Fra den ene dipolist til den anden ......
Du er inde på noget af det rigtige, så der kan vi ikke blive uenige, men der er andre parametre end bas som kræver et 3-vejs eller måske 4-vejs system.
Min personlige vej fra 2 til 3-vej skyldes ønsket om følsomhed. Hvis man gerne vil have 96dB eller måske 100 dB følsomhed så får man ikke meget bas fra et 2-vejs system. En mulighed er meget store full-range horn med f.eks. Lowther eller lignende, men den løsning faldt ikke i min smag.
Med andre ord så går vejen via et lille 2-vejs system, hvor man (næsten) ser bort fra bassen. Følsomhed, lette membraner, kraftigt magnetsystem og mindst mulig opbrydning opefter prioriteres. En diskant med høj følsomhed er forholdsvis nem at finde (hvis man vil betale, hvad det koster). Hvad bas/mellemtone enheder angår er det noget sværere. PHL, JBL, Audax, Focal, SEAS m.fl. har dog glimrende enheder.
Herefter var tanken "Lav en 2-vej med følsomhed på ca. 98 dB og nedre grænsefrekvens på ca. 100 Hz". Som du selv er inde på, er det langt nemmere at lave en god 2-vejs. Her tager man så eet problem ad gangen. Når dette system spiller, er der så det næste - nemlig bassen. (Selvfølgelig kan man ikke helt se bort fra bassystemet, når man starter ud, man er nødt til at have en idé om hvor man skal ende).
At lave et bassysystem med 95-100 dB følsomhed kræver plads og masser af membranareal. Desuden er passive delefiltre i dette område ikke så nemt eller smart. Så jeg vælger at springe over hvor gærdet er bedst! Nemlig aktiv deling og så justere bassen ind til det førnævnte 2-vejs system med høj følsomhed. Om delefrekvensen så skal være 80 eller 300 Hz kommer an på målinger, lytning og målinger og lytning .... o.s.v.
Princippet har været effektueret flere gange både hos mig og andre og det virker. En mindre 20-50 Watt forstærker trækker nemt mellemtone og diskant og man kan så anvende en stor til bassen.
Er det så "bedre" end en lille god 2-vejs? Tja, det er afgjort mere magtfuldt med bedre kontrol samt dynamik og en mere total oplevelse. Faktisk kan man jo sige det er en 2-vejs med "hjælp" i bunden. Det er afgjort dyrere og større end en lille 2-vejs, men dette parameter indgik jo heller ikke i regnestykket.
Mit igangværende projekt (dipoler selvfølgelig) er p.t. et 3-vejs system, men muligvis bliver det udvidet til 4-vejs. Aktiv 2-vejs deling for sub og basområde (op til ca. 400 Hz) og passiv deling fra det lille 2-vejs effektive system i toppen.
Her et billede af hvordan det ser ud indtil videre (stadig kun 3-vejs). Det halvfærdige LAT-tårn står til højre for det færdige:
