Dagens tekst:
Musikkens virkelige uvirkelighed skabte for 150 år siden en kunstkamp mellem den billedskabende og historiefortællende musik på den ene side, og musik der blot er musik på den anden side. Frontfigurerne Wagner/Liszt på den ene side og Brahms på den anden, var sjovt nok ikke særlig involvereret i denne kamp. Den blev i virkeligheden udkæmpet af teoretikere og kritikere der ikke selv kunne lave musik. Kampen er vel slut, men langt op i tresserne blev der stadig diskuteret.
Programmusikken som Wagner og Liszt stod for endte bl.a. i den genre vi i dag kender som filmmusik og udmøntet på det groveste af Webber Phantomet. Den rene musik endte bl.a. i avantgarden.
Franz Liszt fortællemusik blev da også brugt af en hvis Goebbels i krigsprobagandaen, hvad man dog ikke kan laste Liszt for. Min første plade med Liszt var en EP hvor der lige var plads til Les Preludes. Jeg spillede den for min onkel som jeg vidste godt kunne lide musik, men blev bedt om at stoppe musikken. Da var der heller ikke gået 20 år siden Messerschmidt bomberens kendingsmelodi havde braget i radioen. Men det vidste jeg jo ikke.
Ikke mere tekst. Dagen orkester er Boston Symphony som i næsten hele deres historie har været fremme i skoene.
Musikken er af Liszt. Hans 3 klaverkoncerter, sonaten plus lækkert ekstramusik i en flot flot optagelse med Zimerman (klaver) og Seiji Ozawa på podiet.
Og så hovedværket – Faust symfonien – i et wonder take af Leonard Bernstein.
Kammerensemblet fra Boston lavede nogle superoptagelser i 70'erne, bl.a. med musik af Stravinsky. Han var sommetider avantgarde, men isatte billeder som en Dali gjorde det på lærredet, og gjorde i det hele taget det han ville, uden hensyntagen til nogen forkæmpere for dit og dat. .
mvh. SES.
To listen is an effort, and just to hear is no merit. A duck hears also. Igor Stravinsky
Vi har alle lært at skjule vore fordomme, og vi viser ikke vore forkerte meninger. PO Enquist 1976.