Er præferencer vejen til en bedre lydoplevelse?

[Mr.Avantgarde]

Jeg synes det kunne være interessant med en drøftelse af præferencerne, vi hver især gør brug af.

Mit udgangspunkt har altid været, at virkelighedens koncert IKKE kan genskabes i hjemmet. Man kan komme mere eller mindre tæt på, men der vil altid være tale om kompromisser - også uanset den pris man er villig til at betale.

Derfor er min reference par excellence koncertsalens lyd og oplevelse derved.Det ligger i ordet at det er noget man refererer til som den RIGTIGE eller AUTENTISKE  lyd.

I min bog bør man få etableret et "øre" for den lydkvalitet (koncertsalens). Jo mere man får et "'øre" for den AUTENTISKE lyd, jo nemmere bliver det at diagnosticere hvad der mangler ved reproduceret lyd.

NÃ¥r man igennem mange Ã¥r entusaiastisk beskæftiger sig med reproduceret lyd, vil man ogsÃ¥ efterhÃ¥nden - med en samtidig erkendelse af at koncertsalens AUTENTISKE lyd ikke kan reproduceres - deducere og prøve sig frem til, hvad der særligt betyder noget i den repoducerede lyd. AltsÃ¥ hvad der særligt er vigtigt for  mest muligt at efterligne REFERENCENS lyd i koncertsalen.  Dette kaldes typisk PRÆFERENCEN eller præferencelyden.

Her vil forskellige lyttere successivt udvikle forskellige behov og deraffølgende forskellige tilgange til reproduceret lyd. I parantes bemærket findes der også en undergruppering, der lader forstå, at de ikke mener at præferencetilgange er anvendelige idet der fra den kant argumenteres, at PRÆFERENCER spærrer for høj troværdighed, hvormed er underforstået, at opgaven snævert slet og ret er at genskabe koncertsalen i hjemmet. Videre at præferencer fra den kant ses som subjektive tilgange, der legitimerer både det jævne og det med høj troværdighed. Sidstnævne tilgang kan jeg ikke tilslutte mig skal jeg bemærke. Jeg opererer med PRÆFERENCER som betydningsfulde for den enkelte.

Ud over ovennnævte er det tillige min klare opfattelse, at vi også kan/må jonglere med producenternes lydfilosofi. Jeg mener dermed, at de fleste store aktører har en særegen lydfilosofi eller vi kunne også kalde det for konstruktørernes egen PRÆFERENCER, som man forsøger at lægge ind i hele produktlinjen. Et eksempel herpå er LINN's fodtramp filosofi/præference. Her et det tydeligt, at LINN opererer med, at særligt denne fodtramp betyder noget for illusionen ved reproduceret lyd. Man har dermed et ønske om at "snyde" ved at tilføre nogle virkemidler, der kan have det til formål at transcendere den reproducerede lyd således, at man via virkemidlerne kan føle det som om at koncertsalen er der.
Om de enkelte virkosomheders lydfilosofi har appeal til den enkelte er i høj gra det spørgsmål om den enkeltes forhold til REFERENCEN og egen PRÆFERENCE med samt et forhold til bestemte virkemidlers effekt på den enkelte.

Derudover er der hele sammensætningen af den enkeltes system, hvor måske flere forskellige lydfilosofier/virkemidler får lov at virke. Og slutresultat er oftest ukendt for andre end ejermanden selv derved at man ikke helt kan beregne den enkeltes lyd med alle de variabler, der er i spil.

Men mit ærinde er faktisk noget andet. Jeg kom i tanker om, at vanen også spiller en rolle. En rolle for præferencen og dermed lysten til at lytte til noget andet igennem længere tid.

Her vil jeg gerne lægge op til debat.

Kan man forestille sig at vanen og vanetænkningen hindrer os i at overskride vanen og dennes bevaringsfuktion overfor PRÆFERENCERNE?

Kan man forestille sig, at man ved at tage chancen på en anden type lyd efterhånden vil lade den sætte sig som ny PRÆFERENCE?
Og afledet heraf:

Er vanetænkningen og PRÆFERENCE systemet overhovedet vores "ven"?

