lydjørgen skrev:Så jeg mener lige så godt man kan forsøge at komme frem til et lydresultat som lyder som livemusik , og det høre man fra den allerførste takt, det er ikke noget man skal vende sig.
Men naturligvis bør man prøve at holde fejlprocenten nede.
Musikinstrumenter er ikke lavet for at torturere vores øre , men for at behage dem.
Anmelderen fra Stereophile skulle bruge flere dage på at vende sig til lyden fra Benchmark, sådan er det altså ikke hvis udstyret spiller "ægte" rigtigt og godt så er man straks hjemme.
John Atkinson tegner et billede af det dilemma man tit er i https://youtu.be/NdjO9ZIx8ag?t=2292
Ps Vi bør kunne diskuterer disse ting uden at nogle bliver fornærmede over at man eventuelt kritiserer det udstyr de har valgt, det er simpelthen for barnligt, det er også for barnligt at tro bare fordi man har købt og valgt noget udstyr , så er det straks et udtryk for det absolut ultimative i hi-fi.
Live musik? Uforstærket?
Atkinson påpeget jo netop at folk godt kan lide lidt anden harmonisk - hvilket jo netop fint forklare hvorfor rørforstærkeren og for den sags skyld pladespilleren stadig lever.
Når man opnår rigtige gode specifikationer på en forstærker, så begynder alle fejlene at vælte frem af højttaleren og rummet vi sidder i. Måske vi skal have hele pakken med, før vi bedømmer et system.
For jeg medgiver at hvis man forsøger at tvangsudjævne frekvenskurven med en DSP, så går det helt galt. F.eks har jeg hørt DEQX lyder ganske søvndyssende og komplet udynamisk - men fasen og frekvensresponsen var ret som en lineal. Men så er har man netop også fejlet. For pointen med en DSP er ikke at tvinge en jævn frekvensrespons igennem, hvis man ikke forstår hvad man kan rette med en DSP og hvad man IKKE kan rette. Det samme gælder en forstærker. Og forklare nok også hvorfor at nogle nyder deres rørforstærker - måske fordi deres højttaler ikke er helt efter bogen. Som Atkinson siger det - "nice". Og hvis man har en forstærker der afgiver lidt for meget "nice" faktor, kædet sammen med et par højttalere der tydeligvis er til den afdæmpede side - så bliver det nemt meget kedeligt at lytte på.
F.eks oplever jeg papirmembraner, med deres typiske store egendæmpning, som værende for kedelige, ingen gnist ingen åbenhed og klar gengivelse af små detaljer, som fingrene der glider og strengene og den hæse væsen af f.eks en saxofon. Og der er lige en anden faktor også. Mange ønsker jo ikke at høre instrumenter ved fuld realistisk volumen. De sidder jo og hygger med musikken på et langt lavere niveau end det virkelige instrument kan gengive. Så hvor ægte er det nu lige engang at mange ønsker det gengivet?