Gustav Mahler

[Slava]

Mange tak for det dejlige indlæg!

Abbado står højt på ønskelisten, lige som Chailly, Kubelik på Audite, Haitinks studioindspilninger og mange andre...

[SES.]

Jeg har nu været de to symfonier igennem et par gange, og jeg må indrømme at Tennstedt slår luften ud af mig. Det er så uhyre intenst og medlevende at det er svært at beskrive. Kan man lide at se og høre en usædvanlig dirigent og to verdensorkestre arbejde på højeste plan er det en uomgængelig DVD. Den ottende er et MUST (kor og solister er helt perfekte -Julia  Varady; Jane Eaglen; Susan Bullock; Trudliese  Schmidt; Jadwiga Rappe; Kenneth Riegel; Wilm Schulte; Hans Sotin), og den første symfoni som jeg ellers synes at kende helt godt har mange facetter som jeg får hører nu.



PS: Janson er iøvrigt helt fortræffelig i LSO udgaven af den sjette. Så Abbados berlinerudgave må vente, også fordi MDT har en æske med 12 Mrawinsky cd'er på tilbud - ca 20kr stykket. Desværre ingen Mahler, men Shostakovich, Beethoven og Wagner i stride Skt. Peteborgstrømme)

[Slava]

Tak for Tennstedt-anbefalingen endnu en gang. Jeg har netop bestilt Tennstedts dvd (£10,97 hos amazon uk)!

Der er også lidt med Abbado på vej:
Symfoni 3 med Berlinerne (£7,97 hos amazon uk - billigt for en 2-disc!)
Symfoni 6 med Berlinerne SACD (£12.25 hos mdt - billigt for en 2-disc SACD!)
Symfoni 9 med Berlinerne (€8,99 hos amazon.de)

At det lige blev disse 3 indspilninger skyldes, at de var på tilbud, og at disse 3 ikke indgår i Abbados samlede Mahler-boks på DG, som jeg alligevel satser på at finde til en rimelig pris på et tidspunkt...

Jeg fandt også Maazels Mahlerboks til €33,45 hos amazon.de. Det er ikke indspilninger med alt for godt ry - kun 4. symfoni siges at være rigtig god med sopranen Katleen Battle i en af alle tiders bedste præstationer i dette værk (jeg har aldrig selv hørt den). Hvis jeg husker rigtigt - og det er jeg ret sikker på, at jeg gør - gav KELS denne indspilning af 4. symfoni en fremragendede anbefaling i high fidelity. Måske jeg skulle nøjes med 4. symfoni? En hel boks med Maazel i Mahler er muligvis overkill, men jeg vil på den anden side helst ikke snyde mig selv for eventuelle oversete perler. Og så er 250 kr. jo ikke meget mere, end hvad mange Mahler-symfonier koster enkeltvis. Jeg har selv kun hørt en af disse Maazel-indspilninger: 7. symfoni, som jeg har på vinyl. Den har de langsomste tempi af alle 7'ere i samlingen, men er trods det blandt de bedre fortolkninger af værket. Jeg har også en ældre Maazel-LP (4. symfoni) fra Berlin i 70'erne (radioorkesteret), som ligeledes er ret god, men næppe på højde med den senere indspilning med Wienerne og Kathleen Battle.

Jeg glæder mig til alle disse skiver ankommer! I mellemtiden håber jeg at få tid til næste store Mahler-indlæg den kommende weekend (hvis vejret bliver så godt, at man MÅ ud i weekenden, bliver jeg nok forsinket).

[SES.]

Jeg glæder mig til at høre mere om disse, det bliver dog næppe Mahler vejr i weekenden, men nætterne er jo dejlige til musik.

Jeg husker også KELS mening om Mahler 4 og Maazel som meget positiv. KELS selv er i øvrigt et besøg værd i Vognmagergade, en unik butik i disse tider – og i øvrigt med mega bunker af Brillant æsker til ingen penge. Maazel holder jeg i øvrigt meget af som dirigent.

Her i huset er Rattle i gang med Mahler 3, medens jeg er ved at komme i gang til at nyde lidt sommer og skvalderkål. Og mon jeg holde fingeren i ro, de to Abbado 6+9 er enormt billige hos Amazone.de

[Slava]

Ja, Bånd og Pladecentret er en dejlig butik. Og sidst jeg var forbi, snuppede jeg sjovt nok en af de billige Brilliant-bokse: Beethovens sonater med Gulda. Det meste af min klassiske vinylsamling er faktisk købt i Bånd- og Pladecentret mens butikken lå i de små lokaler i Grønnegade.

[Slava]

Mahlers symfonier, del 10: Sir John Barbirolli (1899-1970)
Indtil nu har jeg især beskrevet samlede Mahler-bokse, men denne gang vil jeg tage en afstikker og lytte til Barbirollis Mahler-indspilninger, som jo kun kan købes enkeltvis. Barbirolli nåede ganske vist kun at lave 4 studio-indspilninger af Mahlers symfonier (de 3 kendte EMI-indspilninger af nr. 5, 6 og 9 i 60'erne, samt en mindre kendt indspilning af 1. symfoni på Pye i 1957). Alligevel må man regne ham blandt de betydelige Mahlerdirigenter. De seneste 10-15 år er der da også dukket mange gamle live-indspilnger med Barbirolli op, så vi efterhånden er oppe på at have næsten alle Mahler's symfonier med Barbirolli på podiet, flere af dem endda i mere end en udgave. Kun symfoni nr. 8, som Barbirolli aldrig nåede at dirigere, og nr. 10 mangler i Barbirollis Mahler-diskografi (sidstnævnte dirigerede han faktisk 1961, omend kun 1. og 3. satsen).

