Hvilken klassisk musik, lytter du til

[SES.]

Jeg har måttet supplere mit Beethoven bibliotek med denne dobbelt CD. 8 klaversonater spillet af Maurizio Pollini. De 3 populære Patetique, Måneskin, Apassionata + de 2 korte op. 78-79-, og allervigtigst Les Adieux, Tempest- og Waldsteinsonaterne.


De 3 korte er megamesteren som minimalist, og jeg elsker dem. Pollini er en formidabel Beethoven spiller i alle sonaterne, men helt formidabel i Tempest- og Waldstein.

Nu mangler jeg kun en enkelt Perahia, så er sonaterne dækket godt ind.

Jeg købte CDen på Amazons brugtmarked for under 6£.  

[SES.]

Tirsdag
November
Gråt og blødt.
Mono
Nottingham
Grado
Steelhead
Solo Snapper
One Shahinian Obelisk
Schubert

Wants? Not much  
Grå er håbets farve

[SES.]

Det er ikke slemt at blive gammel, alting går både langsommere og hurtigere. Hvis min hukommelse svigter og jeg i nogle måneder nævner den samme plade igen og igen, skyldes det ikke langsommelighed men at jeg lige nu er tændt af den musik  jeg hører, og derfor ikke tænker på om jeg har skrevet om det før.
For det har jeg – hver gang.
En nyindkøbt eller gammel beboer på hylden – giver et kick hver gang – somme tider kommer hittet det samme sted – men lige nu hvor Kubelik styrer Beethovens 7ende til ende, så er jeg blæst, og vil gerne starte en ny ungdomsuddannelse in anyhing der blot ikke ødelægger hørelsen.
Kubelik og musik er Jul med bryg med tryk på B.

[SES.]

Er i Beethoven og Mahler mode. To der med små 100 års forskel satte nye mål for musikkens indbyggede uendelighed. Der er adskillige fællestræk, de underspiller sjældent og alligevel er minimalismen ofte der hvor de er allerstørst.
2 aftener har Karajans Mahler 9 været i spil, og de sidste 2 aftener har Abbado været pindefører.
Orkestret er det samme, selvom der nok er skiftet lidt i besætningen som tiden er gået mellem de to indspilninger.
Who's best? I don't know, orkestret er så godt at det næsten er kriminelt, lige nu 24min og 10sek inde i første sats (Abbado) er alt ude i sfæren, kun helt åbne arme (ører) kan modtage denne musik. Dvs. man skal være modtager og intet andet, og så stole på det man hørte var det de spillede.




Der er bare 2 af mange gode Mahler niere. Mageløst – lige nu er tiden tiden 7:45 i anden sats, der tyndes ud i klangen og træblæserne spiller kammermusik.

Igen og igen for få penge kan hifi og musikelskere  sidde der hjemme og lytte til det bedste i alle verdener, musik.

[Bryde]

Mahler 9 , med Giulini / Chicago symph. er min favorit .
DG 27 07 097 .
I sin tid på anbefaling af K.E.L.S . , hvis nogen husker ham ?

[SES.]

Jeg husker KELS, og det er kun 2 år siden han solgte Bånd- og Pladecentret. Giulinis udgave er en favorit mere. I øjeblikket har jeg fokus på strygerne i de gamle europæiske orkestre. Dresden, Leipzig, Prag o.m.a.

Denne Prag udgave er også en favorit.

[SES.]

Disse overfladiske tider med den ene underlige begivenhed efter den anden, og hvor man hver dag præsenteres for løsninger vi alle burde være glade for, fordi de ikke løser noget, men gøder til nye problemer.

Jeg ser TV news en gang om måneden, hvilket er klart i overkanten. 4 gange om året så kan man sagtens følge med.  

Den vundne tid kan jeg så bruge på noget vedkommende og befriende. Musik af George Crumb har tyngde, men er både berigende og befriende. Det samme kan december måned være hvis man undgår alt det obligatoriske gøgl.

