsen, og heller ingen udfald under afspilning.
Selve højttaleren er ellers identisk med den passive udgave, så vi kan lige opsummere:
Diskanten er Audiovectors meget karakteristiske AMT diskant, Air Motion Transformer, baseret på Dr. Oscar Heils princip. Det virker ved at et stærkt magnetsystem driver et foldet bånd, lidt som en harmonika. Dette accelerer luften meget hurtigt, og da der ikke er en traditionel svingspole eller membran der skal have stempelopførsel, opnår man en gengivelse der teoretisk er meget hurtig og mindre generet af gnidninger og fnidder i diskantområdet, koblet med en relativt god effekthåndtering.
Polyesterbåndet er i realiteten typisk otte gange større end ved en konventionel diskant på 1”, og er reelt en dipoldriver, og på Audiovectors udgave er der tillige ventilering bagud. Åg-pladerne, i form af selve metal-fronten, har Audiovector vinklet således at den vertikale spredning optimeres, og frekvensopgivelse på over 50kHz opnås. Magnet-ringene er særligt sensitive og Audiovector har derfor valgt også at fremstille disse in-house i stedet for at få købe dem hos en underleverandør, på trods af at det øger produktionsomkostningerne.
Man har også valgt en mere bevsærlig og dyr løsning idet at diskanterne er individuelt samlet i hånden og testet. Herudover har Audiovector et såkaldt SEC system hvor bestemte frekvenser portes ud af bagsiden ved hjælp af meget specielle filtstykker laver udelukkende til formålet, hvilket skulle give et bedre og større stereobillede.
På trods af at AMT og bånddiskanter er blevet mere populært i de tilgængelige prisklasser de sidste par år, så er det ikke alle hifi-producenter der har lige så stor erfaring med brugen af bånd- og AMT diskanter som Audiovector har det. Diskanten går helt op til 52 kHz, og magnetsystemet består af meget kraftige neodymium stave. Herudover skulle enhver form for fasedrej være flyttet op i frekvensområdet og ud af det hørbare område.
Bas/mellemtonen er en 6” enhed i en trelags sandwich der består af et lag kulfiber/glasfiber vævning, en papir/nomex membran og et lag opskummet lim der intet vejer og mest er luft.
Ifølge Audiovector opnår man på den måde en membran der både er let, stiv og lyddød. Svingspolen er viklet omkring et rør i titanium-folie. Selve chassiset er en zink/magnesium legering med forstærkning omkring monteringshullerne.
Højttaleren skal placeres rigtigt for at få et perfekt stereobillede, men kan placeres overraskende tæt på væggen. Helt optimal placering blev under testen opnået med 25 cm til bagvæggen, hvilket stadig er meget lidt, men helt ned til 10 cm fra væggen fungerede det rent faktisk.
Vi spurgte Audiovector angående højttalerens meget tætte placering til væggen, hvilket Ole Klifoth, der har grundlagt Audiovector, begrunder med at det er den type opstilling som mange kunder benytter deres højttalere i, så derfor har man lavet dem så det passer til så små afstande, hvilket jo er ganske logisk. Det har vi hørt før, men at det så rent faktisk virkede så godt i den virkelige verden var ganske overraskende.
Og så til lyden
Hele pointen med testen har været en direkte sammenligning af den aktive SR1 Avantgarde Arreté Discreet med den passive SR1 Avantgarde Arreté. Discreet udgaven spiller mere direkte, går dybere og er mere fast i lydbilledet. Lydbilledets horisontale placering virker dog lidt lavere.
Klassikere som Nils Lofgrens “Keith dont go” byder på en massedynamik og god transientkontrol, kombineret med et god homogen gengivelse, og overraskende meget luft i øvre mellemtone.
Queens “Innuendo” er meget ren og klar, med et lyst hint i lyden. Det er storladent som det skal være, med smæk på mellembas og øvre mellemtone, transienter bliver særdeles fornuftigt gengivet, og det er i det hele taget en fornøjelse.
Michael Jacksons “Beat it” tilbyder fin opløsning og luft omkring kor og sangstemmer, men er væsentligt mere direkte i lyden end den passive udgave. Bassen er godt fast i det, men der bliver som nævnt spillet ret kontant,anslags-transienterne sidder lige på beatet, stortromme og lilletrommeansalg rammer samtidigt og basgangen afgiver ikke mange millimeter - timingen er med andre ord rigtigt god, og gengivelsen får dermed den naturlighed der skal være der.