[dreamz]

Mit største problem med koncertsals-præferencen er, at jeg sjældent lytter til musik, der rent faktisk er optaget i en koncertsal. Faktisk er det meste af det musik, jeg hører, skabt i et studie og ganske ofte påført en masse elektronisk for- og efterbehandling. Jeg har således ikke en jordisk chance for at vide, hvordan det burde lyde. Det samme gør sig i og for sig gældende med de fleste af de koncertoptagelser, jeg har: De er nemlig optaget i sale, jeg aldrig har været i – og skulle jeg tilfældigvis have været i en af de sale, en optagelse er blevet indspillet i, har jeg med garanti ikke siddet der, hvor mikrofoner/lydmand har været placeret.

Som hifi-entusiast tilstræber nogle den korrekte lyd, hvor der er så få betoninger som muligt. Andre foretrækker den betoning, som det eksempelvis er tilfældet med Vienna’s højttalere.

Jeg placerer mig nok et sted midt i mellem og mener, at man gerne skal sidde med et tilfreds smil om læben, når man har sat et af sine yndlingsnumre på og vellyden strømmer én i møde. Jeg har ikke sammensat mit anlæg med det formål at kunne høre, hvor tykt et plekter, en guitarist spiller på.

Et andet problem med præference-diskussionen er, at man tit forfalder til brug af klicheer; nærværende, hul igennem, veldefineret, stram osv. osv. Ingen af os tilstræber vel det modsatte. Måske kan ordet musikalsk i nogle sammenhænge dele vandende. Jeg vil påstå, at de føromtalte Vianna højtalere er musikalske. Andre vil måske kalde dem farvelade.

Derfor ender en debat som denne ofte med diskussion om, hvorvidt der er objektive kriterier for hifi, eller om det hele er smag og behag. Også her placerer jeg mig et sted midt imellem.

[lydarne]

Mit største problem med koncertsals-præferencen er, at jeg sjældent lytter til musik, der rent faktisk er optaget i en koncertsal. Faktisk er det meste af det musik, jeg hører, skabt i et studie og ganske ofte påført en masse elektronisk for- og efterbehandling. Jeg har således ikke en jordisk chance for at vide, hvordan det burde lyde. Det samme gør sig i og for sig gældende med de fleste af de koncertoptagelser, jeg har: De er nemlig optaget i sale, jeg aldrig har været i – og skulle jeg tilfældigvis have været i en af de sale, en optagelse er blevet indspillet i, har jeg med garanti ikke siddet der, hvor mikrofoner/lydmand har været placeret.

Jeg kan så forstår at du ikke er i stand til at hører om det er et piano og om det har den korrekte stuktur og lyd/klang i forskellige akustiske miljøer og afstande.
Er det tilfældet synes jeg at det måske er klogt ikke at spilde alt for mange penge på at gå til koncert.

[dreamz]

Mit største problem med koncertsals-præferencen er, at jeg sjældent lytter til musik, der rent faktisk er optaget i en koncertsal. Faktisk er det meste af det musik, jeg hører, skabt i et studie og ganske ofte påført en masse elektronisk for- og efterbehandling. Jeg har således ikke en jordisk chance for at vide, hvordan det burde lyde. Det samme gør sig i og for sig gældende med de fleste af de koncertoptagelser, jeg har: De er nemlig optaget i sale, jeg aldrig har været i – og skulle jeg tilfældigvis have været i en af de sale, en optagelse er blevet indspillet i, har jeg med garanti ikke siddet der, hvor mikrofoner/lydmand har været placeret.

Jeg kan så forstår at du ikke er i stand til at hører om det er et piano og om det har den korrekte stuktur og lyd i forskellige akustiske miljøer og afstande.
Er det tilfældet synes er det klogt ikke at spilde alt for mange penge på at gå til koncert.

Min nabo er musiker og har undertiden to flygler stående i sin stue; Et Steinway og et Hornung og Møller. De lyder meget forskelligt. Naboen har også demonstreret, hvor store klangforskelle, der er på samme type saxofoner.

Men jeg kan forstå, at din definition af hifi og reproduktion er at kunne konstatere, at her har vi et piano, heureka! Du er ganske enkel ikke værd at tage seriøs, Lydurne.

[strand]

Det er vel heller ikke et spørgsmål om at man har været lige der hvor mikrofonen stod , eller i den pågældende koncertsal , det er vel et samsurium af alle koncertsales lyd hvis man har været sådan steder, der skaber ens præference, det er sådan jeg vælger at forstå det Mogens skriver angående referencens lyd.

Men en anden måde at få et etableret øre, er vel også at høre venner og bekendes anlæg og derigennem opbygge sine præferencer.

