Indledningsvis vil jeg lige undskylde indlæggets længde, hvor jeg sikkert gentager mig selv - også i forhold til mine tidl. Lenny-indlæg - men indlægget er vokset gradvist i løbet af de seneste 3 måneder mens jeg har fornøjet mig med disse diske: Bernsteins samlede DVD-sæt med Mahlers symfonier nr. 1-9 + nr. 10 (Adagio) og Das Lied von der Erde. Det er en boks med 9 dvd'er inkl. en bonusdisk, men man kan også købe dvd'erne i 4 separate 2-disk sæt. Bonusdisken får man dog kun, hvis man køber den samlede boks. Værkerne er indspillet live 1971-1976 med Wiener Filharmonikerne; dog er Das Lied von der Erde med Israel Filharmonikerne og 2. symfoni med LSO. Jeg bør måske nævne, at netop denne indspilning af 2. symfoni også kan fås på CD udsendt af Sony (det er ikke samme udgave som på Sonys Bernstein-boks, som er med New York Filharmonikerne). 10. symfoni er også samme indspilning, som er udgivet på CD af Deutsche Grammophon, men alle øvrige indspilninger på dette DVD-sæt eksisterer kun på DVD-formatet.
Bernstein - en pionér
Sidste gang skrev jeg lidt om, at Barbirolli i en vis forstand var pioner, idet han spillede en stor rolle i at få Berliner Filharmonikerne til at spille Mahler. Det samme kan man til dels sige om Bernstein i forhold til Wiener Filharmonikerne. Hvor utroligt det end lyder, havde Wienerne heller ikke nogen stor Mahler-tradition op til 70'erne, hvor Bernstein gik i gang med denne indspilningsrække. Bruno Walter havde ganske vist spillet og indspillet lidt Mahler med dem, men i det store hele spillede Wiener Filharmonikerne ikke Mahler. Da Bernstein spillede den 3. symfoni med dem i denne filmede opførelse, var det faktisk første gang siden 30'erne, orkestret opførte symfonien! Med 8. symfoni stod det endnu værre til: Da Bernstein spillede den med orkestret ved Salzburg Festspillene 1975 umiddelbart inden denne filmede opførelse, var det kun anden gang i historien, at symfonien blev spillet i Østrig! Bernsteins samarbejde med Wienerne kan derfor kaldes banebrydende, og siden dengang er Mahler da også blevet en mere fast bestanddel i orkestrets repertoire: De har efterfølgende indspillet en komplet Mahlercyklus med Maazel samt mange enkelt-symfonier under store Mahler-dirigenter som Abbado, Boulez, Rattle og Bernstein selv.
Bernstein fortæller
Lad mig starte med bonusdisken, hvor der er tre ca. lige lange programmer af tilsammen 2½ times varighed: Først følger vi prøvearbejdet med 5. og 9. symfoni; dernæst følger to dokumentarer, hvor Lenny sats for sats fortæller om hhv. 9. symfoni og Das Lied von der Erde ledsaget af billeder (og lyd) fra prøverne. Det er glimrende ekstramateriale - især Lennys begejstring for Das Lied von der Erde har fået ændret mit syn på værket en anelse; jeg har ellers altid holdt lidt mere af de "rigtige" symfonier. Men om det ligefrem er nødvendigt at eje ekstramaterialet, ved jeg ikke. For mit eget vedkommende ser jeg kun den slags en gang.
