Det vil du nok opleve lige så mange svar på som der er ejere af pladespillere derude.
Nogle pladespillere er født med en slags tallerken og kan opgraderes med en anden tallerken. Så må man mene at fabrikken mener at opgraderingskittet er af en bedre kvalitet.
I slut 70'erne begyndte man at bruge det materiale man havde udviklet til at fremstille flyvinger af ford man mente at det havde særlige akustiske egenskaber som absorbent.
Ikke desto mindre var der firmaer som stadig havde stållegeringer på deres toppladespillere og flyvingematerialet på medium modellerne samt glas Eller papmaché agtige materialer på de billigste.
En stållegering er jo ikke konkret. Det kan indeholde alle mulige blandinger og dermed alle mulige egenskaber. Det handlerogså om hvordan den er skåret. er den massiv, har den profiler underneden, er overfladen konkav er der fræset gummimaterialer ind i den, hvor meget vejer den, skal den bruges med måtte, er den overtrukket etc. etc.?
Der er rigtig mange faktorer i konstruktionen af en pladespiller som har indflydelse på lyden.
Personligt er jeg af den holdning at pladespillerudviklingen har stået meget stille i snart 20 år. De pladespillere der laves i dag og sælges ekstremt dyrt er mange gange målrettet købernes designmæssige smag og ikke en målsætning om god lyd.
At en pladespiller ingen plint har gavner absolut ikke målsætningen om god lyd. Og prøv så lige at find en nykonstrueret pladespiller med en ordentlig plint. Materialevalget er også i mange tilfælde for syns skyld. Hvorfor skulle glas ellers være blevet så udbredt?
Hvis man køber de rigtige af de bedste pladespillere fra for 20 og flere år siden, så vil man hvae overordentligt vanskeligt ved at finde en nykonstruktion der kan konkurrere.
Hvad blev der også af alle de dejlige flydende (nærmest søsygefremkaldende) ophæng. Det kan de ikke finde ud af at lave mere. Så laver de flydende ophæng som står på fjedre i stedet for at hænge i dem. Sikke en brøler.
Hvor blev lydtestningen af som man på de gode gamle fabrikker havde ansat et nøje udvalgt team til at tage sig af.
Min påstand er at værk, tallerkener, ophæng, plint ikke i dag laves en tøddel bedre end for 20-25 år siden.
Armene og Pick-Up's er dog blevet udviklet til det bedre.
Pick-Up's fordi det er blevet muligt at fremstille mikroskopiske detaljer mange gange mere præcist end den gang.
Armene fordi det i dag er muligt at måle på armens parametre i langt højere grad end dengang.
Men mest fordi der har været et behov for at levere arme og PU's til alle de glimrende værker der bare kører og kører i årti efter årti.
De mest holdbare værker der er konstrueret er blevet vanvittig dyre i næsten blasfemisk adskilt tilstand på eBay og andreinternationale markeder for HiFi grej. EMT, Garrard, Lenco, Thorens 124 o.a.
Det er i høj grad liebhaveri. De Spiller ikke nødvendigvis særlig godt. Er de overdimensioneret så skal de såmænd nok holde "evigt" men når man kan høre lejernes rullemodstand og mellemhjuletsknirken når gummiet ruller på stålet, så ved man at der findes bedre lydmæssige løsninger omend de næppe kommer til at være ligeså holdbare.
Det levner min konklusion om at man lydmæssigt er bedst tjent med at købe et ældre værk med remtræk, en synlig plint - gerne en der skjuler tallerken og ophæng så godt som muligt, med et meget flydende ophæng.
Herpå monterer man så en ny arm og en ny PU.
Så bliver det ikke bedre.
Men jeg ved godt det ikke er dem der afbilledes i Bo Bedre og derfor falder de helt uden for mange brugeres koners og kæresters minimumskrav til design i deres akustisk håbløse lytterum.
"dolph"
- til det blev jeg anbefalet en ruskindsmåtte - men sådan er der ikke meget dynamik i. Jeg have en ældre RecordInterfaceMat i acryl - da jeg fik den på - så kan det nok være der kom dynamik, fasthed og autoritet i lyden.