Men for at gøre det kort og ikke skulle skrive en lag smøre, så er jeg meget enig med dreamz og hans tilgang til hifi , det vigtigste er de følelser ens anlæg fremkalder ved en når der høres musik, og ikke nødvendigvis hvor korrekt og detaljeret det spiller. Jeg er nok til det lidt mere tilgivende anlæg, hvor man ikke lader sig begrænse af indspilnings kvalitet, det vil sige at dårligt indspillet musik gerne skulle lyde tåleligt.
Så så længe illusionen er god og tæt på noget der minder om virkeligheden er jeg glad.

Mon ikke vaner og præferencer går lidt hånd i hånd på godt og ondt når det kommer til lyd, man kan jo ende op med at blive meget begrænset. Ved længer tids påvirkning af en ny type lyd, tager man det vel til sige og det bliver en del af ens præference.

Måske har jeg slet ikke forstået første indlæg i tråden.

[lydarne]

Er vanetænkningen og PRÆFERENCE systemet overhovedet vores "ven"?

Som jeg selv har nævnt adskillige gange mener jeg det afhænger af ens definition af hvad hi-fi er.

Er hi-fi hvad hver enkelt kan lide (eller skulle jeg tilføje har råd til) .

Eller er hi-fi en kopimaskine der skal genskabe en optaget begivenhed så nøjagtigt som muligt.

Der er  allerede tydelige tendenser som indikerer  hvor det bærer hen i denne trÃ¥d.

Jeg mener godt at man kan være et stykke fra "den perfekte kopi" og sÃ¥ stadigvæk have kopimaskinen som mÃ¥l, men vigtigt er det sÃ¥ at erkende at  i de fleste tilfælde vil ens anlæg ikke være godt nok, sÃ¥ tilfredshed og ejerglæde og alt det pis er ikke eksisterende før mÃ¥let eventuelt er nÃ¥et.

Men vejen kan alligevel godt være både læreri sjov og spændene, så det behøver bestemt ikke være så surt som det umiddelbart lyder.

Det med at man begrænser sit musikudvalg ved at gå efter kopimaskinen modelen mener jeg er en skrøne.
Jeg mener det forholder lige modsat. At man netop begrænser sit musikudvalg ved at gå efter en bestemt "sound".

[Kim Olsen]

Den perfekte, omend dyre løsning er at have et referenceanlæg der i enhver henseende er så neutralt og korrekt som muligt, og så ellers korigere ved kilden, eks gennem digital EQ, så kan man give sine ynglingsnumre al den disko bas eller blød hat man nu har lyst til at høre den dag.

[strand]

Er vanetænkningen og PRÆFERENCE systemet overhovedet vores "ven"?

Som jeg selv har nævnt adskillige gange mener jeg det afhænger af ens definition af hvad hi-fi er.

Er hi-fi hvad hver enkelt kan lide (eller skulle jeg tilføje har råd til) .

Eller er hi-fi en kopimaskine der skal genskabe en optaget begivenhed så nøjagtigt som muligt.

Der er  allerede tydelige tendenser som indikerer  hvor det bærer hen i denne trÃ¥d.

Jeg mener godt at man kan være et stykke fra "den perfekte kopi" og sÃ¥ stadigvæk have kopimaskinen som mÃ¥l, men vigtigt er det sÃ¥ at erkende at  i de fleste tilfælde vil ens anlæg ikke være godt nok, sÃ¥ tilfredshed og ejerglæde og alt det pis er ikke eksisterende før mÃ¥let eventuelt er nÃ¥et.

Men vejen kan alligevel godt være både læreri sjov og spændene, så så surt som det lyder behøver det bestemt ikke at være.

Det med at man begrænser sit musikudvalg ved at gå efter kopimaskinen modelen mener jeg er en skrøne.
Jeg mener det forholder lige modsat. At man netop begrænser sit musikudvalg ved at gå efter en bestemt "sound".

Kopimaskinen det var illustrativt, rigtig godt forklaret lydarne.

Jeg tror da du har ret i at vi alle i et eller andet omfang mÃ¥ler vores hifi med virkelighedens lyd, eller burde. Men nogle stiller sig hurtigere tilfreds end andre, det kan hurtigt blive en kostelig affære at jagte det nøjagtige kopi, hvis det overhovedet kan lad sig gøre, men man kan nok komme tæt pÃ¥, og der er mange veje at vælge, du har valgt din via dine kompetencer i  DIY , jeg bliver nød til at vælge en anden vej, og færdig bliver jeg nok aldrig, det gør du sikkert heller ikke, men ejerglæden skal være der hele vejen, uden pis
    
Hvis kildematerialet  ikke er derefter( optagelseskvalitet ), og det  er det der stiller begrænsningerne, hvad er kopimaskinen sÃ¥ værd?

