makrodynamik og mikrodynamik

[Kim Olsen]

Dynamik er som bekendt forskellen mellem laveste og højeste lydtryk i nummeret, det er hvad de fleste vil betegne som makrodynamik, eller den overordnede dynamik i nummeret, altså forskel. I den klassiske verden er der flere gradbøjninger af det, typisk pianissimo (der også findes i en endnu mere stille form) til fortississimo, altså at en del af et nummer skal spilles lavt *(blødt) og noget andet meget, eller meget meget (endnu mere end meget) højt.

Mikrodynamikken er den dynamiske forskel på enkeltinstrumenter, eller enkelte passager, typisk forskellen i hvor hårdt en trommeslager slår på trommerne, eller at en basspillers anslag på strengene ændre sig alt efter hvor i nummeret man er.

Det lyder måske som en forslidt hifi floskel, men har man selv prøvet at spille akkustisk musik, så giver det rigtigt god mening. Mikrodynamikken har naturligvis ikke samme skala at holde sig på som den samlede dynamik, men med tilpas godt anlæg kan man - nemt - høre forskel på om anslagene på bas eller tromme er pianissomo eller fortissimo om man vil, eller på godt dansk, om man spiller forsigtigt eller giver den fuld gas (selvom det vel teknisk set så er fortississimo, det er ikke et område hvor jeg er specielt kyndig).

[Peter Steffensen]

Nu er der jo ingen officiel definition af begreberne Makrosynamik og Mikrodynamik i den forstand, at man kan slå ordene op i Nudansk Ordbog. Dermed har begreberne nok forskellige betydninger i forskellige miljøer.
Indenfor hifi-anmeldelsernes verden blev begreberne oprindeligt introduceret i DK af det danske tidsskrift High Fidelity og især brugt af Pick-up og kabel anmelderen K.S. Møller. Jeg har kendt ham gennem mange år og fået adskillige demonstrationer, som illustrerede forskellige aspekter af hvad Makro- og Mikro-dynamik er. En anden ting er så at lykkedes med at forklare det med ord, men jeg prøver alligevel:

Makrodynamik er et anlægs evne til at gengive de større dynamiske udladninger i musikken - ikke nødvendigvis af en størrelsesorden, hvor man nærmer sig fuld udstyring, men blot en markant transient fra et enkelt instrument eller en markant udladning fra flere instrumenter på én gang. Problemer med gengivelse af Makrodynamik kan være for sløv start af transienten, komprimering af topniveauet eller manglende evne til at stoppe bagefter. Sidstnævnte giver dårlig "intertransient stilhed" - dvs. at eftersving på transienten slører den information i lydsignalet, som måske nok blev overdøvet af transienten mens den var der, men som det burde have været mulig at høre efterfølgende, hvis tingene havde stoppet korrekt.
Mikrodynamik handler ikke om gengivelse af "mindre" transienter. Faktisk handler det slet ikke om dynamik i den "bum-bummelum"-betydning, som vi oftest tillægger ordet. I stedet handler det om et anlægs evne til at gengive meget små ændringer i niveau. Der er i ethvert anlæg en vis mængde grundstøj og makrotransient eftersvingning, som alt sammen overlejrer det indspillede musiksignal. Nogle af de meget svage lyde i en optagelse vil derfor kunne blive overdøvet (maskeret), så at man kun hører lyde, der befinder sig på et kraftigere niveau. Da støj kan være fordelt forskelligt udover det hørbare frekvensspektrum, kan maskeringen være mere udtalt i f.eks mellemtonen end i diskanten. Lydmæssigt optræder begrænsninger i mikrodynamikken f.eks således: En solo- violin, der lyder for glat eller glasagtig i stedet for at blive gengivet med flere klanglige facetter. Eller en trompet der er lidt skarp og primært lyder af horn og ikke så meget af den luft, som blæses igennem den.
Mikrodynamik er en svær disciplin at få anlægget til at mestre. Men det er samtidigt det der gør at musikken lyder ægte og detaljeret og som skal være i orden, hvis man ikke hurtigt skal rammes af lyttetræthed.