Musik er skønt også i mono

[SES.]

Dagens tekst handler om den noget overvuderede virkelighed. Virkeligheden blev fundet på for 8-900 år siden da Mester Eckhardt sad og bøvlede med bibelske oversættelser. Virkeligheden er dog et personligt anliggende, vi ser alle virkelig forskelligt på den virkelighed der sker lige omkring os. Og det kan man virkelig få meget tid til at gå med at fundere over.

Dresden Staatskapelle er virkelighed, og de har bevaret deres kunst og særpræg næsten uantastet af globaliseringen. Her er ingen skarpe Juillard violiner, men stor mørk skønhed.

Til en hvid dag i december spiller de Mozarts Linzer symfoni (36) og nr 40. Colin Davis står i spidsen for et godt prøvearbejde. Orkesterspillet er big band og lyder himmelsk. Big band har en fordel fremfor nutidens små original bands, det er altid livesbekræftende.

Efter en lille pause tager Herbert Kegel pinden i en dejlig opførsel af Mahlers første.





Mono er ikke monotont!

[SES.]

Dagens tekst:
Musikken fortrolder det absurde og gør det virkeligt i øjeblikket.

Dagens orkester:
Leipzig Gewandhause

Har man dette sæt og Klemperers, så behøver man i min virkelighed ikke flere, selv om de andre er rare at have.
Igen er det den ægte dybe strygerklang, tilsat træ og messing, og Chaillys ligefremme og naturlige omgang med mesterens noder, der fortrolder.



For ikke længe siden omtalte jeg dette trolderi, hvor Bollano deltager i en Gershwin feast.



Og så må man ikke snyde sig selv for denne fine opførelse i Leipzigs herlige skotøjsæske af en koncertsal.

[SES.]

Kan du ikke få din cello med på flyrejsen pga. sikkerhedskontrol, såbestil en ekstra siddeplads

[SES.]

Dagens tekst:
Musikkens virkelige uvirkelighed skabte for 150 år siden en kunstkamp mellem den billedskabende og historiefortællende musik på den ene side, og musik der blot er musik på den anden side. Frontfigurerne Wagner/Liszt på den ene side og Brahms på den anden, var sjovt nok ikke særlig involvereret i denne kamp. Den blev i virkeligheden udkæmpet af teoretikere og kritikere der ikke selv kunne lave musik. Kampen er vel slut, men langt op i tresserne blev der stadig diskuteret.
Programmusikken som Wagner og Liszt stod for endte bl.a. i den genre vi i dag kender som filmmusik og udmøntet på det groveste af Webber Phantomet. Den rene musik endte bl.a. i avantgarden.

Franz Liszt fortællemusik blev da også brugt af en hvis Goebbels i krigsprobagandaen, hvad man dog ikke kan laste Liszt for. Min første plade med Liszt var en EP hvor der lige var plads til Les Preludes. Jeg spillede den for min onkel som jeg vidste godt kunne lide musik, men blev bedt om at stoppe musikken. Da var der heller ikke gået 20 år siden Messerschmidt bomberens kendingsmelodi havde braget i radioen. Men det vidste jeg jo ikke.

Ikke mere tekst. Dagen orkester er Boston Symphony som i næsten hele deres historie har været fremme i skoene.

Musikken er af Liszt. Hans 3 klaverkoncerter, sonaten plus lækkert ekstramusik i en flot flot optagelse med Zimerman (klaver) og Seiji Ozawa på podiet.




Og så hovedværket – Faust symfonien – i et wonder take af Leonard Bernstein.




Kammerensemblet fra Boston lavede nogle superoptagelser i 70'erne, bl.a. med musik af Stravinsky. Han var sommetider avantgarde, men isatte billeder som en Dali gjorde det på lærredet, og gjorde i det hele taget det han ville, uden hensyntagen til nogen forkæmpere for dit og dat. .