Nej man skal ikke lade sig begrænse, hvis musikken er god så er musikken god lige meget hvor godt eller dårligt det er optaget, og lige meget vor naturtro det pågælende anlæg kan gengive lyd, dog kan noget af underholdningsværdien være gået af fløjten ved det naturtro anlæg.

[dreamz]

Det handler i mine ører om, at vi lytter til musik og ikke til lyd. Og der er vel ret best ikke meget hifi over en skrattende Marshall guitarforstærker; eller også er der. For det gælder vel om at få guitaren til at fremstå klart i lydbilledet og ikke lade sig mudre ind i bas og trommer; som det desværre er tilfældet med alt for mange indspilninger.

Sidder netop nu og lytter til Eric Claptons Live lp, Just One Night; nummeret Double Trouble; det er faktisk ganske godt optaget; bortset fra, at netop en guitarforstærker konstant står og brummer, men heldigvis er vores ører sådan indrettet, at man er i stand til at se den information fra.

Så er der de audiophile superindspilninger, som nogle sværger til. Men ud over, at musikken som regel er gabende kedsommelig er det vel spørgsmålet, hvor meget hifi, der egentligt er tale om, når man tager i betragtning, at de for de fleste vedkommende er optaget med en nærmikrofonteknik. Når jeg lytter til eksempelvis en akustisk guitar sidder jeg ikke med hele hovedet inde i klanghullet...

Men når vi nu taler vane, så lad mig smide et aspekt på banen, som jeg ved, de fleste hifi-entusiaster vil ryste på hovedet af: Surround. Og med surround tænker jeg ikke på ping-pong lydeffekter, selvom det også kan være meget sjovt (Det er eksempelvis ganske underholdende at lytte til 5-1 SACD-udgaven af Dark Side of the Moon, hvor disse effekter udnyttes ganske godt).

Jeg har efterhånden en del klassiske indspilninger på SACS/DVD-Audio og flere af dem er også i 5.1 - eller 5.0 for de flestes vedkommende. Og her er der ikke leget med overrumblende lydeffekter, men bagkanalerne sørger for at give den rette rumfornemmelse. Og korrekt udført kan det faktisk give netop den illusion, at du sidder på tilhørpladserne og hører en efterklang, som giver den lydmæssige 3D-effekt, som to højttalere sjældent er i stand til.

Så hvorfor flerkanalslyd har så dårligt et rygte, forstår jeg ikke. Det må være vanetænkningen

[Mr.Avantgarde]

Hvis vi nu holder den her debat sober, så skal det nok blive fornuftigt.

Strand forstod mit indlæg korrekt. Med hensyn til vedligeholdelsen af præferencerne, der i vid udstrækning "varetages" af det system, man aktuelt spiller på (men også af noget dybere; altså en inderliggjorthed af det personligt vigtigste), så kan man - og det var mit egentlige ærinde - måske hævde, at denne vane (tænkning) i nogle tilfælde kan blokere for at man bliver i stand til at opnå endnu bedre lyd.
Her lægger jeg til grund, at "ny lyd" , der eventuelt har et andet udtryk, vil skulle bruge tid til at foretage en inderliggørelse i den enkelte.
Strand sagde det faktisk; man vil accpetere det nye over tid.

Og dermed er det rimeligt måske at sige, at egne inderliggjorte præferencer måske kan blokere for indsigten i, at man burde turde prøve noget helt andet.
Vi er jo vant til at benytte AB test, når vi støder ind i noget andet og på den baggrund at bedømme det. Min påstand er så, at man i høj grad benytter vanen og tidligere præferencer (og den tilvænning til den aktuelle lyd, vi alle indeholder) som en rimelig måde at foretage evalueringen på.

Her tillader jeg mig at mene, at det mÃ¥ske kunne være hensigtsmæssigt at give sig selv lov til at prøve noget helt  andet og sÃ¥  først efter nogen tid foretage en evaluering. Ideen er , at det nye over tid inderliggøres i sÃ¥dan en grad, at noget af dets lyd adderes præferencerne og pludselig vil man se det gamle system med friske og nye øjne. Det handler om auditiv udvikling og om at turde prøve.

