Hvilken klassisk musik, lytter du til

[SES.]

Jeg har iøvrigt lært nyt om Bela.

Jeg har lige bestilt de fire strygekvartetter jeg manglede, så tillad mig at dvæle ved Vagn Holmboes strygekvartetter nr. 1 og 4 en sidste gang.

Strygekvartet nr. 4 var tilegnet Per Nørgård som har forfattet et lille skriv om strygekvartet nr. 1-6 der kan downloades fra det kongelige bibliotek

Jeg burde jo nok havde uploaded en strygekvartet nr. 1 teaser i stedet for nr. 4 som jeg selv er så glad for  
1. kvartet
er skrevet til minde om Bartók, bærer ganske vist vidne om Holmboes Bartók-beundring gennem de specielle balkanske rytmetyper der anvendes; men i dag vil man, på baggrund af kendskabet til de øvrige 5 kvartetter, især høre den som typisk Holmboe med sine 3 satser af spændt melodisk karakter."

Kære Macwerk blev endelig ved, jeg glæder mig til at bruge det næste halve år på alle 20 kvartetter, han var en flittig komponist.

Vagn Holmboe studerede balkan musik i 1930erne  og blev i 1933 gift med en rumænsk pianist. Udover Bartok er der påvirkninger fra Nielsen, Stravinsky og Shostakovich. Elever er Nørgård, Nørholm, Lorenzen, Nordheim m.fl.
Hans hovedide i sit arbejde blev metafoser (forvandlinger), men ikke mere om det. Hans musik er ikke akedemisk, men ren og frisk med finurlige udviklinger og rytmik.

Mit yndlingsværk er måske oratoriet ”Et requiem for Nietsche” til sonetter af Bjørnvig, teksten kommenteres ikke af musikken, musikken er sig selv.

[SES.]

Årets komponist har for mig været Stravinsky, og af den simple grund at jeg bare har valgt at fokusere på hans musik og især den jeg ikke kendte så godt.
Jeg har kendt Stravinskys musik lige så længe jeg har hørt klassisk musik. Den første plade var Les Noces (med en ung Pierre Boulez), det var min 4 eller 5 plade med klassisk, og den støj jeg fik i hovedet var af en art jeg på ingen måde havde troet blev brugt i musik. Igors musik var markant anderledes end Elvis og Beatles som var dagens normale støj dengang.
Alligevel spillede jeg den ret tit, og der gik ikke så længe før Sacre blev næste indbygger. Igor Markevitz berømte EMI udgave.

Vi talte fornyligen om Le Sacre de Printemps. Mange vil nok kalde Sacre hans bedste eller mest markante værk, og det man jo egentlig ikke sige så meget på. Em meteor i musikverdenen der ryster den dag i dag. Det var den tredie ballet hans skrev til Diaghilev's Ballet Russe med koreografen og danseren Nijinsky. De første var Firebird og Petrushka, hvoraf Firebird stadig er det mest indspillede på plade. Alle tre er værker som kan være et mirakel på et godt anlæg.

Fælles for de 3 balletter er russisk folklore med rødder langt tilbage i hedenske tider. Hvor Ildfuglen er helt i hans lærers ånd og klang (Rimsky-Korsakoff), så var han dog allerede i gang med sit eget univers. Stædigt arbejdede han sig ned i det jordnære, råt og usødet.

Alt dette kan man let selv dykke ned i ved at låne DVDen hvor Michael Tilson Thomas med sine San Fransisco musikere fortæller om tilblivelsen af Sacre, og hvordan de skal håndtere instrumenter og vildskaben. Der er intet snobberi i denne præsentation, just enjoy, selvom de sidste 4 toner er D E A D.


Bagefter kan man se balletten med nutidens Marlinsky Ballet dirigeret af Gergiev. Kostumer, koreografi er 100% som ved premieren i 1913. I tilgift får man Firebird. (Musikken skal spilles højt).
Denne DVD har så god lyd at man ikke er i tvivl om at alle med plads på musikerstolene giver mere og mere, der er ingen grænse. Percussion personalet har en god dag, intet absolut intet skal holdes tilbage.



Skandalen i 1913.
Hvis man forestillede sig at Sacre først ville få premiere i 2013, så ville reaktionen med vor tids mediegejl have været helt uoverskuelig. Så ville selv Igor være kommet i EB og TV2 News. Husarerne var måske dem der brokkede sig mest, idet danserne som normalt er meget lidt påklædte var helt forseglede i gamle dragter, så den særdeles erotiske og potente musik fik modspil af tilslørede personer.

