Dit seneste musikkøb!

[Analogueman]

Jamen, hun synger da så nydeligt ... og ser såmænd også sådan ud

[Analogueman]

Indkøbsstimen fortsætter

The National - Sleep Well Beast
Black Country Communion - BCCIV
The War on Drugs - A Deeper Understanding

Indkøbt hos RecordPusher i Odense. Værd at besøge, men man skal lige tage en dyb indånding og forcere udgravningerne i bymidten for at nå frem (og så er det altså ikke værre ).

The National har jeg fulgt siden deres første udgivelse, og de laver intens rock-musik, men lyder alligevel som om de aldrig har travlt. Deres seneste udgivelse var måske lidt for sikker, men her er de tilbage i storform med en lidt mere "vovet" stil, hvor de tør åbne musikken med mere markante synth-flader og indslag af electronica. Skænk en stor whisky og slyng den langsomt rundt i glasset, mens du lader musikken synke ind.

Black Country Communion er supergruppen, der er garant for at løfte arven efter Led Zeppelin, Deep Purple og andre bluesinspirerede grupper, der dyrkede den tunge rock i begyndelsen af 1970erne. Stilen er tung (men ikke heavy), mørk og alvorlig, men båret af stærke melodier og rock-musikere, der kan deres håndværk bedre end de fleste og fortsat formår at levere det med nerve og autoritet. Glenn Hughes er med rette "The Voice of Rock", og det er lettere uforståeligt for mig, at man som 66 årig fortsat kan have sådan en stemme.

The War on Drugs er svære at sætte i bås. Jeg vil sige, at de spiller amerikansk "heartland rock" med inspirationskilder som Bob Dylan, Tom Petty, Neil Young, Bruce Springsteen og John Mellencamp. Deres nyeste udspil er måske ikke helt så musikalsk interessant som forgængeren Lost in the Dream, men vinder til gengæld på klarhed i produktionen. Melodierne er (fortsat) stærke, og de musikalske kvaliteter er blevet så meget mere åbenlyse, nu hvor man ikke længere skal kæmpe sig vej gennem tidligere tiders ujævne og low-fi lignende produktion. Det er musik til landskabspanoramaer, åbne vidder og et lille stik af smerte eller melankoli i hjertet.

[Ritchieblackmore]

Det kan godt være at jeg skal investere i den nye Black Country plade. Har 2 af de foregående. Det er ok, men jeg må indrømme, at jeg ikke synes Joe Bonanassa passer ind her. Han spiller fremragende blues, hans guitartalent er indiskutabelt, men jeg hører ham ikke som en specielt god rockguitarist. Smag og behag, men jeg føler lidt det ødelægger de foregående skiver. Det kan så være udtrykket er anderledes på den nye?

[Analogueman]

Så tror jeg, du vil blive lige så skuffet som ved de forudgående udgivelser. Konceptet er det samme, og jeg kan ikke høre nogen ændringer i Bonamassas spillestil.

Jeg forstår måske, hvad du mener ... men er nok ikke der, hvor jeg mener, at det decideret ødelægger musikken. Bonamassa virker til tider lidt for pæn, men jeg synes egentlig, at selskabet med en "beskidt" rocker som Hughes har givet ham et skub i retning af en mere aggressiv stil.

Men nej, rigtig "dirty" bliver det aldrig, hvilket musikken godt kunne have klaret.

Jeg vil dog gerne kunne spille guitar, som Bonamassa kan

[Gekkofinger]

Indkøbsstimen fortsætter

The National - Sleep Well Beast
Black Country Communion - BCCIV
The War on Drugs - A Deeper Understanding

Indkøbt hos RecordPusher i Odense. Værd at besøge, men man skal lige tage en dyb indånding og forcere udgravningerne i bymidten for at nå frem (og så er det altså ikke værre ).

The National har jeg fulgt siden deres første udgivelse, og de laver intens rock-musik, men lyder alligevel som om de aldrig har travlt. Deres seneste udgivelse var måske lidt for sikker, men her er de tilbage i storform med en lidt mere "vovet" stil, hvor de tør åbne musikken med mere markante synth-flader og indslag af electronica. Skænk en stor whisky og slyng den langsomt rundt i glasset, mens du lader musikken synke ind.