Det var forholdsvis sent i karrieren, at Barbirolli kastede sig over Mahlers symfonier. Den første Mahler-symfoni, han spillede, var den niende i 1954. Herefter gik det hurtigt med en ny Mahler-symfoni på programmet ca. hvert andet år, og Mahlers musik kom følgelig til at spille en stor rolle i Barbirollis repertoire de sidste 16 år af hans liv. En symfoni som nr. 2 nåede Barbirolli at dirigere over 30 gange, og selv en symfoni som nr. 3, som ellers var noget af en sjældenhed i 60'erne, nåede Barbirolli at spille omkring 8 gange fra han tog den på repertoiret i 1967 til sin død i 1970! Man kan derfor sige, at Barbirolli havde en vis betydning for det Mahler-opsving, som kom i 60'erne. Han spillede også en rolle i at få de store og konservative orkestre som Berliner Filharmonikerne til at spille Mahler - en komponist Berlinerne ellers ikke ville røre ved. Barbirolli spillede Mahlers niende live med Berlinerne 1963, og selv om de hverken forstod eller brød sig om musikken, var musikerne så glade for Barbirolli, at de insisterede på, han efterfølgende skulle få lov til at indspille symfonien med dem. Det udviklede sig til et lykkeligt samarbejde mellem Barbirolli og Berlinerne op gennem 60'erne og de spillede også 2., 3. og 6. symfoni sammen (de eksisterer alle som live-indspilninger udgivet på cd af Testament), samt 4. og 5. symfoni, som vist ikke eksisterer som optagelser. Kort før Barbirollis død havde man også planlagt 7. symfoni sammen, men den blev aldrig realiseret. Der er næppe tvivl om, at Barbirolli i 60'erne var en central figur i udbredelsen af Mahlers musik - ikke blot i England, men også på det store europæiske kontinent - selv om han langt fra var den eneste (Haitink, Kubelik og mange andre spillede også en stor rolle).

Barbirolli var ellers chefdirigent for New York filharmonikerne 1937-42, og med tanke på New Yorkernes store Mahlertradition skulle man tro, at Barbirolli i denne fase ville kaste sig over Mahlers musik. Men først i 1954 gik han i gang med symfonierne, selv om Barbirolli i sin tid i New York spillede enkelte Mahler-værker, fx Adagietto-satsen fra 5. symfoni i en opførelse fra ca. 1939, som findes på cd. Barbirolli spillede også Mahlers sange og vokale værker før han kastede sig over symfonierne; Das Lied von der Erde findes for eksempel i en live-indspilning fra 1952 med Kathleen Ferrier (eneste eksisterende Barbirolli-indspilning af dette værk).

Barbirollis Mahler-indspilninger kan lige som Bernsteins være ret emotionelle. Kendetegnende for begge dirigenter er også, at de spiller med stor musikalitet og voldsomt engagement; de lader sig let rive med af stemningen, og man kan opleve dem begge synge med fra podiet! Men der er også store forskelle: Bernsteins fortolkninger er oftest mere temperementsfulde med kraftige vredesudbrud, mens jeg hos Barbirolli fornemmer en mere indestængt, næsten grådkvalt smerte, når musikken er allermest tragisk. Barbirollis indspilninger er mere "inderlige" (lidt mærkeligt egentlig; Barbirolli havde jo italienske aner, og man havde måske forventet et mere sydlansk, iltert og opfarende temperement fra ham). Men lad mig slå fast, at begge efter min mening er fremragende dirigenter i Mahler!

Tidligt i sin karriere var Barbirolli en fin cellist, og han spillede endda som solist i Elgars cellokoncert i en af de tidligste opførelser af værket; et værk han sidenhen har dirigeret så fremragende fra podiet (ikke mindst på plade med Jacqueline du Pré). Og netop hans evner som stryger kom ham til god ret under indstuderingen af Mahlers partiturer. Det siges nemlig, at Barbirolli under sit eget arbejde med Mahlers symfonier gennemspillede buestrøgene på samtlige strygerstemmer i partituret og lavede nøjagtige noter i sit eget partitur. Strygerklangen er da også det aspekt ved orkesterlyden, de fleste anmeldere fremhæver, når de beskriver Barbirollis indspilninger - ikke kun af Mahlers værker, men i det hele taget. En anden anekdote om Barbirolli fortæller, at han ofte havde svært ved at få musikerne i sit orkester til at spille alle de portamenti, som Mahler ønskede. Spillemåden portamento blev nemlig i 60'erne anset for "gammeldags" eller "dårlig stil", men Barbirolli insisterede på, at hvert eneste portamento i Mahlers partiturer skulle spilles. "Hvis nogen giver jer bøder for at have dårlig smag, skal jeg nok betale disse bøder", lovede Barbirolli! Men at strygerne ofte fremæves hos Barbirolli betyder ikke, at træ- eller messingblæsere er nedprioriteret. Især hvad træblæserne angår synes jeg ofte, at jeg lægger mærke til disse på en måde, jeg sjældent oplever hos andre dirigenter. Der kan næsten være en "nordisk" klang over disse hos Barbirolli.

En sidste generel ting, jeg vil nævne om Barbirollis Mahler-indspilninger, er, at de ofte er meget langsomme, fx studioindspilningen af 6. symfoni. Men det er især i liveoptagelserne, at man finder tempi, som er langsomst af alle, fx i 3. symfonis førstesats med Berlinerne eller i 4. symfonis sidstesats.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget begejstret for Barbirolli som dirigent - mange af hans Mahler-cd'er har jeg haft siden udgivelsesdatoen! Men der findes selvfølgelig anmeldere, som er mere forbeholdne, og fremhæver dårligt spil fra orkestrene eller dårlig teknik på lydsiden (specielt liveindspilningerne). For mit eget vedkommende synes jeg, kritikken er helt hen i vejret, eller også er min tolerencetærskel bare større. En klog mand sagde engang, han hellere ville lytte til Alfred Cortots "forkerte" toner end til andre pianisters "korrekte" toner, da det blev bemærket, at Cortot vist havde temmelig mange fejlslag. De Barbirolli-indspilninger, jeg har i samlingen, har den specielle egenskab, at jeg - selv efter 10-15 år eller mere - stadig får lyst til at høre dem; en egenskab mange andre klassiske indspilninger i samlingen desværre savner. Musikalitet og "korrethed" er i min begrebsverden ikke nødvendigvis proportionale størrelser!