På CD hører jeg helst Riccardo Chailly med Cleveland orkestret. Skulle jeg ønske mig en mere ville det være med komponisten Peter Eötvös og Göteborg S.O. På LP er det good old Pierre Monteux på RCA vinyl, af 2 grunde. Jeg kan lide alle de plader jeg har hørt med Monteux, og han var i øvrigt den modige mand der dirigerede skandale premieren.

Nu hvor lyset kommer igen og foråret nærmer sig er det nærliggende at sætte vårofferet på nytårsmenuen.

[SES.]

Stravinsky ... fortsat
Efter Sacre.
Le Sacre  du Printemps er en engangsforeteelse, på trods af startskandalen blev den en verdenssucces. Men Stravinsky så sig ikke tilbage, men selvom Sacre er et engangs fænomen så er det kunstfærdige primitive, brutale og ekstatiske udtryk alligevel altid på færde i kamæleonen Stravinsky. Og resten af sit lange liv var han et fornyende kraftfeldt i musikkens udvikling, og det var ikke bare hans egen.

Samme år som Sacre, skrev Debussy ”Jeux” og Schönberg skrev Pierrot. Disse 3 stykkers vidt forskellige nyskabelser er måske samlet set der hvor resten af århundredets musik har fået næring og vision.

Stravinsky fyldte meget i sin samtid også i forhold til kollegaer, og når man fylder meget, kommer klogeågerne eller bedre kritikere på banen, så der var mange kontroverser, kritik etc. Men hans musik er spillet altfor lidt, den er bedre end det meste, og meget bedre end sit rygte.

Stravinsky lærte sig dirigentjobbet så han kunne lære orkestrene hvordan det skulle spilles, han kunne umuligt notere så meget i noderne, på den måde findes næsten alt på CD med the man. Andre komponister som Boulez, Salonen, Eötvos, Bernstein, samt hans factotum Robert Kraft har/er også flittige med plader og koncerter af hans musik.

Men ikke mere amatørsnak fra mig. Smut ind på dette link, og følg linksene videre. Endvidere har Gramophone deres favoritter på CD.  
http://www.gramophone.co.uk/features/focus/igor-stravinsky-1882-1971

Her er lidt flere af mine favoer:







og så en god dokumentar DVD (af Tony Palmer, hvem ellers?, the one and only).




Igor Stravinsky conducts Woody Herman and his orchestra in "Ebony Concerto" (August, 1946)

http://sphotos-e.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-ash4/3457_10151200927683685_505963970_n.jpg

[SES.]

Det er næsten for nærliggende at gå fra Stravinsky til Debussy, Bartok og Ravel. Der er mange klange, rytmer hvor man siger ”nu ved jeg hvad det kommer af”. Og man skal ikke glemme sen Liszt i denne connection (metafose = forvandingsteknik).

De to første Bartok koncerter er ekstremt gode, den 1.ste er nærmest en slagtøjskoncert.


og her en skøn gammel vinyl med mesterværket, koncert nr 2 for violin.


Den glemte mester Jean Martinon i 4 hits af Ravel


Den heldigvis ikke glemte og stadig aktive Martha


  det må være nok til en dags tid.  

[SES.]

Something different. Moderne, men efterhånden er det jo ikke ny musik længere. Der er ingen lytte årsager til ikke at lytte til denne CD. Den er ikke svær at forholde sig til, selvom Boulez bruger sin enorme palette i brug af instrumenter og sammensætninger. Dirigentens rolle er nu som medlem af orkestret, han skal holde pulsen og give impulser tilbage når han hører hvordan musikerne spiller.

Det mest indbydense stykke musik er Rituel som er en mindemusik om kollegaen Bruno Maderna.


Naive medgiver en smuk optagelse, og det er musik der i den grad bejler til godt HiFi grej.

I går så vi filmen ”Amour”, den har fået gode anmeldelser, men først og fremmest er den lavet af Michael Haneke, og så vil jeg godt med i biografen. En af personerne i filmen spiller sig selv Alexandre (Tharaud), og som i løbet af filmen også er med i lydsporet. Schubert, Bach og Beethoven.

Det er Tharauds filmdebut, hans musikliv er dog for længst startet. En vidunderlig musiker hvor man (heldigvis) hører det franske touch. Reportoiret er lige fra Couperin, over Schubert til vore dages musik. Mange Cdere er er kammermusik. Denne perle er med Schubert i førersædet, men spændt op mod Alban Berg, og så kommer der nye energier til spændingsfeltet.
,


Og så en Rogi mere. Symfonier der ialt varer ca 10 minutter. Symfoni betyder samklang, og det er i den betydning Stravinsky skrev den. Der er sommetider rytme i to planer 2:3 og 3:2, så musikken kan opleves langsomt og hurtigt på en gang. Mesterligt.

http://www.youtube.com/watch?v=uIL7wnx6Yy8

[SES.]