Black Country Communion er supergruppen, der er garant for at løfte arven efter Led Zeppelin, Deep Purple og andre bluesinspirerede grupper, der dyrkede den tunge rock i begyndelsen af 1970erne. Stilen er tung (men ikke heavy), mørk og alvorlig, men båret af stærke melodier og rock-musikere, der kan deres håndværk bedre end de fleste og fortsat formår at levere det med nerve og autoritet. Glenn Hughes er med rette "The Voice of Rock", og det er lettere uforståeligt for mig, at man som 66 årig fortsat kan have sådan en stemme.

The War on Drugs er svære at sætte i bås. Jeg vil sige, at de spiller amerikansk "heartland rock" med inspirationskilder som Bob Dylan, Tom Petty, Neil Young, Bruce Springsteen og John Mellencamp. Deres nyeste udspil er måske ikke helt så musikalsk interessant som forgængeren Lost in the Dream, men vinder til gengæld på klarhed i produktionen. Melodierne er (fortsat) stærke, og de musikalske kvaliteter er blevet så meget mere åbenlyse, nu hvor man ikke længere skal kæmpe sig vej gennem tidligere tiders ujævne og low-fi lignende produktion. Det er musik til landskabspanoramaer, åbne vidder og et lille stik af smerte eller melankoli i hjertet.

God beskrivelse Analogmand...(undskyld med fransk gue)....du er jo nærmest poetisk. Det er der ikke meget af her, teknik plejer at tage overhånd! Jeg var nærmest ved at slynge kaffe ud af koppen! Men du har helt ret ang. de 3 bands; De har noget på hjertet, lidt nyskabende uden at være for meget. Fedt. Har selv været forbi et par dem på Tidal. The Nationals er mere min kop. Ikke i Odense med her i Vestsjælland.....det vilde vesten.....keep up the good work!

[Analogueman]

Tak

Og jeg skal nok blive ved med at skrive indlæg - det kniber noget så gevaldigt med at lade være.

Apropos forskellen mellem "analog" og "analogue", så er førstnævnte den amerikanske stavemåde, mens sidstnævnte er den britiske stavemåde. Da jeg er mest vant til britisk engelsk, så blev det "analogue"

[nilsvalla]

Men på den anden side, er ordet "analogue" ikke lidt svanset,
og lidt i modsætning til ordet "man"?
Nærmest et "oxymoron"  

[Gekkofinger]

Rolig nu Valla! Syntes at det ser lidt mere checket ud på british! I to skal da ikke bekrige hinanden. I er jo som teen-tøser bare i ser en 180 grams!

Dyrker lige pt på Tidal;

Chantae Cann - Sol Empowered

[nilsvalla]

Hvilken "180g" ?
Den du har fat i når du tisser ?

[Analogueman]

Nå, skal vi ikke bare holde os til vores musikkøb og nogle bemærkninger til musikken (hvorfor vi har købt, og/eller hvad vi synes om det, vi har købt) ...

[Gekkofinger]

"Landfall" med Kronos Quartet og Laurie Anderson. Sælsom blanding, men ret udfordrende!

[Analogueman]

Laurie Anderson ... hende havde jeg helt glemt. Må have 3 (måske 4) ældre plader af hende (plus Jean-Michel Jarres “Zoolook”, hvor hun medvirker med “vokallyde”).

Skal da lige give hendes nye et lyt (og den fås, naturligvis, på lp). Det lyder umiddelbart ganske spændende, at hun samarbejder med Kronos Kvartetten.

Tak for tippet  

[Gekkofinger]

Ja..."Zoolook" blev der syret meget ud til i midt 80érne!

[nilsvalla]

Fik min første indføring i "blues for stryger" ( ) med:
Kronos Quartet, In formation (Ref.Rec-1982)

[nilsvalla]

Så skete det.
For første gang i omk 20år, har jeg købt en Rock-nyudgivelse på vinyl, på opfordring af min søn.
Calvin Harris, "Funk wavbounces vol.1" (columbia 2017)
(dobbelt-album. 45omd)
Hvis ikke jeg i forvejen havde en hørenedsættelse på størrelse med en Gekkofinger, så fik jeg det ihvertfald efter gennemspilning.
Bassen, fra denne plade, er intet mindre, end voldsom. Men det ikke en plade man køber til nydelse af billedsætning, det hele lydder, til at foregå inden for 1m dybde (ha-ha)
Pladekvalitet forøvrigt helt i top. Coveret derimod, flosset i bagkanten, lige præcis der, hvor tittel og plade-nr er indtrykt, ØV