af Peter Steffensen » tors aug 08, 2013 07:27
Nu er der jo ingen officiel definition af begreberne Makrosynamik og Mikrodynamik i den forstand, at man kan slå ordene op i Nudansk Ordbog. Dermed har begreberne nok forskellige betydninger i forskellige miljøer.
Indenfor hifi-anmeldelsernes verden blev begreberne oprindeligt introduceret i DK af det danske tidsskrift High Fidelity og især brugt af Pick-up og kabel anmelderen K.S. Møller. Jeg har kendt ham gennem mange år og fået adskillige demonstrationer, som illustrerede forskellige aspekter af hvad Makro- og Mikro-dynamik er. En anden ting er så at lykkedes med at forklare det med ord, men jeg prøver alligevel:
Makrodynamik er et anlægs evne til at gengive de større dynamiske udladninger i musikken - ikke nødvendigvis af en størrelsesorden, hvor man nærmer sig fuld udstyring, men blot en markant transient fra et enkelt instrument eller en markant udladning fra flere instrumenter på én gang. Problemer med gengivelse af Makrodynamik kan være for sløv start af transienten, komprimering af topniveauet eller manglende evne til at stoppe bagefter. Sidstnævnte giver dårlig "intertransient stilhed" - dvs. at eftersving på transienten slører den information i lydsignalet, som måske nok blev overdøvet af transienten mens den var der, men som det burde have været mulig at høre efterfølgende, hvis tingene havde stoppet korrekt.
Mikrodynamik handler ikke om gengivelse af "mindre" transienter. Faktisk handler det slet ikke om dynamik i den "bum-bummelum"-betydning, som vi oftest tillægger ordet. I stedet handler det om et anlægs evne til at gengive meget små ændringer i niveau. Der er i ethvert anlæg en vis mængde grundstøj og makrotransient eftersvingning, som alt sammen overlejrer det indspillede musiksignal. Nogle af de meget svage lyde i en optagelse vil derfor kunne blive overdøvet (maskeret), så at man kun hører lyde, der befinder sig på et kraftigere niveau. Da støj kan være fordelt forskelligt udover det hørbare frekvensspektrum, kan maskeringen være mere udtalt i f.eks mellemtonen end i diskanten. Lydmæssigt optræder begrænsninger i mikrodynamikken f.eks således: En solo- violin, der lyder for glat eller glasagtig i stedet for at blive gengivet med flere klanglige facetter. Eller en trompet der er lidt skarp og primært lyder af horn og ikke så meget af den luft, som blæses igennem den.
Mikrodynamik er en svær disciplin at få anlægget til at mestre. Men det er samtidigt det der gør at musikken lyder ægte og detaljeret og som skal være i orden, hvis man ikke hurtigt skal rammes af lyttetræthed.