Før årets sidste indlæg er her lidt servicelinks.

Arkiv Music har  listet deres favoritplader fra 2012
http://www.arkivmusic.com/listpage/2988&page_size=100-E1062

Og her er deres liste over hvilke 100 de synes man bør have, eller starte med.
http://www.arkivmusic.com/classical/listPage.jsp;jsessionid=21EE76DE9A30AC30440DBFF64A6F2283?list_id=2364&page_size=100

Presto har også valgt lidt ud, og giver lidt rabat.
http://www.prestoclassical.co.uk/bestof2012.php

Det er ikke raketvidenskab at spare på krudtet og skåne hunden for skyfall, og i stedet købe musik. Det er vel nærmest ksigol.

[SES.]

Det er vel ikke svært at slukke lyset for 2012, et år der består af spildte muligheder og uopfyldte mål. Men dette er en musikalsk nytårshilsen, så lad de handlingslammede ledere hvile i fred eller man kan gøre som på FB når et menneske er død, så kan man trykke ”synes godt om”.

Musikken kommunikerer, og den flytter os, og rammer i dunkle kroge. Kunst god eller dårlig ændrer intet og forhindrer ikke krige og vold, men den gør noget for den enkelte. Champagne drikker man når man har overvundet noget, eksamen, en sportskamp, eller klaret et helt år. Champagne smager ikke godt hvis man har tabt. Musik er et bedre valg, den samme musik kan bruges af både vinder og taber.

Men talen er slut, musikken spiller

Musik med udspring i ”klassisk” og ikke mindst påvirkning til ”klassisk” musik.
John Cale produceret af Eno. Udspringet er minimalisme men der er sket meget siden Warhol dagene.


Her er vi tættere på


Og mesteren af larm og støj i herlige mængder

(nogen ser faktisk sådan ud i aften)

Bill Evans, minimal og maksimal

Un Operachi Romantico In Two Acts


Duke, Hodges, Nance, Carney, Woodyard, Brown & Bell Are In Fantastic Form And The Recording Is Truly To Die For.


Gode dirigenter kan få musikere til næsten alt, og kvinder kan de få til alt. Carlos en af de store betvingere serverer her champagne og forførende kvinder.


ps: I gamle dage etablerede Erhard Jacobsen en radioaktiv forening til beskyttelsen af??? Han kunne ikke forstå Sebastians dansk udtale, og vidste derfor ikke om han kunne brokke sig. Til sidst fandt han ud af at Sebastian mente Dronningen når han sang Grønningen. Sebastian var forud for sin tid, i dag skal det være grønt. Så i aften sender Grønningen os mod 2013 med kravet om at vi strammer balderne, så hun kan bevare Rollserne.

Det kræver en Chili Tripel

http://www.midtfyns-bryghus.dk/billeder/bottles_latest5_short.jpg

RIGTIG GODT NYTÅR     

[A.R.T.]

@SES
Utrolig mange spændende udgivelser du ligger for dagen - kan allerede nu se at 2013 går hen og bliver et dyrt bekendtsakb.
Erhard Jacobsens "forening" hed vist noget med Aktive Lyttere- og Seere og skulle netop dokumentere at der ikke blev sendt for meget "rødt" til landets sagesløse borgere.

For en side eller to siden viste SES en box med Klemperer og den fik mig til at tænke på nedenstående billede.


5 dirigent giganter, der på hver sin måde havde stor indflydelse på hvordan musikken skulle dirigeres både i deres samtid men også mange år fremover.

En anden dirigent med rod i den tyske musik tradition og som fik stor betydning i Danmark er Fritz Busch. Han afløste Nikolai Malko som dirigent for Radiosymfoni Orkesteret og han var bla. en habil Haydn fortolker.

I januar 1951 indspillede han Haydns Sinfonia Concertante på HMV. Optagelsen er blevet overført og kan høres på denne.


Det er en dejlig udgave og det klinger skønt. Desværre døde Busch i september samme år og allerede kort tid efter sendte Danmarks Radio et mindeprogram, hvor Tuxen dirigerer Sinfonia Concertante med Radiosymfoni Orkesteret.

[SES.]

Jeg kender godt det billede, og det inspirerer mig til at hente gamle stoffer i kommoden. CDerne starter med Strauss's Flagermusoverture med Erich Kleiber, ovenikøbet tilsat den herlige arie Du und Du. Optaget 1929, til trods for alderen smukt og let genkendelig wienerklang, og Kleiber lægger beatet helt anderledes, skønheden blomstrer ved denne manøvre og musikken lyder bedre end den velegentlig er. Men det kender man jo fra en af hans sidste bedrifter med Mozarts Figaro.



