Selve artiklen er en journalists nedkogning af hvad jeg sagde i et timelangt interview, og jeg har fået mulighed for at gennemlæse og korrigere artiklen før publicering. Hvis man tolker meget stramt på det skrevne så er der ingen tvivl om at mit egentlige synspunkt er mere nuanceret, og der er naturligvis mange detaljer som ville fremstå anderledes hvis jeg selv havde skrevet artiklen. Men overordnet synes jeg godt jeg kan stå inde for pointen i artiklen - streaming har potentialet til at være bedre - men det er bare ikke altid at dét potentiale realiseres.
Artiklen er en del af en længere artikelserie om vinyl. Der er ingen tvivl om at journalisten henvendte sig til mig med en forventning om at få et modsatrettet synspunkt, efter en række artikler der forherliger vinyl, fordi jeg arbejder for en producent af højttalere med digital teknik indbygget. Det fik han så ikke, for mit synspunkt er meget mere nuanceret end at A er bedre end B.
nilsvalla skrev:Otto lægger meget vægt på de 768000 aflæsninger/sek, digi nu er oppe på, næsten som hele lydbølgen.
Jeg lægger ikke "meget vægt på" den digitale opløsning, det var såmænd bare en henkastet bemærkning - dét der var min væsentligste pointe, var at vinyl KAN være bedre og ofte er det - men at det primært skyldes at vinyl ofte baseres på en bedre master end de digitale versioner - hi-res eller ej. Og derfor, hvis du vil høre den bedste version af et givent nummer, kan det sagtens være at du i praksis skal have vinylen. Men - i de fleste tilfælde skyldes dét at den digitale version du i praksis har adgang til, ikke udnytter det digitale formats potentiale. Ikke at vinyl som format er bedre.
nilsvalla skrev:Men, hele lydbølgen, er vel hvad det analoge har fat i (plus/minus men proportionelt) ?
Den formentligt mest kontroversielle (for vinyl-fans) del af mit argument er sådan set at ovenstående er lodret forkert. Dét der kommer ud af en digital kilde, er lige så analog lyd som dét der kommer ud af en analog kilde. Der kommer ikke trappetrin ud af en digital kilde. Der kommer en analog kurve. Og dén analoge kurve er oftest tættere på den oprindelige analoge kurve (hvis der overhovedet har været sådan én, hvilket der i meget musik ikke har - men det er en anden snak), end den analoge kurve der kommer ud af en pladespiller. Hvis du rent faktisk vil have "hele lydbølgen", så skal du netop IKKE bruge vinyl. Det er ikke et argument imod at bruge vinyl - som skrevet ovenfor, så er vinyl i praksis ofte (muligvis endda flertallet) den bedste version i praksis. Men det er forkert at argumentere for at det skyldes at vinyl er tættere på kilden, fordi det er analogt. Dét at vinyl er rent analogt (i de ret få tilfælde hvor optagelsen ikke har været digitaliseret undervejs), har ikke ret meget med vinylens fordele at gøre. Når vinyl-fans argumenterer for at vinyl er bedst fordi det teknisk er bedre, så er de på vildspor.
Helt kort, så forholder det sig sådan med de digitale formater, at det rent faktisk er muligt at genskabe den oprindelige analoge kurve 100%. Og det behøver man ikke hi-res for. Selv med 16/44 vil du have bedre opløsning end med vinyl. Der argumenteres ofte for (blandt andet af mig selv, indtil jeg blev klogere) at de digitale "trappetrin" er for grove, og at man mister de små nuancer der ligger "imellem" trappetrinnene. Men som sagt, dét der kommer ud af D/A konverteren er ikke trappetrin, det er en analog kurve, som op til grænsefrekvensen (halvdelen af sampling frekvensen, dvs teoretisk 22 kHz på en CD, 48 kHz på et 24/96 hi-res signal) indeholder . Og hvis den analoge kurve indeholder information "imellem trappetrinnene", så er det fordi den indeholder information over grænsefrekvensen. Og hvis der er én ting vinyl aldrig vil kunne, så er det at levere højfrekvent information over 20 kHz...
Det er IKKE det samme som at alle digitale kilder er ens - men forskellen opstår primært under og efter konverteringen fra digitalt til analogt. Ikke i selve konceptet i at digitalisere signalet. Det handler med andre ord om kvaliteten af afspilningen - men det gør det jo i dén grad også for vinyl...