Her følger en ganske kort omtale af de Mahler-indspilninger, jeg har med Barbirolli på podiet:

Symfoni nr. 1


En studioindspilning fra 1957 med Hallé orkestret, oprindelig udgivet på Pye. Den er ikke en klassiker på samme måde som de 3 EMI-studioindspilninger, og den har ofte været ude af markedet. Den blev genudgivet på CD i 1999 på det private label Dutton med hjælp fra The Barbirolli Society. Fortolkningen har en vis "robust" karakter, som kendetegner mange historiske indspilninger - måske fordi teknikken ikke tillader de fine nuancer. Men fortolkningen er dog god med fin struktur og mange fine og usædvanlige passager. Pladen har oprindelig kun været ude som en mono-udgivelse, men CD'en fra Dutton er den første stereo-udgivelse af indspilningen, som angiveligt er lavet i en slags eksperimental-stereo. Det lyder ikke som "rigtig" stereo idet solostemmer ikke står præcist, men synes at "glide" lidt omkring midten af stereobilledet. I det hele taget lider den under lidt dårlig lyd - et par klasser under, hvad vi er vant til fra større selskaber som fx RCA eller EMI i 50'erne.

Der findes også en liveindspilning af første symfoni med Barbirolli og New York Filharmonikerne fra 1959, men den er kun udgivet i en samlet boks med historiske Mahler-radiokoncerter fra New York. Jeg har desværre ikke hørt den version.


Symfoni nr. 2


Liveindspilning fra 1970 med Stuttgarts Radiosymfoniorkester. Jeg synes, det er en fin, fin fortolkning. Jeg kan for eksempel godt lide, hvordan træblæserne pulser løs gennem starten af 3. satsen helt op til 4:34. Man hører dem med en pondus, som er usædvanlig, men dog klæder musikken, og altid med elegance og fremdrift. Den efterfølgende trompetsolo spilles også med stor vægt, og ikke så forfinet som i Simon Rattles fremragende indspilning, som jeg har hørt for nylig. Men Barbirolli er bedre her! Urlicht-satsen er også god (Birgit Finnula), og finalen stor og voldsom i sin opbygning, og i dens bevægelse hen mod den gigantiske afslutning. Den glimrende sopran Helen Donath støder til i finalen. Der er enkelte steder fejlspil fra orkestret, men det er forventeligt i en sådan liveindspilning, som aldrig har været tiltænkt varig udgivelse. Jeg gennemser i øjeblikket Bernsteins Mahler-dvd'er med Wiener Filharmonikerne, og selv dér kan man opleve et ellers noget bedre orkester spille tænderskærende falsk. Den slags må man bære over med, synes jeg, ellers burde man nok finde en anden interesse end musik!

Mit eksemplar er en cd fra starten af 90'erne - angivelig en italiensk piratudgivelse af mærket "Originals" (ikke afbildet). Den skæmmes af, at sidstesatsen er delt over to skiver, og at lyden lider lidt af forvrængning/overstyring, fx ved begyndelsen af sidste sats og flere steder de sidste 2 min af symfonien. Men overordnet er lyden forholdsvis god og i stereo. Sidenhen er den udgivet officielt af EMI i serien "Great Conductors of the 20th Century" (billedet). Jeg har ikke hørt denne, men mon ikke, den er i bedre kvalitet?

Der eksisterer også en liveindspilning af 2. symfoni med Barbirolli og Berlinerfilharmonikerne 1965 på Testament. Jeg har ikke hørt denne indspilning, men ville gerne. Den er med Janet Baker, som Barbirolli jo havde et fornemt samarbejde med i mange sammenhænge, fx Elgar og - ikke mindst - Mahler. Lyden på denne liveoptagelse siges dog at være mindre god (mono).


Symfoni nr. 3


Der findes to liveindspilninger med Barbirolli i 3. symfoni - optaget med kun 2 måneders mellemrum i hhv Manchester og Berlin 1969. Men hvilken forskel i fortolkning! Indspilningen med Hallé orkestret (BBC Legends) er fra maj 1969 i Manchester. Det er en fantastisk fortolkning, lys og let, forholdsvis hurtigt spillet, og med den bedste live-lyd, vi nogensinde har oplevet Barbirolli i. Orkestret er naturligvis ikke på niveau med Berlinerfilharmonikerne, men de spiller godt, og præcisionen er sine steder bedre på denne optagelse end på cd'en fra Berlin (fx i 5. satsens "Bimm-bamm" fra drengekoret, som ikke er præcist nok på Berlin-optagelsen). Barbirolli brummer som sædvanlig med på sin karakterstiske måde, især i 4. og 6. sats.

Indspilningen fra Berlin marts 1969 er sagnomspunden. Der har længe før cd-alderen eksisteret live-bootlegs på LP af en radiotransmission af denne koncert. Rygterne ville vide, at der eksisterede originale masterbånd af optagelsen et sted i Berlin, og nogle anmeldere fra vort hjemlige high fidelity med gode kontakter forsøgte ovenikøbet at få EMI til at udgive en officiel version af denne Barbirolli-koncert, men uden held. Da den endelig udkom engang i 2000-tallet (Testament), var den ikke længere en verdenssensation, da BBC allerede havde udsendt en endnu bedre 3'er live med Barbirolli - den med Hallé orkestret! Berlin-optagelsen er meget lang - hele 7 min. længere end indspilningen fra Manchester. Den har en tyngde, vægt og tristhed, så man næsten kommer til at tænke på 6. symfoni, og det er vel næppe meningen. Og lyden er dårlig, rigtig dårlig, selv om den er i stereo. Jeg vil dog ikke udelukke, at man kan finde momenter af storhed i denne indspilning, som selv jeg ellers har problemer med at lade mig opsluge af...