Så følger optagelser op igennem 30'erne med de andre gamle, som slet ikke er så gamle på det tidspunkt. Højdepunkter Kleiber, Szell, Walter, Furt. og Knap. CD2 er i stereoalderen, den er jeg vist aldrig nået til.

En af muntre biografier er Fritz Busch's bog om sin opvækst og karriere i musikkens verden. (på dansk ”Af en musikers liv”)

I formiddags havde vi musikvenner forbi, og blev enige om at der var meget godt i gamle dage, f.eks. denne Bmoll der har det der. (Blev fulgt op med rigtig gamle jazzede optagelser med Grethe Ingmann, de har også det der).
  


Og så har jeg sandelig nået de første 6 strygekvartetter af Holmboe med Kontrakvartetten. De fortjener en repeat i morgen.

[Slava]

Den snak om gamle legender i Kbh. får mig til at tænke på denne CD fra Danacord:


Furtwängler i Beethovens 5. samt Fritz Busch/Kathleen Ferrier i Brahms' Altrhapsodi. Af og til forbløffes man over de utallige stjernenavne, som trods alt har lagt vejen forbi København (Horowitz, Sviatoslav Richter osv.).

[SES.]

Ismer er ikke en komponist, men en endelse man sætter på til en begyndelse. Når noget bliver en isme starter det altid med ønsket om renhed og enkelthed, dog forkastes alt andet. Når ismen har eksisteret nogle år eller måske en generation er den blevet overfyldt med alskens ting og sager, og så må man lave en ny som modtræk. Ismer stortrives i musikken i det 20. århundrede, fyldt med Messiasser og stolte klæder uden kejsere.

Heldigvis var/er der også musikere og komponister der kun anvendte de nye ismer (12 tone – serielle – avantgarde - elektronik) fordi teorierne faktisk var praktisk brugbare, og kunne omsættes til musik, når man tog ismen så alvorlig at man brød dens grænser. Så opståd/r musik, og det er ikke en isme, men en kalitet. Og teter de er jo brugbare humane realiteter. Musikaliteter vil uforlignelige Zig nok mene, selvom der skal placeres et bo til teten.
.
Faktisk er der meget genial musik, som ikke kræver nogle år på musikkonservatoriet for at kunne lytte til det.

En af mestrene er György Kurtág (f.1946) ungarer/rumæner. Med rødder i Liszt, Bartok og Ligeti og senere Messians og Milhaud. Hans musik er koncentreret og dampet ind, og med en direkte enkelthed der kan minde om Webern. 2013 bliver et Kurtag år i House of Manley.
Han er en dygtig klavermusiker og har haft Andras Schiff og Zoltan Kocsis som elever på Liszt Akademiet. På et tidspunkt begyndte han at lave små legestykker på klaver til børn. Jatekok (leg). Han blev så optaget af det, at det er blevet et work in progress, en slags dagbog skrevet i musik. Denne leg vil jeg deltage i.

Her et par CDer i digitalisme. Den første har jeg fornyligen haft på plakaten, der bliver den en pæn tid endnu. En mesterlig CD med højeste bo effekt.

LISZT, FAURE, JANACEK, ADES, KURTAG.


Den næste er et nu flerårigt bekendrskab, som har det der... Kan man ikke lide programmet bør man søge andre plader med Kim Kashkashian, en smuk kvinde og vigtigere en musikant af fineste karat.
BARTOK Viola Concerto EOTVOS Replica KURTAG Movement for Viola & Orchestra Kim Kashkashian, Netherlands Radio Chamber Orchestra / Eotvos ECM


Kashkashian kan her høres i musik med rødder både i nutiden og fortiden også den fjerne af dem.
    


Betty Olivero, Tigran Mansurian, Eitan Steinberg
1. Betty Olivero: Neharót for viola, accordion, percussion, two string ensembles and tape
2. Tigran Mansurian: Tagh of the Funeral of the Lord for viola and percussion
3. Komitas: Oror for piano
4-6. Mansurian: Three Arias – Sung Out the Window Facing Mount Ararat
(I. A ndante ma non troppo / II. Tranquillo, poco libero / III. Lento, ma non troppo)
7. Eitan Steinberg: Rava Deravin for viola and string quartet
Kim Kashkashian – viola / Robyn Schulkowsky – percussion / Tigran Mansurian – piano / Kuss Quartet / Boston Modern Orchestra Project / Gil Rose / Münchener Kammerorchester / Alexander Liebreich

