ZIG skrev:Denne tråd viser tegn på, at vi har lært at respektere "mangfoldighed". Vi indgår i debatten ikke for at konvertere andre til vores egen tankegang, men mere for at illustrere, hvordan vi selv tænker. På den måde får vi også indblik i, hvordan andre tænker. Og det er søreme spændende, fordi vi er jo en samling galninge.
Vi er galgninge fordi vi er entusiaster, og vi har det med at lade vores entusiasme løbe af med os, og på den måde ender vi nogle mærkelige steder.
Med udgangspunkt i Mr. Avantgarde vil jeg gerne fortælle lidt mere om mig selv.
Jeg læste, at Mr. Avantgarde her 6 pladespillere - og jeg tænkte, whoueee, den mand er crazy.
Jeg kunne selv aldrig håndtere 6 pladespiller: Jeg vil aldrig kunne vide, hvilken jeg skulle sætte i gang - og jeg har problemer nok med at vide, hvilken plade, jeg skal sætte på.
Som omtalt andet steds har jeg lige købt nogle nye højttalere - og det har været en plagsom affære for mig. I 10 år har jeg egentlig haft det samme anlæg, og jeg har sat pris på denne stabilitet. Ja, der var tidspunkter, hvor jeg kedede mig og så købte jeg et eller andet, men det, jeg købte, holdt aldrig stik, og jeg vendte hurtigt tilbage til det gamle.
Men efter 10 år kunne jeg ikke holde denne stabilitet ud mere - og jeg kastede mig ud i forandringer - hvilket jeg nok aldrig skulle have gjort - for jeg havde det lige så godt.
Disse nye højttalere har ikke "behaget mig". De skulle selvfølgelig tilspilles, men det hjalp egentlig ikke. Til forskel fra Mr. Avantgarde kan jeg ikke analysere mig frem til, hvad der er i vejen. Jeg ved bare, at jeg er utilfreds og kan dermed kun handle i blinde for i bedste fald at blive heldig på et eller andet tidspunkt.
Jeg kan heller ikke lave A/B testning. Jeg har ingen tålmodighed of føler, at jeg kan bilde mig alt muligt ind.
Det jeg kan gøre, er at introducere ændringer og leve med dem et stykke tid for at høre, om jeg får det bedre. For i min verden er det ikke mit anlæg, der skal have en bedre lydkvalitet, men det er mine oplevelser, der skal have en bedre kvalitet.
Jeg er også en gal entusiast, så jeg har brugt alt for meget energi på det her, og jeg ved, at jeg ikke får fred, før den er på plads (hvorefter jeg efter et stykke tid kan begynde at kede mig igen).
Jeg hader at tweake - og tror mere på de store forandringer end en samling af de små. Så jeg har været yderst kreativ her på det sidste og vendt op og ned på mangt og meget.
Jeg ved stadigvæk ikke, om jeg er tilfreds med mit anlæg...det vil tage længere tid endnu. Og tilfredshed med mit anlæg er lig med, om det giver mig berigende oplevelser, om huset fyldes med dansende rytmer, spinkle lyde der skaber indre resonanser og lysten til at høre mere musik. Det falder mig aldrig ind at spørge til, om trompeten lyder nu som en rigtig trompet. Jeg er mere interesseret i, om jeg bliver engageret i musikkens flow.
Jeg vil tro, at Mr Avantgarde og Zig har til syende og sidst det samme mål - at sidde foran pejsen med et stort smil på læben, mens musikken kører - men vores vej dertil er forskellig. Hvis man ikke passer på kan kendskab til disse forskelle true med at nulstille ens egne præferencer...og så er der en risiko for, at man glemmer sin respekt og tolerance.
Det har jeg forhåbentlig ikke gjort her.
Zig
Hej Zig
Jeg kan forstå, at du oplever problemer med dine nyindkøbte højttalere sammenlignet med dine gamle.
Det er selvfølgelig beklageligt at du ikke er tilfreds, men for at kunne spore os ind på din smag og de mere kokrete højttalere, så er vi egentlig nødt til at vide lidt mere om tingenes tilstand.
Er du rar at indvie os i hvilke højttalere, der volder dig så store problemer?