Undervejs på ekstramaterialet forklarer Berstein også, hvordan Mahler efter hans opfattelse skal spilles (citeret efter hukommelsen): "Mahlers musik er altid meget intens; hvert eneste piano eller diminuendo er hos Mahler lige så intenst som et forte....Mahlers musik skal altid spilles med størst mulig intensitet"! Bernstein fortæller også, at Mahlers musik ifølge ham er større eller mere ekstrem end al anden musik - på alle punkter: "Den har større dynamik, større tempomæssige kontraster, større tragik og så videre". Som jeg ser det, er det disse ekstremiteter, Bernstein forsøger at bringe frem i sine Mahler-tolkninger. Han fortæller også om niende symfoni, at han har prøvet at holde lidt igen på det dynamiske område i første sats, "gemme" lidt reserver til senere i satsen, så han ikke dræner sig selv og orkestret for al energi med det samme. Men det er umuligt, forklarer han: Allerede i takt 39 eksploderer det og man må give ALT - og 8 takter længere henne bliver det endnu voldsommere! Bernstein er ikke en dirigent, som holder igen! Nu kan man jo diskutere, om Bernstein har ret i sit syn på musikken? Nej, selvfølgelig har han ikke det! Mahlers musik kan jo spilles på mange måder, som jeg også har forsøgt at beskrive i mange af mine tidligere indlæg. Inden for musikudøvelse handler det ikke så meget om absolutte sandheder; der er ikke kun én rigtig løsning, som dermed udelukker alle andre. Der er mange mulige løsninger og opfattelser; i den henseende er Mahlers musik ret robust. Solti, Bernstein eller Barbirolli tolker musikken forskelligt. Boulez, Tennstedt eller Bertini ville heller ikke være enige. Men Bernsteins måde at anskue musikken på er da én mulighed af mange. Og Bernstein tror fuldt og fast på sit projekt: Han går til opgaven med en ildhu og entusiasme, som sjældent er overgået. Og netop denne smittende begejstring udgør en stor del af fornøjelsen med dette sæt. I hans fortolkninger er der dog også mange øjeblikke af næsten magisk storhed, og de kan - som altid hos Bernstein - være emotionelle ud i det ekstreme. Jeg er solgt! Men som jeg sagde allerede i mit første indlæg om Lenny på side 1 i tråden, tilhører hans fortolkninger et yderpunkt, og jeg ville ikke gerne nøjes med hans versioner.
Bernsteins bedste Mahler-sæt?
Et anmeldercitat uden på dvd-boksen fortæller, at dette er Bernsteins bedste Mahler-sæt. Man skal naturligvis være varsom med at tage den slags salgsslogans for pålydende, men overordnet set vil jeg nok give anmelderen ret. Fortolkningerne ligger på mange måder et sted midt imellem hans CBS-cyklus (fra 1960-67) og hans DG-cyklus (fra 1985-1988, på nær 8. og 10. symfoni, som er fra 70'erne). På dette DVD-sæt er Lenny ikke helt så 'utæmmet' som på sine tidlige CBS-indspilninger, og heller ikke helt så ekcentrisk mht. tempi, som på de sene DG-indspilninger. Som man ser af nedenstående tabel, er Bernsteins tempi med usvigelig sikkerhed blevet langsommere og langsommere i løbet af årene. Man kan for eksempel se, at 6. symfoni i 60'erne varede 78 min., i 70'erne 81 min. og i 80'erne 87 min.! Jeg skal måske understrege, at han spiller alle symfonier "ubeskåret" på alle sæt, hvorfor spilletiderne er direkte sammenlignelige ("applaus" er også trukket fra tiderne på dvd-sættet):
At Bernsteins tempi på dette sæt er "mere normale" eller gennemsnitlige er godt nok ikke en kvalitet i sig selv, men det skal nu nok passe, at disse filmede opførelser overordnet set er mere tilfredsstillende på dette punkt. Og sangerne på dette DVD-sæt er formidable navne i den klassiske verden (og i Mahler) og samlet set måske lidt bedre end på Bernsteins andre udgaver, selv om DG-sættet på CD også er godt besat. På disse DVD'er får vi fornøjelsen af at høre Janet Baker og Sheila Armstrong i 2. symfoni, Christa Ludwig i 3. symfoni og i Das Lied von der Erde, Edith Mathis i 4. symfoni og José van Dam, Herrman Prey, Agnes Baltsa m.fl. i 8. symfoni! Specielt Christa Ludwig er eminent på dette sæt, synes jeg, i en klasse, hvor kun få sangere har været.
Men egentlig er det noget pjat at sammenligne disse filmede udgaver med Lennys 2 sæt på cd, for de 3 udgaver er jo ikke direkte konkurrenter til hinanden. DVD-sættet er trykt på et helt andet medie, det lidt mere "uhåndterlige" dvd-format, som ikke er helt så velegnet eller "holdbart" til hyppig lytning (eller gennemsyn). Når jeg siger mindre "holdbart", snakker jeg ikke om fysisk holdbarhed, men at man ikke har behov for - eller lyst til - at se en udførelse lige så ofte, som man har behov for at høre den. Det er i hvert fald min oplevelse. De bedste plader i min samling, hvad enten det er på LP eller CD, skal nok blive hørt 100 gange, men jeg har svært ved at forestille mig at skulle se en DVD mere end en håndfuld gange uanset, hvor god den måtte være. DVD'er kræver lidt større koncentration i og med at den visuelle sans også er involveret, men giver samtidig en helt anden oplevelse af musikken. Det er derfor også indlysende, at man kun bør erhverve sig Bernsteins DVD-udgaver, hvis man ønsker at se Mahlers symfonier i udførelse, eller se Bernstein i aktion - og ikke fordi de evt. er bedre i fremførelse end hans to CD-sæt. At se Bernstein dirigere er forresten ikke kedeligt! Bernstein er meget "levende" på podiet, han hopper og danser og dirigerer med store armbevægelser med hjælp fra hele kroppen. Af og til er hans indlevelse så stor, at man næsten kan tale om, at han befinder sig i ekstase! Narcissisme kan man måske også kalde det (billedet herunder). Men jeg kan lide hans stil - ingen tvivl om det. Det er svært ikke at blive begejstret over en så entusiastisk, næsten ekstatisk musikudøvelse!
Fortolkningerne
Det er svært for mig at vurdere den kunstneriske udførelse af musikken objektivt, for jeg bliver let "forført" af billedsiden: Når Bernstein med sin mimik, ja med hele sin krop på et hvilket som helst tidspunkt udstråler, at dette er den største musik nogensinde, og at den aldrig har lydt smukkere, så er man tilbøjelig til at føle det samme. Når han udstråler smerte, føles musikken smertefuld (måske mere smertefuld, end den er?), og når han udstråler glæde, føles musikken glad (måske mere glad, end den er?). Jeg tror, billedsiden virker ret stærkt på mig; jeg lader mig rive med af stemningen, og har svært ved at holde hovedet koldt og bevare en sund skepsis til udførelsen. Men jeg vil alligevel forsøge med nogle forsigtige bemærkninger om den kunstneriske udførelse af værkerne og sammenligne med hans andre udgaver - ikke mindst fordi udgaven selv lægger op til at man gør netop dette via føromtalte anmeldercitat.
Især to værker bør fremhæves: 2. symfoni og Das Lied von der Erde med hhv. Londons Symfoniorkester (LSO) og Israel Filharmonikerne (alle øvrige værker er med Wienerne). Bernstein spillede 2. symfoni ved Edingburgh Festival 1973 med LSO, og samlede kort efter orkester og solister igen til denne filmede opførelse i katedralen i Ely knap 100 km nord for London. At symfonien er indspillet i en katedral giver en helt fantastisk billedside, hvor kameraet får tid til at panorere langs med - og kæle for - detaljer i bygningsværket, såsom vinduer, religiøse malerier og udsmykninger. Det er en eksceptionel fornøjelse at overvære - og forresten en passende billedside til et værk kaldet genopstandelsessymfonien! Bernstein har aldrig helt ramt det ypperste niveau i dette værk - hans DG-indspilning med bl.a. Christa Ludwig er på sin vis rigtig god, men i enkelte satser dog alt for langsom og stillestående for min smag, hvorfor jeg måske nok foretrækker New York-indspilningen, uden at den er fremragende. Her lykkes han bedre, også takket være de fine solister Janet Baker og Sheila Armstrong. Desværre er det notorisk vanskeligt at optage lyd i katedraler pga. lange efterklangstider og det store bidrag fra reflekterende lyd, og denne optagelse er måske den mindst vellykkede på sættet. Decideret dårlig vil jeg dog ikke kalde den; refleksioner synes trods alt dæmpet en hel del, og derudover afspejler lyden jo blot til en vis grad, hvordan det lød i katedralen den dag. Det fungerer faktisk fint, når man ser værket i udførelse; vi er jo i en katedral, og sådan bør det også lyde. Værket får en fuldstændig ekstatisk udførelse, og symfonien slutter med et vildt og vanvittigt klimaks, som efterlader en udmattet (billedet af Lenny herover er fra denne finale)! Uhrlicht-satsen med Janet Baker er en kende for langsom, synes jeg, faktisk lige så langsom som på Tennstedts indspilning, hvor musikken næsten falder fra hinanden. Baker klarer det dog lidt bedre her, men jeg havde foretrukket en anelse mere fremdrift i satsen. I øvrigt er opførelsen ophidsende og voldsom og ganske storslået: en fornøjelse at overvære! Denne indspilning er også udgivet på CD af Sony; jeg har ikke hørt denne CD, men tør ikke anbefale den - både på grund af katedral-lyden og på grund af det storladne i opførelsen, som skal ses og opleves. Jeg er faktisk ret sikker på, at fremførelsen ikke ville kunne bære at blive hørt 100 gange på CD (eller bare 10)!
Sættets perle er dog Das Lied von der Erde! Opførelsen er filmet i Tel Aviv 1972 med Rene Kollo og Christa Ludwig. Det er en uhyre intens og bevægende opførelse - ikke mindst i den 30 minutter lange sidstesats Der Abschied, hvor Christa Ludwig synger himmelsk i sin smertefulde afsked. Hvis man ikke bliver bevæget emotionelt af dette drama, må man have et hjerte af sten! Christa Ludwig har senere sagt, at hun har sunget mange fremragende opførelser af Das Lied von der Erde under store dirigenter som Klemperer, Karajan og Solti. "Men det er kun hos Bernstein, man fælder en tåre", tilføjer hun! Nu er det ikke kun Bernsteins fortjeneste, at fremførelsen er så intens, Christa Ludwig har også sin andel deri. Hun synger bedårende og med en så underspillet mimik og gestik, at denne afsked virkelig ser smertefuld ud for hende. Pengene for hele sættet er givet godt ud for denne opførelse alene!
De øvrige værker
1. symfoni synes umiddelbart en anelse mere tam end hans andre udgaver af symfonien. 3. symfoni er på mange måder helt formidabel og ligger næsten på niveau med Bernsteins to reference-indspilninger på Sony og DG: i finalen er stemningen så intens, at hårene rejser sig, hvilket anses for positivt i denne sammenhæng! Men man kan desværre også høre, at Wiener Filharmonikerne slet ikke er så godt inde i denne musik som New Yorkerne på Bernsteins to andre indspilninger. Især trompeter, men også pauker og horn har flere fejlagtige indsatser hen mod symfoniens klimaks i finalen - fejl, som jeg dog kan leve med. Symfonien slutter på denne dvd med en effektfuld slutakkord, som bliver holdt i hele 15 sekunder, altimens orkestret laver et langsomt crescendo på selve akkorden. Et orgiastisk klimaks, ikke helt "efter bogen", men dog flot, og jeg synes, det fungerer godt på denne filmede live-opførelse, hvor man fornemmer koncertsalens fortættede atmosfære og kan se, hvordan dirigenten opnår denne effekt og får bragt symfonien i land til stor applaus! Men purister vil nok hæve et øjenbryn og mene, det er "for meget" (slutakkorden plejer at vare 7-8 sekunder, altså det halve).
Symfoni nr. 4 er nok Mahlers lyseste og letteste symfoni og derfor ikke så velegnet til Bernstein, da den ikke indbyder til de ekspressive og emotionelle ekstremer, som er hans varemærke. Uden at være dårlige er hans andre udgaver da heller ikke særlig bemærkelsesværdige - bortset fra det usædvanlige i, at han benytter en dreng som sanger på DG-indspilningen. Denne dvd-version er nok lidt bedre med en fin Edith Mathis, som trods en anstrengt mimik synger med en forbløffende klar og tydelig intonation. 5. symfoni er bedre end Lennys tidlige New York-indspilning, men slet ikke så medrivende som den senere DG-indspilning på CD. Symfoni nr. 6 spiller Bernstein altid mesterligt. For alle hans 3 indspilninger gælder, at førstesatsen spilles med en vanvittig dæmoni og vildskab som hos ingen anden! Dette vanvid i førstesatsen er et Bernstein-varemærke, og vi får en helt anden fortolkning end fx hos Barbirolli, som også er god, men på en helt anden mere indestængt måde. I den langsomme sats nynner Lenny højlydt med (ligesom Barbirolli på sin studioindspilning, forresten). Det er en god 6'er, måske Bernsteins bedste (jeg har hidtil regnet DG-indspilningen på CD for marginalt bedre end Sony-indspilningen pga. en større tyngde i finalen). Bernstein har forresten fuldskæg under denne indspilning!
7. symfoni er notorisk svær. Selv Mahler-eksperten Deryck Cooke, som jo har fuldendt Mahlers 10. symfoni, og om nogen burde "forstå" Mahlers musik, har sagt, at han aldrig har forstået 7. symfoni! Det har også altid været den Mahler-symfoni, jeg har lyttet mindst til, men efter at have hørt den en snes gange med flere forskellige dirigenter det sidste halve års tid har jeg fået et langt bedre forhold til symfonien, og den er nu en altid en stor fornøjelse at lytte til. Specielt midtersatsen, den lille scherzo, står for mig som noget unikt med dens usædvanlig dystre musik. Bernsteins styrke i 7. symfoni - det gælder alle hans 3 indspilninger - er, at det for ham er et helt uproblematisk værk. Det spilles med en forfriskende og sprudlende glæde, som om det er Mahlers største musik! Allerede ved symfoniens start er Bernstein eet stort smil, og symfonien bæres i løbet af de næste 80 minutter frem af hans utæmmelige energi og store spilleglæde.
8. symfoni synes umiddelbart bedømt at være lidt bedre end Lennys to andre ellers udmærkede udgaver (som dog begge har lidt begrænsninger på det lydtekniske område). Bernstein spillede ottende symfoni ved Salzburg-festspillene 1975 - det er den udgave, der findes på DG-sættet. Denne filmede opførelse er lavet umiddelbart efter, og synes at være lidt bedre - tættere og mere intens. Det er ret ekstatisk musik, og den får en storslået fremførelse med fin balance mellem solister, kor og orkester.