An album like an intense journey, tied together by Kim Kashkashian’s outstanding musical personality, highlighting the most touching vocal qualities of the viola in intriguing works by Olivero, Steinberg and Mansurian.
Nostalgia and feelings of separation and suffering due to the political situations in Israel and Armenia form a common thread throughout Kim Kashkashian’s new CD. The compositions – melodious and complex – are by three important masters who incorporate tonality in their contemporary musical language. In particular, Betty Olivero’s Neharót is one of those unforgettable pieces with the potential to stick in listener’s minds and to become a radio hit. With five pieces respectively based on traditional laments of the Near East, Armenian chant and Hasidic melody, the focus is on essentially vocal expressiveness. Israeli Betty Olivero started work on Neharót in response to the suffering and pain caused by the war in Lebanon in 2006. Her hypnotic lament for viola and chamber orchestra draws on allusions to Kurdish and north African songs, traditional oriental music and Monteverdi.
The viola's singing abilities come even more to the fore in Tigran Mansurian's Three Arias - sung out the window facing Mount Ararat which articulate the Armenian people's longing for the holy mountain beyond the border. Rava Deravin by Israeli Eitan Steinberg is based on a melody for a poem by one of the greatest traditional kabbalists and was first conceived for voice and instrumental ensemble. According to the composer, Kashkashian "manages to cry the prayer from within the strings, to murmur the sacred text with no words".

     Alle 3 er særdeles velegnet til HiFi lytning  

[SES.]

Her er en anden der klarer ismerne med kvaliteter, der gør godt. Ingen kan beskrive det som Norman Lebrecht.


MAURICIO KAGEL

Rrrrrrr… (1980-1981), transcription for piano two and four hands

Ludwig van (1969), for various instruments

Der Eid des Hippokrates (1984)

Unguis incarnatus est (1972)

MM 51 (1976)
Alexsandre Tharaud, igen igen. Nemlig.

Jeg glæder mig til at høre Ludwig van og stykkerne Rrrrrrr...
Norman Lebrecht:
Contemporary Classical is the biggest turnoff in the music rack. Most people seem to think it is either going to hurt their brains with complex theorems or numb their ears with repetitive simplicity. Often, they are right. Sometimes, they are missing out.
Mauricio Kagel (1931-2008) was an Argentine-German double-exile who could not resist poking sticks at the sacred cows of classical music. In Ludwig van, a 20-minute piece for small ensemble, he takes fragments of Beethoven’s most famous works and juxtaposes them with intrusive noises, bad singing, running water, false solemnity and all the tricks that post-modern art uses to smash the glass cases of museum culture. As a piece of satire, Ludwig van is an important statement, all the more timely on the eve of the Verdi-Wagner year. As a piece of music, it is good fun. As a work of art, you just want to own it.
Composers like Kagel, who live outside safe categories, live in the hope that a major star will play their esoteric stuff. Kagel got lucky. He ran into the French pianist Alexandre Tharaud, a Chopin specialist who is not afraid of novelty or things go bump on the floor. Among other delights on this thrillingly wacky album is a work for metronome and piano and another, perversely, for three hands. I would have given the album five stars for the pleasure it has give me, but for a sudden anxiety that men in white coats might come to drag me away for liking such forbidden stuff.


Jeg må vist også til at finde schlagerne frem, ellers kommer vognen nok. Og jeg kan jo ikke bare regne med at det er Zig i de hvide kitler.

[music4life]

Hvad er dette for et stykke klassisk musik ?

Kom frisk

http://www.youtube.com/watch?v=LXZkSj0Lx9s

[macwerk]

... Og så har jeg sandelig nået de første 6 strygekvartetter af Holmboe med Kontrakvartetten. De fortjener en repeat i morgen.

Endelig er det blevet min tur. LP'erne (KBH SQ på Fona) dukkede op allerede onsdag, men først her til aften har jeg fået tid til at høre de fire jeg ikke kender i forvejen. Jeg startede for få minutter siden med 2'eren og sidder allerede med et stort smil på  

[HANSI]

@ music4life

Det var ikke vidt mange forsøg på et svar til dig indtil nu.
Måske fordi der under Itunes stod at det var "Eilt ihr angefocten seelen".

Men ingen skal spørge forgæves om Bach.
Og det lød da osse som Jvar det hannespassionen 2. del (Bachfortegnelse 245), den bemeldte arie - det selvom optagelsen var elendig, en mezzo der synger en basarie og et kor der var forkølet og kun havde fået en mikrofon til deling.

Nå, damen sang dejligt og koret svarede wohin? wohin ? som de skulle.
Måske var det Marie Stader?