af Peter Steffensen » tors jun 26, 2014 05:15
Hvis jeg skal bakke Kenneth op med en mere præcis forklaring, så overfører en ikke-pakke-baseret optisk forbindelse både data og clock. Elektrisk støj i afsender apparatet giver fase-støj på clock-signalet (samme som jitter, men anskuet som sidebåndsfrekvens-støj) og selve den optiske transmitter lægger endnu mere oveni. Når clocksignalet modtages i den anden ende af kablet, lægger den optiske receiver så yderligere fasestøj på clocken. Selv om clock-signalet herefter i modtager-apparatet renses for fasestøj inden det føres videre til dac-kredsløbene, så er støjen nu engang kommet ind i kredsløbene og er tilsyneladende svær at spærre for. Højfrekvensstøj er generel noget lort, da det finder alle tænkelige veje væk fra hvor det er kommet ind.
Og så kan man jo fornuftigt nok spørge: kan man virkeligt høre sådanne småtterier i et digitalt system?
Tja... Jeg deltog forleden i en lytning på tre femto-clock'er i en diy-DAC. To ovn-stabiliserede og en alm. højpræcis type. Fasestøj karakteristik blev målt på alle tre og alle kurverne lå meget lavt i niveau (omkring 100 dB nede) og spredningen på kurveforløbene var ret beskeden. Alligevel var der markant forskel på lydkvaliteten fra clock til clock. Det er jo tankevækkende, at så små målbare forskelle er så hørbare. Men det kan på den anden side lede frem til, at man virkeligt bør tage støj i et digitalt system seriøst.