En bruger gjorde sig til talsmand for "kopimaskine-ideen". Dertil er der blot det  at tilfølje, at man godt kan have det som mÃ¥l, men det giver ingen mening, nÃ¥r vi ved, at en livebegivenhed slet ikke kan reproduceres absolut troværdigt. Vi er ganske langt fra faktisk.

Derudover vil enhver besidde præferencer, hvormed han bedømmer sin såkaldte kopimaskines "farvenøjagtighed" og de mange præferencer, der endda også er lagt ind i de fleste produkter vil addere yderligere.
Jeg gætter på, at nogle simpelthen er relativ blind overfor styrken af (måske ubevidste) præferencer. Jeg mener så, at man kan arbejde med det.

Min tese må være, at når man nu ikke kan genskabe virkelighedens koncert via kopimaskineriet (det er faktisk meget unøjagtigt), så er den mest farbar vej for at opnå den bedste tilnærmede kopi at tillade et farverigt præferencesystem, der tør udfordre sig selv. Og på den led er der mange på vores forum her, der er godt stillede.

[LH2A]

For mit vedkommende er live musik og hifi musik to vidt forskellige ting. En live koncert er hele pakken: Musikken, musikerne, lys og en den høje lyd og det at være en del af puplikum hvor man råber og klapper. Lyden kommer ikke i første række her, men stemningen. Hjemme sidder eller står jeg ikke og klapper og kommer med tilråb. Hjemme ville jeg ikke tolerere skarpe "s" lyde fra vokalen eller dundrende bulder bas. Hjemme ville jeg ikke kunne holde et lydtryk på 120 db ud eller for den sags skyld lytte til meget højt musik i to timer i træk eller mere. Hifi er den personlige oplevelse: Jeg er alene, jeg sidder behageligt i perfekt lytteposition med lukkede øjne. Modsat livekoncerten, handler det kun om musikken. Jeg ser en musikproduktion som et maleri, alder og forhistorie er ligegyldig. Det handler om hvad jeg kan få af oplevelser her og nu, hvad enten det er en original 40 år gammel LP eller en CD / LP der udkom i år. Indspilningen er jo et kunstigt produkt, en reproduktion af virkeligheden, ligesom et maleri. Nogle produktioner forsøger at være så tro mod original lyden som mulig, eks. jazz og blues. Andre er mere abstrakte som eks. elektronisk musik og 70'er rock, ligesom maleri produktioner. Præferencer for mig er det forrige hifi udstyr som jeg opgraderede fra, forsøget på at eliminere hvad jeg opfatter som mislyde der fjerner fokus fra musikoplevelsen fordi jeg i stedet fokuserede på at forstærkeren mistede pusten ved komplekse musik numre, eller diskanten var for hård ved guitarsoloer osv. Jeg elsker musik og den stemning det skaber i mig. Hifi er midlet til at formidle musikken og anlæggets opgave er at gøre dette uden at forstyrre med begrænsninger. Jeg ved ikke hvad vanetænkning ifht. til hifi lyd skulle være. Det er jo ikke sådan at jeg pludselig synes at nu må det være nok med mit varme tilbagelændede hifi. Nu skal det sgu være lyst, dynamisk og voldsomt. Jeg går jo heller ikke rundt og ser på mine pæne billeder på væggen og tænker at nu skal der sgu vild avantgarde kunst op i stedet. Men igen, jeg er jo et vane menneske som de fleste er når man er ovre ungdomsårene.

[Mr.Avantgarde]

For mit vedkommende er live musik og hifi musik to vidt forskellige ting. En live koncert er hele pakken: Musikken, musikerne, lys og en den høje lyd og det at være en del af puplikum hvor man råber og klapper. Lyden kommer ikke i første række her, men stemningen. .

Ved klassiske koncerter kan jeg ikke erindre, der er blevet råbt. Til gengæld klappes der unødigt længe efter selve koncerten.

Du har naturligvis ret i, at der ved live-arrangementet , også er andet end de rent auditive, der tilbyder sig; det er det du kalder hele pakken.

Men der behøver nu ikke at være så stor forskel på de 2 "ting". En live koncert kan jo optages og er den vel optaget, skulle den auditive side af sagen gerne være relativ tæt på originalen.

Derudover har den klassiske livekoncert om man går til nok af slagsen den bieffekt, at man grundlæggende lærer, hvorledes instrumenter lyder og hvorledes forholdet ml. grund- og overtoner er forskellige steder i rummet.

Den viden bør man selvsagt inddrage i eget system i hjemmet, således at man når et tilfredsstiillende niveau.

Så det er jo ikke nødvendigvis 2 af hinanden afgrænsede "ting". Den første bør determinere hvordan vi gør med den anden, naturligvis i respekt for den enkeltes præferencer.

[LH2A]

Jeg har en ret bred musik smag. Men klassisk musik og opera har aldrig fanget mig, selv om jeg har forsøgt med både plader og livekoncerter for mange år siden. Det er muligt at man kan nå tæt på en klassisk koncert oplevelse med et godt hifi set up. Men det ligger uden for mit erfaringsområde.

[dreamz]

Jeg er faktisk ganske enig i dine betragtninger L2HA, og dit indlæg viser jo også, hvor stor betydnings ens musikvalg og -vaner har for ens tilgang til hifi.

Der er for mig ingen tvivl om, at den type musik, der er er vanskeligst at reproducere, er store, klassiske orkesterværker. Her er der himmelvid forskel pÃ¥, hvad selv det bedste setup kan præstere og sÃ¥ den overrumblende oplevelse, det kan være, at høre et helt symfoniorkester folde sig  ud. Anderledes forholder det sig naturligvis med kammermusik, der - som ogsÃ¥ navnet antyder, egner sig ganske glimrende til at blive afspillet pÃ¥ et hifi-anlæg i stuen, og her kan der med et hæderligt setup sagtens skabe illusionen af, at kvartetten/pianisten eller hvad der nu spiller, stÃ¥r lige foran.

Når man læser diverse indlæg på disse hifi-fora kan man (jeg) tit få det indtryk, at nogle udelukkende hører musik, der lader sig reproduce på et anlæg. Sådan har jeg det så langt fra. Jeg lytter gerne til Led Zeppelin og White Stripes, der bestemt ikke kræver den store finesse, men skal gengives med masser af energi og dynamik.

Jeg kan godt lide din sammenligning med maleriet. Og når det gælder elektronisk produceret musik, er der jo ingen instrumenter, der lyder, som de bør lyde - her er vi meget langt fra realisme og naturalisme. Derfor kan man heller ikke sætte en præference op for, hvordan eksempelvis en Queen-plade bør lyde - eller Radioheads OK Computer.

[Mr.Avantgarde]

Jeg er faktisk ganske enig i dine betragtninger L2HA, og dit indlæg viser jo også, hvor stor betydnings ens musikvalg og -vaner har for ens tilgang til hifi.

Der er for mig ingen tvivl om, at den type musik, der er er vanskeligst at reproducere, er store, klassiske orkesterværker. Her er der himmelvid forskel pÃ¥, hvad selv det bedste setup kan præstere og sÃ¥ den overrumblende oplevelse, det kan være, at høre et helt symfoniorkester folde sig  ud. Anderledes forholder det sig naturligvis med kammermusik, der - som ogsÃ¥ navnet antyder, egner sig ganske glimrende til at blive afspillet pÃ¥ et hifi-anlæg i stuen, og her kan der med et hæderligt setup sagtens skabe illusionen af, at kvartetten/pianisten eller hvad der nu spiller, stÃ¥r lige foran.

Når man læser diverse indlæg på disse hifi-fora kan man (jeg) tit få det indtryk, at nogle udelukkende hører musik, der lader sig reproduce på et anlæg. Sådan har jeg det så langt fra. Jeg lytter gerne til Led Zeppelin og White Stripes, der bestemt ikke kræver den store finesse, men skal gengives med masser af energi og dynamik.

Jeg kan godt lide din sammenligning med maleriet. Og når det gælder elektronisk produceret musik, er der jo ingen instrumenter, der lyder, som de bør lyde - her er vi meget langt fra realisme og naturalisme. Derfor kan man heller ikke sætte en præference op for, hvordan eksempelvis en Queen-plade bør lyde - eller Radioheads OK Computer.

Jeg er faktisk enig her, når du fremstiller det sådan.

Eneste kommentar overhovedet til dit indlæg må være, at det sandelig også kan være svært at få sat et system sammen, der favner det hele - lige fra store orkesterværker over Radioheads OK computer til små intime "en kvinde og hendes guitar"