Symfoni nr. 4


Indspillet live 1967 med BBC symfonikerne i Prag. En lækker fortolkning, synes jeg, med en Barbirolli i hopla, som nynner med gennem store dele af den 20 minutter lange tredjesats! Det er muligvis for meget for nogle, men jeg får lyst til at nynne med...
Sidstesatsen er den langsomste, jeg har hørt i dette værk, men satsen er aldrig ved at falde fra hinanden, og Heather Harper er god og bevægende. Lyden på denne skive er en af de bedste blandt Barbirollis live-indspilninger.


Symfoni nr. 5


En studioindspilning med New Philharmonia Orchestra 1969. En legendarisk indspilning! Med en spilletid på over 74 min. hører den til de langsommere indspilninger af 5. symfoni (Bertini, Solti, Kubelik, den tidlige Berstein, samt Abbado m. Berlinerne er alle under 70 min.). Men musikken går aldrig i stå; der er altid fremdrift og bevægelse. Lyden er ganske fremragende på min gamle cd, men skulle siden være blevet forbedret yderligere på den senere genudgivelse "Great Recordings of the Century" (billedet).


Symfoni nr. 6


Lige som med 5. symfoni er dette også en studioindspilning med New Philharmonia Orchestra, men lavet to år tidligere (1967). Det er måske den "mindst gode" af Barbirollis 3 studioindspilninger fra EMI, men det bør nu ikke afskrække nogen! Den største anke er vel, at Barbirolli ignorerer repetitionstegnene i førstesatsens eksposition, hvilket en del sikkert vil være kede af. Men hans tempo er så langsomt, at førstesatsen med sine 21:21 alligevel er oppe på samme længde som mange andre indspilninger. Med repetion ville satsen vare 27 min., og hele symfonien 90 min.! Overordnet er hans tempi i denne synmfoni klart langsomst af alle. Andanten er meget smuk og bevægende, og man kan som forventet høre Sir John mumle med fra podiet (fx 6:55 og 7:55).

Det er den mest tragiske sjette, jeg har hørt. Den har måske ikke samme dæmoni og vildskab som fx Bernstins eller Bertinis indspilninger, men så meget desto stærkere fornemmes den indestængte desperation. Her er ingen nemme udveje; ingen forløsning. Det er en indspilning som tilhører et emotionelt yderpunkt blandt de tilgængelige versioner, men jeg er - som det måske er fremgået af tidligere indlæg - en stor tilhænger af et sådant grænsesøgende spil. Men man bør ikke nøjes med kun denne indspilning.

Det har altid været et kontroversielt emne, i hvilken rækkefølge de to midtersatser skal spilles. Barbirolli indspillede dem oprindelig med den langsomme sats før scherzoen, men siden da har EMI byttet om på rækkefølgen på Barbirollis cd'er, så scherzoen kommer først. Men hvis man har en af de cd-udgaver, hvor 6. symfoni er koblet med Strauss' Ein Heldenleben, kan man jo programmere rækkefølge efter behag. Værre står det til, hvis man som jeg har den udgave, hvor 6. symfoni er koblet med Strauss' Metamorfoser (billedet til højre), for her er 2. og 3. sats desværre placeret på hver sin disk, hvilket jo er noget juks (lige som med Abbados sjette med Berlinerne, eller Inbals på Brilliant)!

Sjette symfoni findes også i en liveindspilning med Berlinerfilharmonikerne 1966, som er udgivet på Testament, og i en liveindspilning fra 1969 med NPO, som findes på piratlabel (Hunt). Jeg har ikke hørt disse.

Symfoni nr. 9


9. symfoni er også en fremragende fortolkning - indspillet med Berlinerfilharmonikerne i studiet i 1964. Strygerlyden er tyk og tæt, og symfonien velstruktureret om end overraskende hurtig for Barbirolli. En klassiker, og stadig en af de bedste indspilninger af et værk, hvor næsten alle dirigenter præsterer det ypperste. Mit eksemplar er "den gamle" cd-udgave (billedet til højre), men der er siden kommet en ny remaster i EMI's "Great Recordings of the Century"-serie (til venstre), som sikkert har bedre lyd.

Der findes også to liveindspilninger af 9. symfoni med Barbirolli, som jeg ikke har hørt: Med RAI Torino i 1960 (Hunt), og med New York Filharmonikerne 1962 (udgivet på en boks med historiske Mahler-radiokoncerter fra New York).


Ud over de nævnte indspilninger findes også Symfoni nr. 7 (live) på BBC Legends, men den ejer jeg ikke. Husk også cd'en med Mahlers sange med Barbirolli og Janet Baker - endnu en klassiker fra EMI's "Great Recordings of the Century"-serie!

[SES.]

I den lange perlerække af Mahler beskrivelser fra Slavas, er der nu kommet en juvel. Jeg glædes utroligt over Slavas indsigt viden og store kærlighed til Mahler og hans fortolkere.
John Barbirolli er en af de vidunderlige dirigenter der kan bringe musikken frem til lytteren. Det kan få de selvudnævnte teorieksperter til at kritisere dette og hint – dem om det.

Jeg husker en ”live” Mahler æske som New Yorkerne udgav med de dirigenter som havde dirigeret Mahler med dem. Barbirolli var med, men jeg husker ikke længere hvilken han spillede.

Håber at du Slava henad vejen orker at belyse flere dirigenter i Mahler.

Bravo Bravo Bravo

[Slava]

Barbirolli spiller Mahlers 1. symfoni (1959) og 9. symfoni (1962) på boksen med historiske New York optagelser.

Tak for ordene, forresten. Lige som andre skribenter her kan jeg ellers også blive i tvivl om, hvorvidt der er nogen, der læser med. Men jeg fortsætter gerne med Mahler-omtaler i det omfang tiden tillader det, og så længe der er et publikum til den slags. Bernsteins dvd-sæt er gennemset, og der kommer en gennemgang af det snart. Men jeg når nok ikke meget mere inden min ferie - jo måske en lille Mahlerdirigent, som jeg kun har en indspilning med...


