RAMMA skrev:
Jeg støtter 100% op om de konklusioner Jacobsen har om de nye indspilninger fra minimum de sidste 10 år, det er kort sagt noget gennemført crap og lyder derefter, jeg er ligesom ham både sur og skuffet over det makværk som der producers idag, man skal være mere end almindeligt tolerant for at kunne udstå bare 5 min af det "lort", jo bedre anlæg jo mere tydeligt bliver det hvor ringe de producerer idag.
Paradoxet er at hvis man bruger de tidstypiske all in one Bluetooth anlæg, så lyder det såmænd ganske fornuftigt for musikken er jo lige netop produceret med henblik på lige netop den type anlæg som står i 95 % af alle hjem .
Hvordan nogen kan mene og tro at det lyder fremragende på det dyrt indkøbt udstyr er mig en gåde, er det fornægtigelse af sandheden, eller ?
Personligt bruger jeg ikke så meget som en bøjet 5 øre på det lort, længere er den ikke.
Hvad andre måtte bruge deres penge til og er villige til at acceptere, vil jeg ikke blande mig i, det er jo en personlig beslutning.
Det er min mening om den sag" like it or not "
Langt hen ad vejen kan man jo kun være enig i, at det meste musik der produceres nu om dage, er i en jammerlig kvalitet.
Det jeg bare gerne vil bemærke, at sådan har det altid været.
Andelen af godt produceret musik er IMO nogenlunde konstant.
Det der IMO er forskel på er, hvor meget det kan lykkes at manipulere med tingene.
I vinyldagene kunne man på maxisingler lave særligt komprimerede og "Hot Cut" udgaver af musik, som også var udgivet på f.eks. LP.
Jeg glemmer da ikke den dag, jeg plaskede en maxisingle med Gloria Gaynor´s "I Will Survive" på min pladespiller. Jeg havde LP pladen, men for hunden da, hvor var maxién loud.
Det kunne man ikke gøre på LP udgaven, fordi så var der ikke plads til de øvrige numre.
Så allerede dengang pegede det i retning af, hvad vi står midt i nu.
Men det segment hvor det er værst, er jo populærmusikken, og det er godt nok sjældent, at lige præcist den slags har været spændende indspillet.
Der var nogle få bands, som tydeligvis gik op i lydkvalitet, men der var langt imellem dem.
Jeg kan nævne en lille række fra gamle dage f.eks. Little Feat, Pink Floyd, Alan Parsons, Dire Straits, Steely Dan, FleetwoodMac, Mike Oldfield m.fl.
Der var lydkvaliteten en del af udtrykket, men det mere mainstream var altså lige så ringe, som det plejede at være.
Der kom så nogle breakthroughs igennem tiden, jeg kan nævne Jennifer Warnes "Famous Blue Raincoat", Roger Waters "Pro´s and Cons of Hitchiking", "Radio Kaos" og senere "Amused to Death", men de var enlige svaler.
Tidens helt store rockbands som f.eks. U2 er noget klamphuggeri at lytte til.
Så det man må sande er, at der er nogen der kan og vil, og så er der resten, og sådan mener jeg altid det har været.
Vender man sig imod det klassiske, så er der en forskel i udviklingen, fordi antallet af udgivelser af klassisk er faldet med rekordfart.
Før i tiden fandtes der ustyrligt mange labels, som allesammen byggede deres repertoire op omkring et bestem orkester, og ofte også omkring en bestemt lokation.
Som eksempel kan nævnes Philips med Royal Concertgebouw Orchestra, DG med Berliner Philharmoniker, EMI Academy of Saint Martin in the Fields osv.
Der var mange forskellige, og de skulle allesammen skabe et grundrepertoire, som bestod af de bedst sælgende komponister, dirigeret af den bedst kendte dirigent.
Og som den tekniske udvikling skred frem, blev optagelserne bedre og bedre. Den analoge storhedstid for det klassiske kulminerede engang i 70érne, og der var antallet af udgivelser også meget stort i forhold til i dag.
Efter den tid kom digitaliseringen af den klassiske musik, og modsat hvad mange tror, så skete den meget tidligt. Telarc var nok den mest prominente af de første, ganske vist blev det udgivet på vinyl, men optagelserne var digitale. De blev hurtigt efterfulgt af Decca, Denon og mange andre.
I den periode konsolideredes pladeselskaberne, det ene slog sig sammen med det andet og vise versa. Antallet af udgivelser faldt stille og roligt, men der kom enkelte lyspunkter. Et af dem var Denon, som i sidste halvdel af 80érne og op til omkring 97-98 udgav i meget flot kvalitet.
De skabte også i den periode grobund for flere der senere blev superstjerner hos DG.
Og DG er så en af dem der stadig findes, det de udgiver har i mange år været liveoptagelser, som desværre netop pga. live elementet er af en særlig karakter, som ikke er særlig attraktiv på et anlæg.
De fleste af dem der faktisk gjorde det godt med klassisk musik, er holdt op med det pga. manglende afsætning. Interessen er desværre skrumpet til et niveau, hvor kun meget få selskaber kan få forretning ud af det, og de foretager for det meste liveoptagelser at no cost, og deler så udbyttet med orkesteret.
Når man så prøver at streame klassisk musik, så opdager man med det samme, at det oftest er meget gamle og ukendte optagelser, som streamingselskaberne tilbyder. For det meste lyder de frygteligt.
Summa sumarum så er det IMO business as usual for pop og rock folket, der er som sædvanlig en lille del af det hele, som der er gjort noget ud af.
For klassikomanerne ser det værre ud, de er nødt til, at vende blikket lidt bagud, hvis de vil have fornuftig lyd, idet de tidligere "ædle" labels er lukket. Telarc og Denon eksisterer ikke mere, og nu er verden omtrent delt mellem Universal, Warner og Sony, som tilsammen ejer de fleste labels, og lukker dem efter behov.