Hvilken klassisk musik, lytter du til

[SES.]

Her kan man forstille sig et gadebillede for 160-170 år siden. Kirkegård, Grundtvig og HCA spadserer frem og tilbage. Musikken til scenen var allerede skrevet af Haydn, symfoni nr 22, her spillet af et team usædvanlige herlige musikanter.



om filosoffernes tanker er med i næste plade, ved jeg ikke. Filosofi var slet ikke fremmed for naturmennesket Mahler.

[Encore]

Das klagende Lied er et fint værk, sikkert ikke dårligt med Chailly. Det er længe siden jeg har hørt min version med Haitink og Concertgebouw på Philips.

Jeg har lige downloaded denne hos Hyperion:

Dejlig musik, som jeg ikke kendte. Indspillet i god og naturlig Hyperion-lyd (læs: dejlig musikalsk og ikke kunstig luftig).

[SES.]

Ugens CD er som tidligere nævnt Carl Nielsens klavermusik indspillet af Christine Bjørkøe. Nedenstående anmeldelse i Politikken er særdeles præcis, og det er herligt at få redegjort for den røde tråd mellem de to. Og et fint portræt af Nielsen som pianist eller rettere hans format i klaverkomposition.

http://politiken.dk/kultur/musik/anmeldelser_klassisk/ECE600723/foelsomme-klaverhaender-forloeser-carl-nielsen/

På JPC.DE koster de 2cd'er 10euro.

[SES.]

Min manglende aktivitet betyder ikke at jeg ikke hører musik i den pragtfulde sommervarme. Og da nu søstertråden ”Hvad hører du nu ”strejfer” Davis, Coltrane, Mullard og lignende klassikere, vover jeg også at gentage mig selv.

Mine musikdage i øjeblikket koncentrerer sig om en komponist om dagen – og nogle dage ryger næste dag med.

Min Debussy dag indeholdt følgende indslag:

Cellesonaten:


Nocturnes:


en masse klavermusik:
Arabesques
Suite bermasque
Pour le piano
+ en masse andre herligheder


og La Mer:


Rigtig god dag - selvom ingen af pladerne er deciderede referencer, så er de gode nok til at være det.  

[Encore]

Denne kan stadig fås på eclassical med 30 % rabat, og den kan anbefales:

http://www.eclassical.com/labels/bis/the-red-violin-concertos-by-corigliano-kuusisto.html

Det samme kan denne, som også er med 30 % rabat:

http://www.eclassical.com/composers/kuusisto-ilkka/kuusisto-orchestral-works.html

Førstnævnte skal lige ha et par lyt før den åbner sig. Sidstnævnte er lettere at gå til. Svært at forklare hvad det er for noget musik, så gi det et prøve-lyt på eclassicals site.

[macwerk]

... Pour le piano
+ en masse andre herligheder

God ide, jeg lægger ud med Walter (en af mine favorit lp'er):

[SES.]

2013 ser ud til at blive et år i mono. Små og store ting er slidt på forstærkerne så der næsten altid er en i stykker.
Heldigvis er den en MONO knap på forforstærkeren, så musikken spiller stadigvæk. Sådan er det nu også igen, igen.
Nå ingen beklagelser, Manley mono er vore ører bedre end det meste. Det hele bliver mere intimt, og ørerne bliver et par millimeter længere, sanserne skærpes. Det sidste er vigtigt eller vigtigst i al musiklytning, det vante bliver hurtigt en tilbagelænet hovedpude. Stor vellyd kan også blive en vane, alt lyder simpelt hen fantastisk. Og så hører man fantastisk lyd uden at høre hvad musikerne trods alvorlig manipulation fra producerne egentligt faldbyder til ens sjæl – og i dag – for næsten ingen penge.
Så det reducerede anlæg byder sig til med nye oplevelser.

Jeg mener at huske at have rost Martha Argerich og vennernes Lugano udgivelser fra 2011 og 2012 til mindst skyerne. Nu er 2012 på gaden, 3 Cder til små penge, 3 Cder med musik i himmelske højder. Måske er det så enkelt som at sige at denne lille boks (+ de andre) er musik valgt og spillet med hjertet. Og at dem der spiller ingen problemer har med sjove noder, rytmer. De nyder det, jeg tror faktisk at de har fantastisk, men det er ikke så indforstået at det ikke kommer videre. Tværtimod, det ryger lige i plet. Programmet er velkendt musik, både originalt og i nye versioner, og der er garanteret også noget man aldrig ville komme til høre hvis ikke man glæder sig selv med denne boks.