Til sidst en lille tilføjelse til et tidligere indlæg. I mit indlæg om Bertini et par sider tidligere i tråden, nævnte jeg en opførelse af Mahlers 6. med Bertini i Tivoli. Det er nu lykkedes mig at finde Mogens Wenzel Andreasens beskrivelser af denne markante musikbegivenhed, som jeg kort citerer her:

"I sommeren 1982 opførte Gary Bertini [sjette] symfoni med Tivolis symfoniorkester - i Tivoli. Det blev en rystende oplevelse. Jeg kravlede ud på alle 4 med min lasede desperation i blikket, knust under vægten af en ufattelig tragedie, styrede direkte mod selvmordet. Det var ikke bare en stor opførelse, men noget af det største, der har ramt det musikalske København nogen sinde".
Mogens Wenzel Andreasen i en anmeldelse af Mahlers 6. symfoni med Tennstedt, high fidelity 2/1984

10 år efter koncerten havde indtrykket stadig ikke lagt sig:

"De, der for nogle år siden hørte Bertinis opførelse af Mahlers 6. symfoni i Tivoli med havens eget orkester, vil næppe nogensinde kunne glemme det. Jeg oplevede det selv, og det hører til mine største musikalske oplevelser".
Mogens Wenzel Andreasen i en anmeldelse af Mahlers 2. symfoni med Bertini, high fidelity 7-8/1992

[Slava]

Indledningsvis vil jeg lige undskylde indlæggets længde, hvor jeg sikkert gentager mig selv - også i forhold til mine tidl. Lenny-indlæg - men indlægget er vokset gradvist i løbet af de seneste 3 måneder mens jeg har fornøjet mig med disse diske: Bernsteins samlede DVD-sæt med Mahlers symfonier nr. 1-9 + nr. 10 (Adagio) og Das Lied von der Erde. Det er en boks med 9 dvd'er inkl. en bonusdisk, men man kan også købe dvd'erne i 4 separate 2-disk sæt. Bonusdisken får man dog kun, hvis man køber den samlede boks. Værkerne er indspillet live 1971-1976 med Wiener Filharmonikerne; dog er Das Lied von der Erde med Israel Filharmonikerne og 2. symfoni med LSO. Jeg bør måske nævne, at netop denne indspilning af 2. symfoni også kan fås på CD udsendt af Sony (det er ikke samme udgave som på Sonys Bernstein-boks, som er med New York Filharmonikerne). 10. symfoni er også samme indspilning, som er udgivet på CD af Deutsche Grammophon, men alle øvrige indspilninger på dette DVD-sæt eksisterer kun på DVD-formatet.


Bernstein - en pionér
Sidste gang skrev jeg lidt om, at Barbirolli i en vis forstand var pioner, idet han spillede en stor rolle i at få Berliner Filharmonikerne til at spille Mahler. Det samme kan man til dels sige om Bernstein i forhold til Wiener Filharmonikerne. Hvor utroligt det end lyder, havde Wienerne heller ikke nogen stor Mahler-tradition op til 70'erne, hvor Bernstein gik i gang med denne indspilningsrække. Bruno Walter havde ganske vist spillet og indspillet lidt Mahler med dem, men i det store hele spillede Wiener Filharmonikerne ikke Mahler. Da Bernstein spillede den 3. symfoni med dem i denne filmede opførelse, var det faktisk første gang siden 30'erne, orkestret opførte symfonien! Med 8. symfoni stod det endnu værre til: Da Bernstein spillede den med orkestret ved Salzburg Festspillene 1975 umiddelbart inden denne filmede opførelse, var det kun anden gang i historien, at symfonien blev spillet i Østrig! Bernsteins samarbejde med Wienerne kan derfor kaldes banebrydende, og siden dengang er Mahler da også blevet en mere fast bestanddel i orkestrets repertoire: De har efterfølgende indspillet en komplet Mahlercyklus med Maazel samt mange enkelt-symfonier under store Mahler-dirigenter som Abbado, Boulez, Rattle og Bernstein selv.


Bernstein fortæller
Lad mig starte med bonusdisken, hvor der er tre ca. lige lange programmer af tilsammen 2½ times varighed: Først følger vi prøvearbejdet med 5. og 9. symfoni; dernæst følger to dokumentarer, hvor Lenny sats for sats fortæller om hhv. 9. symfoni og Das Lied von der Erde ledsaget af billeder (og lyd) fra prøverne. Det er glimrende ekstramateriale - især Lennys begejstring for Das Lied von der Erde har fået ændret mit syn på værket en anelse; jeg har ellers altid holdt lidt mere af de "rigtige" symfonier. Men om det ligefrem er nødvendigt at eje ekstramaterialet, ved jeg ikke. For mit eget vedkommende ser jeg kun den slags en gang.

Undervejs på ekstramaterialet forklarer Berstein også, hvordan Mahler efter hans opfattelse skal spilles (citeret efter hukommelsen): "Mahlers musik er altid meget intens; hvert eneste piano eller diminuendo er hos Mahler lige så intenst som et forte....Mahlers musik skal altid spilles med størst mulig intensitet"! Bernstein fortæller også, at Mahlers musik ifølge ham er større eller mere ekstrem end al anden musik - på alle punkter: "Den har større dynamik, større tempomæssige kontraster, større tragik og så videre". Som jeg ser det, er det disse ekstremiteter, Bernstein forsøger at bringe frem i sine Mahler-tolkninger. Han fortæller også om niende symfoni, at han har prøvet at holde lidt igen på det dynamiske område i første sats, "gemme" lidt reserver til senere i satsen, så han ikke dræner sig selv og orkestret for al energi med det samme. Men det er umuligt, forklarer han: Allerede i takt 39 eksploderer det og man må give ALT - og 8 takter længere henne bliver det endnu voldsommere! Bernstein er ikke en dirigent, som holder igen! Nu kan man jo diskutere, om Bernstein har ret i sit syn på musikken? Nej, selvfølgelig har han ikke det! Mahlers musik kan jo spilles på mange måder, som jeg også har forsøgt at beskrive i mange af mine tidligere indlæg. Inden for musikudøvelse handler det ikke så meget om absolutte sandheder; der er ikke kun én rigtig løsning, som dermed udelukker alle andre. Der er mange mulige løsninger og opfattelser; i den henseende er Mahlers musik ret robust. Solti, Bernstein eller Barbirolli tolker musikken forskelligt. Boulez, Tennstedt eller Bertini ville heller ikke være enige. Men Bernsteins måde at anskue musikken på er da én mulighed af mange. Og Bernstein tror fuldt og fast på sit projekt: Han går til opgaven med en ildhu og entusiasme, som sjældent er overgået. Og netop denne smittende begejstring udgør en stor del af fornøjelsen med dette sæt. I hans fortolkninger er der dog også mange øjeblikke af næsten magisk storhed, og de kan - som altid hos Bernstein - være emotionelle ud i det ekstreme. Jeg er solgt! Men som jeg sagde allerede i mit første indlæg om Lenny på side 1 i tråden, tilhører hans fortolkninger et yderpunkt, og jeg ville ikke gerne nøjes med hans versioner.