9. symfoni er rigtig flot, men dog ikke helt så intens som hans senere DG-indspilning med Concertgebouw (1985) eller den legendariske live-indspilning med Berlinerfilharmonikerne (1979). Jeg vil godt dvæle lidt ved tredje-satsen og Bernsteins tolkning af denne, da det fortæller lidt om hans karakteristiske metode. Satsen hedder Rondo burleske, og er nok den mest bizarre musik, Mahler har skrevet. Bernstein fortæller på ekstramaterialet, at han tolker denne sats som en skildring af storbyliv. Den handler om storbyens glæder og om dekadance, og står derfor i stærk kontrast til den landlige idyl i 2. sats (Ländler). Bernstein spiller altid denne sats i et fuldstændig vildt og opskruet tempo med kraftig accentuering af det "skæve" i musikken (et Bernstein-trademark). På ekstramaterialet kan man høre ham kommandere orkestret: "Mere sarkasme!", "Mere ironi!", "Mere markeret!", "Endnu mere!", "Mere, mere!". Han presser orkestret til det yderste, ja helt ud på overdrevet, kan man sige, og satsen spilles i et afsindigt tempo - endnu hurtigere end på hans DG-indspilning, som ellers indtil nu er den hurtigste, jeg har hørt! Men, kan man spørge, hvad nu, hvis Bernstein satte tempoet ned, og tog det lidt mere roligt? Musikken ville vel stadig være Mahlers mest bizarre, ville den ikke? Jo, det ville den. Det er ikke nødvendigt at spille den hurtigt eller kaotisk for at gøre den bizar - den er bizar nok i sig selv. Men det er vigtigt at understrege, at Bernstein i mine øjne ikke er "popsmart". Der ligger fornuftige fortolkningsmæssige overvejelser bag alt, hvad Lenny foretager sig: Han skildrer det moderne byliv som larm, kaos og hektisk travlhed, og det er en helt plausibel tolkning. Og så er det sindssygt medrivende at lytte til! Det er tale om et dæmonisk virtuoseri - næsten som at høre Horowitz i Rachmaninovs klaverkoncert nr. 3 på den legendariske Carnegie Hall-indspilning fra 1941 med Barbirolli! Og så kan jeg især godt lide, at Bernstein i modsætning til mange andre (mindre) dirigenter aldrig forfalder til at give os "Candy-Floss og glaserede æbler". Musikken er altid bidsk og grim hos Bernstein, når den skal være det. Mahler var jo ikke samtidig med Mendelssohn og Schumann, eller med Brahms, men født 2 generationer senere end de førstnævnte, og en generation efter Brahms. Og da Mahler døde, stod vi på kanten af den anden Wiernerskole, mens Stravinskys Le Sacre du Printemps kun lå et par år forude. Mahler var ikke romantiker, og bør ikke lyde som Schumann! Det synes nogle dirigenter - især de mindre, som hurtigt ryger i glemmebogen - at have glemt. Men der er mange veje, der fører til en god Mahler-opførelse, Bernsteins er kun én af de mange...
10. Symfoni (Adagio) er passende medrivende, med adskiller sig ikke nævneværdigt fra Lennys eneste anden indspilning af værket på Sony, som faktisk er indspillet året efter (1975).
Billede/lyd
Jeg er ikke ekspert på det DVD-tekniske område, men vil alligevel forsøge at beskrive billede og lyd. Alle opførelserne ser ud til at være filmet på rigtig film (ikke med tv/video kamera). Koncerterne er velproducerede, og godt tilrettelagt med god klipning, så man får en vekslende billedside med fokus på relevante soloinstrumenter undervejs. Der er dog en tendens til at overdrive brugen af ultra-næroptagelser, hvor man for eksempel kun ser fingersætningen på instrumenterne uden at se selve musikeren. Det er fx tilfældet ved posthornsoloen i 3. symfoni, hvor vi aldrig ser solisten, men kun hans fingre og selve instrumentet!
Den tekniske kvalitet af billedet er trods en alder på nu over 30 år ganske flot med fine farver og uden støv og ridser. Billedet er i 4:3 format. DVD'en er i NTSC-format (alle regioner), hvilket er den eneste rigtige løsning til klassisk musik inspillet på film, da PAL giver "speed-up". Dog er billedet ikke progressivt.
Der er to lydspor i PCM og DTS. Musikken er oprindelig indspillet i stereo, og PCM-sporet er også klart at foretrække. DTS-lyden lyder ikke "korrekt" i sin gengivelse af rum og i sin placering af orkesterstemmer, tør jeg godt påstå, men mit surround set-up er heller ikke tilnærmelsesvis så godt som mit stereo set-up.
Samlet set er Bernsteins komplette sæt fint, men hvis jeg skulle anbefale blandt de "små" 2-disk udgaver, ville jeg nok starte med sættet med Das Lied von der Erde og 9. og 10. symfoni. Næstbedst er sættet med 1., 2. og 3. symfoni, hvor man kvantitativt får ganske meget for pengene (4 timers musik) og kvalitativt får 2 ganske fornemme fortolkninger (2. og 3. symfoni).