Og kun en ting mere. 1. CD åbner med Mozarts sonate K381 for 4 hænder. Ja – jeg har Richter og Brittens udgave. Her er det Argerich og Pires der spiller, og de giver ikke nogen rabat til de gamle. Fryd.

[SES.]

Her er tre genier.


Ham der ikke ses har taget billedet (Eric Satie), billedet er taget i 1910. Det er næsten krænkende at tænke på hvilke fyrtårne, murbrækkere og sjove tænkere der var for 100 år siden. I dag er vi blevet en 4-5 milliarder flere på kloden men der er ingen bannerførere til fremtiden.
Det må være den smukke morgensol der forvirrer mig. Men Debussy har fødselsdag, så mit lille stykke på klaveret bliver ”pigen med hørhåret”. I må nøjes med Michelangeli



Celi fortsætter festen

[SES.]

Her er en af de bedre ideer til at realisere et nyt album. Temaet er Benny Goodman og den del af hans liv og musikliv, der omfattede venskaber til tidens komponister. Alle disse værker er dedikeret til ham.
Ideen synes rigtig god, og da kvartetten af musikere som kreerede ideen er  i stand til at fuldbyrde ideen. Klarinettister har grund til at være Goodman taknemmelig for det reportoire som sidste århundredes store komponister lavede til ham. Endvidere er alle værker bare toppen.  

Kvartetten er:
Julien Herve', clarinet
Jean-Hisanori Sugitani, piano
Maud Lovett, violin
Ying Lai Green, double bass

Alle 4 i topform, og hovedpersonen klarinetten er fantastisk. Optagelsen matcher perfekt de fantastiske klange.

Værkerne er af:
Francis Poulenc, Leonard Bernstein, George Gershwin, Igor Stravinsky, Morton Gould og Bela Bartok.

En plade med stor fremtid i CD spillen.

(Glæder mig til i løbet af 10dage   ??? at høre den i stereo).

[SES.]

Første gang i meget lang tid hvor gråt vejr og regn gør det lidt uinteressant at plante mælkebøtter og klappe frøer.
Det betyder jo at indelivet med plader, cd, anlæg og bøger bliver daglig aktuelt. Sagt på en anden måde musiksæsonen starter for alvor.
Jeg afventer min åbningskoncert til stereoen er på plads om ??? dage. Så der tid til at planlægge en så vigtig aften.

Appetitvækker:
Beethovens overture ”Athens ruiner” og 5. klaverkoncert med Yefim Bronfman og Andris Nelsons og Concertgebouw. Suverænt.



Hovedværket:
Beethovens mærkeligste af mærkelige værker er Missa Solemnis. Enten på CD/LP med Otto Klemperers gamle uovertrufne indspildning. Eller denne nye DVD med Harnoncourt, han har heldigvis lagt sine barokunoder (stop/go) på hylden, og står i spidsen for en uforglemmelig opførelse. Marlis Petersen, Elisabeth Kulman, Werner Güra, Gerald Finlay og Concertgebouw er blændende.

[SES.]

Har helt glemt at gøre opmærksom på denne CD som følger BBCs musikmagazin for september. Bladet kan måske findes endnu i f.eks. Seveneleven på banegårde. Jeg snuppede den sidste i Odense i sidste uge.

Nærmest vel helt uundværlig for klaverentuisiaster

Lebrecht skriver om CD'en




One spring Saturday in May 1982, remembered by witnesses as if yesterday, the most famous living pianist gave his first recital in Europe for 31 years. Vladimir Horowitz had been acclaimed as a phenomenon when he escaped Communist Russia, aged 22, in 1925. A pianist with a pinpoint tone and a technique before which Rachmaninov himself paled, he conquered the world’s concert halls, married Toscanini’s daughter and was lavishly wooed by record labels.
No-one, however, owned Vladimir Horowitz. His sensibility was so particular that he never rose before lunchtime, ate steamed fish, and played recitals only at four in the afternoon. His long absence from Europe was due to periods of mental instability and hospitalisation. Few who attended the RFH in May 1982 had ever heard him live before.
The release of that recital, as the cover-mount of BBC Music magazine’s September issue, is momentous. The opening notes of a Scarlatti sonata demonstrate that this was a pianist who interpreted music from within a bubble of impermeable subjectivity, oblivious to precedent and expectation. Horowitz perceived no barrier between the early classicism of Scarlatti and Scriabin’s crackpot modernism: both were music to his soul. He played Schumann’s Scenes from Childhood with an infant-like innocence and Rachmaninov’s second sonata with a profound, empathetic loneliness.
The recorded sound, a shade indistinct, is no harsher than his New York studio sessions, and the remoteness of the applause underlines a perceptual distance between Horowitz and the rest of us. Only in his final DG recordings, taped in his own home, does Horowitz permit intimacy. No piano lover can afford to leave this disc unplayed.

[SES.]

Livet går langsomt meget hurtigt. Som ART skriver i den livgivende tråd ”Hvad... ” så er 30 år kun nogle måneder. I hvert fald er det sådan jeg har det, også med plader. Plader jeg købte dengang står stadig som nyindkøbte i  min hukommelse. Og jeg ærgres eller bedre muntres over at disse tilsyneladende gamle skiver nu genudgives som historiske og snart antikvariske.
Men musik anderledes end alt andet, Når jeg sætter en Klemperer, Richter, Lester Y, Miles D .. plade på (fortsæt bare listen, de første tusinde musikere kommer lige ad sig selv).
Så er musikken i nutid, selvom den er optaget og spillet i datid. Det er dog ikke alle der kunne det eller gør det. Nogle plader når kun nogle minutter før de smides ud, og i musikkens verden er det en god ting. På det jævne, på det jævne, er ikke en sang at huske eller gemme på. Over and out.
Derfor er livet foran stereoen ganske aktivt, selvom motionen kun sker i ørerne, og helst også i de indre modtagestationer.
Måske er ”memory are made of this” musikkens vældige styrke, selvom jeg snart kan synge alle Beethovens hovedværker udenad, forsvinder magien ikke, jeg har slet ikke fanget det hele endnu.
Jeg er nød til at revidere med stille nynnen med, jeg troede jeg kendte vejen, det gjorde jeg ikke.

Her en ny magisk Mahler 4. Jeg er stadig så grøn at jeg tror jeg engang får den ultimative at høre. Maazel, Abbado, Bertini, og nu Chailly har nu ellers gjort det mere end hvad man bør kunne forvente.

Sådan har jeg det i øvrigt med Mozart, one day ….

[Encore]

Livet går langsomt meget hurtigt.

Like  

[SES.]

Slapper af – musikken tilpasses lidt.

Beethovens 4. klaverkoncert med Till Felner er ikke ren afslapning, men den er meget intens og pianisten har investeret meget i sin opfattelse af værket. Tilmed en utroligt fin optageslse, så Nagano's særdeles præcise orkesterdirektion står helt klar. En fin udgave at sætte ved siden af Wilhelm Kempss og Andras Schiff.


Eine kleine nachtmusik er 3 af Bach's partitaer spillet af uforlignelige Richardt Goode.


Bach spiller altid på de bedre strenge i mig, så måske er jeg venlig i morgen.

[SES.]

Nå må vist hellere til at høre lidt musik. Efter nogle hyggelige sidesteps til teenagetiden og endnu før, er jeg i gang med at lære/lytte til en 9 symfoni komponist som jeg slet ikke har hørt før, Kurt Atterbergs navn kender jeg dog fra lidt vokalmusik, men hans 9 symfonier slet ikke. Det bliver der nu rådet bod med denne æske fra CPO.



Det er særdeles god musik, og utrolig varieret fra værk til værk. Stærke melodi linier og suveræne spændende orkestreringer. Jeg er snart halvvejs igennem æsken, og keder mig ikke et øjeblik. Der er stærke momenter der fanger og som blødes lidt af svensk melankoli.

Neeme Järvi indspiller også symfonierne pt., men Rasilainens versioner er særdeles gode, og kan fås enkeltvis. Og JPC har tit deres eget mærke CPO til fine priser.