Bernsteins bedste Mahler-sæt?
Et anmeldercitat uden på dvd-boksen fortæller, at dette er Bernsteins bedste Mahler-sæt. Man skal naturligvis være varsom med at tage den slags salgsslogans for pålydende, men overordnet set vil jeg nok give anmelderen ret. Fortolkningerne ligger på mange måder et sted midt imellem hans CBS-cyklus (fra 1960-67) og hans DG-cyklus (fra 1985-1988, på nær 8. og 10. symfoni, som er fra 70'erne). På dette DVD-sæt er Lenny ikke helt så 'utæmmet' som på sine tidlige CBS-indspilninger, og heller ikke helt så ekcentrisk mht. tempi, som på de sene DG-indspilninger. Som man ser af nedenstående tabel, er Bernsteins tempi med usvigelig sikkerhed blevet langsommere og langsommere i løbet af årene. Man kan for eksempel se, at 6. symfoni i 60'erne varede 78 min., i 70'erne 81 min. og i 80'erne 87 min.! Jeg skal måske understrege, at han spiller alle symfonier "ubeskåret" på alle sæt, hvorfor spilletiderne er direkte sammenlignelige ("applaus" er også trukket fra tiderne på dvd-sættet):



At Bernsteins tempi på dette sæt er "mere normale" eller gennemsnitlige er godt nok ikke en kvalitet i sig selv, men det skal nu nok passe, at disse filmede opførelser overordnet set er mere tilfredsstillende på dette punkt. Og sangerne på dette DVD-sæt er formidable navne i den klassiske verden (og i Mahler) og samlet set måske lidt bedre end på Bernsteins andre udgaver, selv om DG-sættet på CD også er godt besat. På disse DVD'er får vi fornøjelsen af at høre Janet Baker og Sheila Armstrong i 2. symfoni, Christa Ludwig i 3. symfoni og i Das Lied von der Erde, Edith Mathis i 4. symfoni og José van Dam, Herrman Prey, Agnes Baltsa m.fl. i 8. symfoni! Specielt Christa Ludwig er eminent på dette sæt, synes jeg, i en klasse, hvor kun få sangere har været.

Men egentlig er det noget pjat at sammenligne disse filmede udgaver med Lennys 2 sæt på cd, for de 3 udgaver er jo ikke direkte konkurrenter til hinanden. DVD-sættet er trykt på et helt andet medie, det lidt mere "uhåndterlige" dvd-format, som ikke er helt så velegnet eller "holdbart" til hyppig lytning (eller gennemsyn). Når jeg siger mindre "holdbart", snakker jeg ikke om fysisk holdbarhed, men at man ikke har behov for - eller lyst til - at se en udførelse lige så ofte, som man har behov for at høre den. Det er i hvert fald min oplevelse. De bedste plader i min samling, hvad enten det er på LP eller CD, skal nok blive hørt 100 gange, men jeg har svært ved at forestille mig at skulle se en DVD mere end en håndfuld gange uanset, hvor god den måtte være. DVD'er kræver lidt større koncentration i og med at den visuelle sans også er involveret, men giver samtidig en helt anden oplevelse af musikken. Det er derfor også indlysende, at man kun bør erhverve sig Bernsteins DVD-udgaver, hvis man ønsker at se Mahlers symfonier i udførelse, eller se Bernstein i aktion - og ikke fordi de evt. er bedre i fremførelse end hans to CD-sæt. At se Bernstein dirigere er forresten ikke kedeligt! Bernstein er meget "levende" på podiet, han hopper og danser og dirigerer med store armbevægelser med hjælp fra hele kroppen. Af og til er hans indlevelse så stor, at man næsten kan tale om, at han befinder sig i ekstase! Narcissisme kan man måske også kalde det (billedet herunder). Men jeg kan lide hans stil - ingen tvivl om det. Det er svært ikke at blive begejstret over en så entusiastisk, næsten ekstatisk musikudøvelse!




Fortolkningerne
Det er svært for mig at vurdere den kunstneriske udførelse af musikken objektivt, for jeg bliver let "forført" af billedsiden: Når Bernstein med sin mimik, ja med hele sin krop på et hvilket som helst tidspunkt udstråler, at dette er den største musik nogensinde, og at den aldrig har lydt smukkere, så er man tilbøjelig til at føle det samme. Når han udstråler smerte, føles musikken smertefuld (måske mere smertefuld, end den er?), og når han udstråler glæde, føles musikken glad (måske mere glad, end den er?). Jeg tror, billedsiden virker ret stærkt på mig; jeg lader mig rive med af stemningen, og har svært ved at holde hovedet koldt og bevare en sund skepsis til udførelsen. Men jeg vil alligevel forsøge med nogle forsigtige bemærkninger om den kunstneriske udførelse af værkerne og sammenligne med hans andre udgaver - ikke mindst fordi udgaven selv lægger op til at man gør netop dette via føromtalte anmeldercitat.

Især to værker bør fremhæves: 2. symfoni og Das Lied von der Erde med hhv. Londons Symfoniorkester (LSO) og Israel Filharmonikerne (alle øvrige værker er med Wienerne). Bernstein spillede 2. symfoni ved Edingburgh Festival 1973 med LSO, og samlede kort efter orkester og solister igen til denne filmede opførelse i katedralen i Ely knap 100 km nord for London. At symfonien er indspillet i en katedral giver en helt fantastisk billedside, hvor kameraet får tid til at panorere langs med - og kæle for - detaljer i bygningsværket, såsom vinduer, religiøse malerier og udsmykninger. Det er en eksceptionel fornøjelse at overvære - og forresten en passende billedside til et værk kaldet genopstandelsessymfonien! Bernstein har aldrig helt ramt det ypperste niveau i dette værk - hans DG-indspilning med bl.a. Christa Ludwig er på sin vis rigtig god, men i enkelte satser dog alt for langsom og stillestående for min smag, hvorfor jeg måske nok foretrækker New York-indspilningen, uden at den er fremragende. Her lykkes han bedre, også takket være de fine solister Janet Baker og Sheila Armstrong. Desværre er det notorisk vanskeligt at optage lyd i katedraler pga. lange efterklangstider og det store bidrag fra reflekterende lyd, og denne optagelse er måske den mindst vellykkede på sættet. Decideret dårlig vil jeg dog ikke kalde den; refleksioner synes trods alt dæmpet en hel del, og derudover afspejler lyden jo blot til en vis grad, hvordan det lød i katedralen den dag. Det fungerer faktisk fint, når man ser værket i udførelse; vi er jo i en katedral, og sådan bør det også lyde. Værket får en fuldstændig ekstatisk udførelse, og symfonien slutter med et vildt og vanvittigt klimaks, som efterlader en udmattet (billedet af Lenny herover er fra denne finale)! Uhrlicht-satsen med Janet Baker er en kende for langsom, synes jeg, faktisk lige så langsom som på Tennstedts indspilning, hvor musikken næsten falder fra hinanden. Baker klarer det dog lidt bedre her, men jeg havde foretrukket en anelse mere fremdrift i satsen. I øvrigt er opførelsen ophidsende og voldsom og ganske storslået: en fornøjelse at overvære! Denne indspilning er også udgivet på CD af Sony; jeg har ikke hørt denne CD, men tør ikke anbefale den - både på grund af katedral-lyden og på grund af det storladne i opførelsen, som skal ses og opleves. Jeg er faktisk ret sikker på, at fremførelsen ikke ville kunne bære at blive hørt 100 gange på CD (eller bare 10)!

Sættets perle er dog Das Lied von der Erde! Opførelsen er filmet i Tel Aviv 1972 med Rene Kollo og Christa Ludwig. Det er en uhyre intens og bevægende opførelse - ikke mindst i den 30 minutter lange sidstesats Der Abschied, hvor Christa Ludwig synger himmelsk i sin smertefulde afsked. Hvis man ikke bliver bevæget emotionelt af dette drama, må man have et hjerte af sten! Christa Ludwig har senere sagt, at hun har sunget mange fremragende opførelser af Das Lied von der Erde under store dirigenter som Klemperer, Karajan og Solti. "Men det er kun hos Bernstein, man fælder en tåre", tilføjer hun! Nu er det ikke kun Bernsteins fortjeneste, at fremførelsen er så intens, Christa Ludwig har også sin andel deri. Hun synger bedårende og med en så underspillet mimik og gestik, at denne afsked virkelig ser smertefuld ud for hende. Pengene for hele sættet er givet godt ud for denne opførelse alene!


De øvrige værker
1. symfoni synes umiddelbart en anelse mere tam end hans andre udgaver af symfonien. 3. symfoni er på mange måder helt formidabel og ligger næsten på niveau med Bernsteins to reference-indspilninger på Sony og DG: i finalen er stemningen så intens, at hårene rejser sig, hvilket anses for positivt i denne sammenhæng! Men man kan desværre også høre, at Wiener Filharmonikerne slet ikke er så godt inde i denne musik som New Yorkerne på Bernsteins to andre indspilninger. Især trompeter, men også pauker og horn har flere fejlagtige indsatser hen mod symfoniens klimaks i finalen - fejl, som jeg dog kan leve med. Symfonien slutter på denne dvd med en effektfuld slutakkord, som bliver holdt i hele 15 sekunder, altimens orkestret laver et langsomt crescendo på selve akkorden. Et orgiastisk klimaks, ikke helt "efter bogen", men dog flot, og jeg synes, det fungerer godt på denne filmede live-opførelse, hvor man fornemmer koncertsalens fortættede atmosfære og kan se, hvordan dirigenten opnår denne effekt og får bragt symfonien i land til stor applaus! Men purister vil nok hæve et øjenbryn og mene, det er "for meget" (slutakkorden plejer at vare 7-8 sekunder, altså det halve).

Symfoni nr. 4 er nok Mahlers lyseste og letteste symfoni og derfor ikke så velegnet til Bernstein, da den ikke indbyder til de ekspressive og emotionelle ekstremer, som er hans varemærke. Uden at være dårlige er hans andre udgaver da heller ikke særlig bemærkelsesværdige - bortset fra det usædvanlige i, at han benytter en dreng som sanger på DG-indspilningen. Denne dvd-version er nok lidt bedre med en fin Edith Mathis, som trods en anstrengt mimik synger med en forbløffende klar og tydelig intonation. 5. symfoni er bedre end Lennys tidlige New York-indspilning, men slet ikke så medrivende som den senere DG-indspilning på CD. Symfoni nr. 6 spiller Bernstein altid mesterligt. For alle hans 3 indspilninger gælder, at førstesatsen spilles med en vanvittig dæmoni og vildskab som hos ingen anden! Dette vanvid i førstesatsen er et Bernstein-varemærke, og vi får en helt anden fortolkning end fx hos Barbirolli, som også er god, men på en helt anden mere indestængt måde. I den langsomme sats nynner Lenny højlydt med (ligesom Barbirolli på sin studioindspilning, forresten). Det er en god 6'er, måske Bernsteins bedste (jeg har hidtil regnet DG-indspilningen på CD for marginalt bedre end Sony-indspilningen pga. en større tyngde i finalen). Bernstein har forresten fuldskæg under denne indspilning!

