hifihuset skrev:Det med de 40b/s opfattet i bevidstheden står nok stadig ved magt, men du (Superetik) skal nok lige tænke på at det ligger implicit i det med de 40b/s, at de er udtryk for det man får fat i/koncentrerer sig om. De resterende godt mio b/s fra alle mulige andre receptorer bliver kastet væk. De er opfanget af underbevidstheden, men de bliver ikke hentet op i bevidstheden.
Jeg er helt uenig.Men har nok ikke tydeliggjort det ordentlig. Tor Nørretraanders værk har jeg læst en enkelt gang for efterhånden mange år siden og sidenhen helt og aldeles afvist som det, du selv kalder populisme. Det hans budskab i den bog var, omhandlede entropi. Og jeg vil da mene, hans bog er blevet gennemhaglet så eftertrykkeligt op igennem 1990'erne. Men det var da en sjov lille bog.
Det afgørende er, som jeg opfatter det, (og jeg læner mig op af neuropsykologiske videnskabsgrene, som jeg finder langt mere i pagt med virkeligheden og benytter tillige forholdet mellem bevidsthed og underbevidsthed, som du også selv er inde på)) at det kan bevises videnskabeligt, at til enhver sansestimuli (f.eks. et bestemt stykke musik) aktiveres der en individuel aktivering af bestemte og unikke hjernesektorer og deres forgreningskompleksitet og dette kan bl.a. ses ved scanninger. Dette gør igen, at hjernen netop opfanger langt mere end de 40 b/s bedømt på hele det kompleks, der kan ses bl.a. ved benyttelse af Md og ct scanninger. Disse scanninger viser også, at 2 mennesker har et helt unikt mønster knyttet til samme stiumli, ergo er det klare forskelle i både kvatiteten som kvaliteten af det forgreningsnet, der bliver bragt ind ved perception.
Hvis man, som T.Nørretranders gør, forsøger at gøre alt op i, hvad vi sprogligt bevidst kan håndtere, mister man både dybden og mængden af informationskomplekset, vi perciperer , bl.a via aktivering af for os ubevidst sektorer i hjernen.
Jeg vedgår, at området er vanskeligt , men jeg fastholder 2 forhold, som væsentlige : den enkelte kan panorere over voldsomme mængder sansedata, der langt overstiger de 40 b/S, når der tages højde for, at der aktiveres sektorer i hjernen, der er fordannede til netop en bestemt type perception. Den del af den nye perception, der jo opleves på baggrund af den dannelse af strukturen, der har formet det neurale netværk historisk, kan enten søge at bygge videre ved f.eks. at forsøge at udvide det neurale netværk ved f.eks. at være ansporet af ønsket om yderligere forfinelse af f.eks. lytning af mozart. Det kan være , at der ønskes at "manipulere" med grænsen for, hvornår vi oplever forskelle og dette vil alt andet lige udvide det neurale netværk og dettes følsomhed i fremdrift.Det kan også gå tilbage, hvis den enkelte bliver "ligeglad"I sidstnævnte tilfælde "eroderes "den neurale forbindelse eller indgår uhensigtsmæssige connectioner, der f.eks. svækker graden af opmærksomhed på f.eks. selve lydkvaliteten.
hifihuset skrev:
Og det med at panorere over et spektrum, her er det nok lydspektrum du mener, det er da sikkert rigtigt, især hvis det gælder at vi har hørt CD en mange gange før. Jo flere gange man har hørt en skive, jo bedre kan man høre forskelle på lydene fra den, hvis man eksempelvis lige har købt en ny forstærker og lige skal høre hvad den kommer med af forskelle til det man havde før.
Nej.Jeg sigtede ikke til et lydspektrum på den måde. Det, jeg mente var, at selve panoreringsmuligheden sikrer, at det, det enkelte menneske har tillært sig via bl.a sansningen, uværgerligt fører til et bestemt "hjernebillede" og dermed inddragelse af helt bestemte nurale forbindelser og synapser.Dette er en prælagring for os, når vi hører musik.Vi har dannet en struktur, der aktiveres og den aktiveres hver eneste gang, samme stykke musik genafspilles.Så vi arbejder faktisk med os selv og vores tidligere sansningers dannelse af forgreningsnet i hjernen, når vi lytter. Og set i forhold til panoreringen, så sigtede jeg til, at hvis telefonen nu ringer, medens vi lytter med een bestemt hjernesynapsestruktur aktiveret og fokuseret og telefonen pludselig ringer, ja da aktiveres en helt anden type struktur og vi panorerer gnidningsløst over i en ubevidst proces, der bortfjerner den helt ensidige optagethed af musikken. Dette foregår utrolig automatiseret.Ingen har problemer hermed. Og når vi er færdige med teleofonopkaldet, kan vi panorere tilbage igen til det koncentrationskompleks, vi blev afbrudt i.
Hvad jeg derimod ikke er klar over,er, hvorfor der tilsyneladende er forskelle på forskellige personers mulighed for at høre kvantitative og kvalilitative forskelle. Det er ganske enkelt en erfaring, jeg har og som jeg også tror du har, Jacob, at der er nogle mennesker , der ganske enkelt ikke er i stand til at høre en forskel, som du hører, hvilket ikke som sådan har noget med, at den, der ikke hører det, er hverken døv eller hørehæmmet.Tværtimod kan vi "lande" den i den anden persons neurale netværk, hvor de personer, der ikke har arbejdet med lydkvalitetsforskelle også er præget af dette i deres neurale forgreninger og simpelthen har en alt for høj barriere for, hvornår der perciperes forskelle. Fejlen, forstå mig ret, kan altså ikke placeres i de ydre høreorganer, men derimod i den historie det indre neurale netværk har gennemgået. Dette vil tilmed kunne måles og eftervises inddirekte via CT og MR scanninger, hvilket jeg rent faktisk håber på bliver forskningsprojekter fremefter: altså at dokumentere, at personer, der ikke oplever kvalitetsmæssige forskelle i samme grad, som en mere trænet, bør teoretisk have en langt mindre aktiv visning ved disse scanninger.
hifihuset skrev:
Det ER noget vanskeligt noget at diskutere dette emne, dels fordi ingen af os er eksperter på området og dels fordi vi nok ikke helt kan skelne mellem hvornår vi instinktivt har opfattet noget og hvornår vi bevidsthedsmæssigt forholder os til noget.
Ja.Gu' er det da svært at forholde sig til. Og gu' kommer man ekstremt langt ud i teori og det alene er jo vanskeligt. Men du har naturligvis ret i, at ingen med 100 % sikkerhed subjektivt kan skælne mellem rene perceptioner og det, der tilhører den subjektive bearbejdning inden det viser sig som musik. Og strengt taget vil det nok give langt mere for de fleste om de brugte ressourcerne på at høre så meget forskelligt grej som muligt og ad den vej fandt sig deres lydforelskelse. For det er vigtigst af alt.At folk har så god en lyd at de pirres til at dyrke deres interesse.