Gryff skrev:Meddle: Kanonfed plade
Highlights: 'One of these days', 'Fearless' og især 'Echoes' . Sidstnævnte fylder hele det, der var side 2 på den oprindelige LP. 'Echoes' er for mig det ultimative PF-nummer.
vilmann skrev:kibri skrev:Stod der "Pink Floyd" på "Amused To Death", var det nok deres bedste
Det er pudsigt... jeg kan ikke med den plade. Jeg kan sagtens høre den, men den keder mig noget så gudsjammerligt. Hvad er det jeg ikke forstår?
/vilmann
Bred enighed so far ..
vilmann - det er jo lidt svært at svare på, men det er nok det ærligste Waters der er udgivet. Det er bestemt ikke baggrundsmusik, men hårde facts der skal trække tårer. Kan vel ses som et totalteater, hvor lyd og musik er sammen om at trykke på følelserne. Det er ægte og faktisk en smule flabet til tider. Kald det et moderne protest- eller konceptalbum. Ikke altid kønt og smukt som en del PF-materiale (det ved jeg du ikke har problemer med) og det er heller ikke formålet.
Husker da den udkom - jeg var nærmest bange! ATD skulle gemmes og værnes om, kun frem når jeg skulle ruskes igennem. Har med tiden fået et mere "normalt" forhold til den...
Måske skal man ikke skal forstå den? Måske man skal bevare nysgærrigheden omkring den?
I hifi kredse er den populær grundet lyden og det sære Q-Sound mix, hvor der leges med fasen, så lyde og effekter vælter rundt i stuen/hovedet. Det er kun en lille del af kunsten og egentligt kun til at bakke det fortalte/sungne op.
Angrib den med et åbent sind og luk op for følelserne. Når det én gang er sket, bliver det svært ikke at gøre det igen.
At man kan få sig selv til at kalde den "Bored To Death", er over min forstand!
macwerk skrev:Relics var klart en af de mest spillede her i huset.
Håbede lige jeg skulle hjem og sætte "More" på, men den har jeg åbenbart ikke længere. Jeg kan ikke huske hvad, men der var et eller at hente fra den også.
Istedet har jeg nu sat "A Saucerful of Secrets" på. Se det er Pink Floyd
Og så lige en anbefaling af denne lille perle:
Kunstfilm om de swingende 60’ere i London med syret soundtrack af Syd Barrett og co.
Det inspirerende engelske orkester Pink Floyd samarbejdede i 1996 og 67 med fotografen Peter Whitehead om tilblivelsen af en lille kunstfilm, der skulle dokumentere starten på den psykedeliske kunstscene i det swingende London. Er man til syrede Pink Floyd-udskejelser fra dengang, Syd Barrett stadig besad sans og samling, skal dette værk ses, men krøller man allerede tæer ved tanken om to instrumentale eksperimenterende prog-rock-jams med en samlet spilletid på en lille halv times, kan denne udgivelse godt forbigås. Lyden er optaget ved bandets første indspilningssession og billederne er klippet sammen med optagelser fra kunsteventet 14 Hour Technicolor Dream, der fandt sted i 1967 og blandt andet tiltrak John Lennon som publikum og bød på en happening af en på det tidspunkt for ham ukendt kunstner ved navn Yoko Ono. Ekstramaterialet består af interview med hippsters som Stones-frontmanden Mick Jagger, skuespillerinden Julie Christie, billedkunstneren David Hockney og den senere så noble skuespiller Michael Caine, der fortæller om de spirende kunstbevægelser.
Af Lars Löbner Jeppesen http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=31645/artist_focus=22002
Måske man burde tage sig sammen og sælge hele baduljen, måske på nær Umma Gumma, det er den eneste jeg har haft fremme i dette århundrede
Hvor meget savner du More ?
Raskolnikov skrev:OK. Kan du sige lidt mere om Meddle?
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 2 gæster