[SES.]

Dagens tekst stammer fra Gerhardt Richter:
Kunst er en speciel form for stofskifte med verden. Hvor vi erkender os selv og alt omkring os.

Dagens orkester: Budapest Festival Orchestra, oftest dirigeret af Ivan Fischer.
Et lyspunkt fra et land der stadig er ret underdrejet efter 45års kommunistisk voldtægt. Igen et orkester med den dybe glød.
Deres Bartok er selvfølgelig uimodståelig. Her er en trio som jeg stofskifter med tit og gerne.



Denne mandarin skal høres for at man tror det.



Her deltager Zoltan Kocsis i klaverkoncerten, Og så er der stofskifte med  music for strings, percussion and celeste.

[SES.]

Det er torsdag, men det er som sådan ikke en grund til at udnævne Francis Coppola til komponist, selvom filmen Apocalypse Now er lige så velkomponeret som Liszt's Faust symfoni. Fælles for film og musik er en lang række virkemidler: rytmik, overgange, sammenføjning, tematisk udvikling. Filmen som medie ville have opfyldt Wagners hedeste drømme om totalkontrol over hvert sekund. Filmfolkene fandt også hurtigt ud af at musikken var langt den bedste måde at udtrykke psykiske tilstande.
Wagners teknik med ledemotiver anvendes med enorm succes i film og TV, Tænk bare på ”Once upon a time in the west”, ”Vertigo” og selvfølgelig Matador.

Coppolas Godfather Triologi samt Apocalypse synes jeg ikke man sammenligne med Wagners Ringen og Parsifal, men alligevel bare en bitte smule.







Det er heftig kost, og da det er december kunne man supplere med noget helt extraorfinær power.



Så dagens orkester er:
Tobin James "James Gang Reserve" Zinfandel

[HANSI]

Altså, vi er langt inde i december. Den kan da ikke kun stå på Beethoven, List, Bartok og Wagner lige nu!

Må jeg slå et slag for at vi lige går i Bunken med klassisk julemusik. Der findes også nye indspilninger imellem. Paul Hillier og Theater of voices udgav en herlig sag "a christmas story" på Dacapo. Eller Stile Antico's Puer Natus est på HM. Begge osse download. Eller BBCMusics In dulci jubilo.

Jeg kan da osse et par gamle sager. Messias med William Christie og LAF eller Juleoratoriet med Rene Jacobs. BeggeHM. Eller find den gamle serie Christmas in rome på Arciv. Tag et gensyn med Nancy Agenta der synger rent og skært som en norsk elv på Scarlatti's O di Betlemme.
Kunne jeg opfordre andre til at foreslå andre indspilninger med hende?

Skal det være i den tungere afdeling uden jul kan man jo lukke op dor Torsdagskoncerten om knap et par timer. "Erica" og "Sacre" med DRS og deBurgos, på en aften. Toptilbud!!!

[dreamz]

  Jeg havde en plan om et indlæg i klassisk hver dag op til Jul, men andres interesse for at komme med indlæg, er forsvindende lille.

SES, at jeg sjældent poster indlæg i denne tråd, er bestemt ikke udtryk for manglende interesse, men blot manglende formåen. Dine anbefalinger og vidtløftige skriblerier bliver læst fra enden til anden og er meget inspirerende, og som jeg ganske enkelt har svært ved at matche. (Det går lidt bedre i rock-tråden, men der er jeg også lidt mere på hjemmebane).

Et af de værker, jeg for alvor først lyttede til, var Dvoraks 9. hvor der både er folklore og præriestemning og masser af melankoli.

I øjeblikket er det denne version, der roterer – mest af alt fordi den er i SACD i DTS-HD Master Audio 5.1 (Baltimore Symphony, Alsop). Jeg synes faktisk den er lidt sterilt fremført. Har du et bedre bud?