Dire Straits “Sultans of swing” har godt med luft i diskantgengivelsen, der dog også er mere åben i sit helhedsindtryk end bas og nedre mellemtone. Bækkenanslag er fintmaskede og distinkte med deres metallyd, det samme er guitaren, uden at det river i ørerne. Bånddiskanten kommer virkelig til sin ret. Lyden er meget sammenhængende, den timer godt, og sidder lige i skabet. Man fornemmer dog at højttaleren kan noget mere. Lydbilledet er fast og bestemt, men det gør så absolut intet. Tamanslagene går klart igennem, og trommeskindets efter-ringner er der, men måtte gerne have varet et nanosekund mere.
Dizzy Mizz Lizzy’s “Love me a little” faldbyder en af de bedste basgange gengivet på en lille højttaler i lang tid. Transientkvaliteten er i top, men stortrommen mangler, naturligvis, det sidste i bunden.
Tim Christensns stemme står fint centreret i midten, og gengivelsen er knapt så fersk som ellers. Omend der kunne savnes en oktav ekstra i bassen, så er det som altid bedre med lidt mindre bas men i bedre kvalitet.
Plas Johnsons “Pink Panther theme” har en meget fast gengivelse, kontrabassen går overraskende dybt, men fremstår stadig meget velopløst. Detaljegraden er rigtigt god, man kan høre når der klapperne bliver trykket ind på saxofonen, og messing/træblæsere er meget klart, rent og korrekt gengivet. Luftigheden i gengivelsen som helhed udebliver heller ikke, så ekstra point for det.
SR diskantens evne til at formidle især spændingsfeltet mellem øvre mellemtone og diskant gør at “Keith dont go” fra Niels Lofgren, et af hi-fi historiens mest skamspillede numre rent faktisk bliver til at holde ud at høre på igen. Dynamikken og energien fra guitaren kombineret med en ren og rå livelyd giver fornyet liv til at nummer der i mange år har været i bad standing.
Lisa Ekdahls “Vem Vet” har en herlig trompetgengivelse, men det er de små detaljer i den fine alfestemme der nu er bedst. Bassen er lidt vel rund til denne skribents smag, men det går an. Stemmegengivelsen formår at være skrøbelig og nærværende samtidigt.
SR1 Avantgarde Arreté Discreet udviser stor kontrast på Lumsk nummeret “Dunker” hvor både den faste bas og den kvindelige sagners evne til at gå højt op i registeret med en masse energi og inderlighed på en gang.
Som sædvanligt hænger tingene godt sammen, anslagene kommer når de skal, og der mangler ikke noget.
En multipel Apocalyptica test kunne heller ikke slå SR1 Avantgarde Arreté Discreet ihjel, de små udringninger og efterklang fra det zeidling-løse lilletrommeskind var stadig at høre, og bassen var stadig massiv på "Grace" såvel som "Worlds Collide".
John Mogensen lyder som han skal på “Erik Oluf Andersen”. Smøgerne, øllerne, troubadur-stemningen er velbevaret, og det gælder også de små fraseringer, de små afrundinger i sproget, alt er som det skal være. Man fornemmer også at der her er tale om en velvoksen mand, og ikke en tynd ungersvend.
Samlet set
Discreet - den aktive udgave af Audiovector SR1 Avantgarde Arreté er god - rigtigt god, og er med til at cementere aktive højttaleres stadig større indtog i de audiophile hjem.
Det er muligt at den passive udgave i direkte sammenligning lyder bedre, men, nu skal man også sammenligne på fair vilkår. Da vi testede den passive udgave var der på intet tidspunkt for under 150.000 kroner elektronik bag + hvad den passive koster, mens at Discreet udgaven med alt indbygget stadig holder sig under 50.000,-. Og for de penge får man et komplet anlæg der gør tingene anderledes, men ikke nødvendigvis dårligere end den passive udgave.
Det har faktisk været en ganske fornøjelig oplevelse at høre en entry-level high-end udgave af trådløs streaming, og der er ingen tvivl om at Audiovector med deres Discreet udgaver rammer ned i hvad kunderne, også i de højere prislag, gerne vil have af brugervenlighed og tilgængelighed, både nu og i fremtiden.
Pris: 49.000,-
Specifikationer:
Wireless Bluetooth Aptx
Active electronic DSP based x-over
True active multichallel amplification
High End sound quality
Cutting edge digital technology
24 bit/192 kHz signal transmission.
Tweeter: 1 x 50 W
Treble/bass: 1 x 70W
Frequnce response: 39hz - 52 kHz
For yderligere information, kontakt producenten
Audiovector
www.audiovector.com