7. symfoni er notorisk svær. Selv Mahler-eksperten Deryck Cooke, som jo har fuldendt Mahlers 10. symfoni, og om nogen burde "forstå" Mahlers musik, har sagt, at han aldrig har forstået 7. symfoni! Det har også altid været den Mahler-symfoni, jeg har lyttet mindst til, men efter at have hørt den en snes gange med flere forskellige dirigenter det sidste halve års tid har jeg fået et langt bedre forhold til symfonien, og den er nu en altid en stor fornøjelse at lytte til. Specielt midtersatsen, den lille scherzo, står for mig som noget unikt med dens usædvanlig dystre musik. Bernsteins styrke i 7. symfoni - det gælder alle hans 3 indspilninger - er, at det for ham er et helt uproblematisk værk. Det spilles med en forfriskende og sprudlende glæde, som om det er Mahlers største musik! Allerede ved symfoniens start er Bernstein eet stort smil, og symfonien bæres i løbet af de næste 80 minutter frem af hans utæmmelige energi og store spilleglæde.

8. symfoni synes umiddelbart bedømt at være lidt bedre end Lennys to andre ellers udmærkede udgaver (som dog begge har lidt begrænsninger på det lydtekniske område). Bernstein spillede ottende symfoni ved Salzburg-festspillene 1975 - det er den udgave, der findes på DG-sættet. Denne filmede opførelse er lavet umiddelbart efter, og synes at være lidt bedre - tættere og mere intens. Det er ret ekstatisk musik, og den får en storslået fremførelse med fin balance mellem solister, kor og orkester.

9. symfoni er rigtig flot, men dog ikke helt så intens som hans senere DG-indspilning med Concertgebouw (1985) eller den legendariske live-indspilning med Berlinerfilharmonikerne (1979). Jeg vil godt dvæle lidt ved tredje-satsen og Bernsteins tolkning af denne, da det fortæller lidt om hans karakteristiske metode. Satsen hedder Rondo burleske, og er nok den mest bizarre musik, Mahler har skrevet. Bernstein fortæller på ekstramaterialet, at han tolker denne sats som en skildring af storbyliv. Den handler om storbyens glæder og om dekadance, og står derfor i stærk kontrast til den landlige idyl i 2. sats (Ländler). Bernstein spiller altid denne sats i et fuldstændig vildt og opskruet tempo med kraftig accentuering af det "skæve" i musikken (et Bernstein-trademark). På ekstramaterialet kan man høre ham kommandere orkestret: "Mere sarkasme!", "Mere ironi!", "Mere markeret!", "Endnu mere!", "Mere, mere!". Han presser orkestret til det yderste, ja helt ud på overdrevet, kan man sige, og satsen spilles i et afsindigt tempo - endnu hurtigere end på hans DG-indspilning, som ellers indtil nu er den hurtigste, jeg har hørt!  Men, kan man spørge, hvad nu, hvis Bernstein satte tempoet ned, og tog det lidt mere roligt? Musikken ville vel stadig være Mahlers mest bizarre, ville den ikke? Jo, det ville den. Det er ikke nødvendigt at spille den hurtigt eller kaotisk for at gøre den bizar - den er bizar nok i sig selv. Men det er vigtigt at understrege, at Bernstein i mine øjne ikke er "popsmart". Der ligger fornuftige fortolkningsmæssige overvejelser bag alt, hvad Lenny foretager sig: Han skildrer det moderne byliv som larm, kaos og hektisk travlhed, og det er en helt plausibel tolkning. Og så er det sindssygt medrivende at lytte til! Det er tale om et dæmonisk virtuoseri - næsten som at høre Horowitz i Rachmaninovs klaverkoncert nr. 3 på den legendariske Carnegie Hall-indspilning fra 1941 med Barbirolli! Og så kan jeg især godt lide, at Bernstein i modsætning til mange andre (mindre) dirigenter aldrig forfalder til at give os "Candy-Floss og glaserede æbler". Musikken er altid bidsk og grim hos Bernstein, når den skal være det. Mahler var jo ikke samtidig med Mendelssohn og Schumann, eller med Brahms, men født 2 generationer senere end de førstnævnte, og en generation efter Brahms. Og da Mahler døde, stod vi på kanten af den anden Wiernerskole, mens Stravinskys Le Sacre du Printemps kun lå et par år forude. Mahler var ikke romantiker, og bør ikke lyde som Schumann! Det synes nogle dirigenter - især de mindre, som hurtigt ryger i glemmebogen - at have glemt. Men der er mange veje, der fører til en god Mahler-opførelse, Bernsteins er kun én af de mange...

10. Symfoni (Adagio) er passende medrivende, med adskiller sig ikke nævneværdigt fra Lennys eneste anden indspilning af værket på Sony, som faktisk er indspillet året efter (1975).


Billede/lyd
Jeg er ikke ekspert på det DVD-tekniske område, men vil alligevel forsøge at beskrive billede og lyd. Alle opførelserne ser ud til at være filmet på rigtig film (ikke med tv/video kamera). Koncerterne er velproducerede, og godt tilrettelagt med god klipning, så man får en vekslende billedside med fokus på relevante soloinstrumenter undervejs. Der er dog en tendens til at overdrive brugen af ultra-næroptagelser, hvor man for eksempel kun ser fingersætningen på instrumenterne uden at se selve musikeren. Det er fx tilfældet ved posthornsoloen i 3. symfoni, hvor vi aldrig ser solisten, men kun hans fingre og selve instrumentet!

Den tekniske kvalitet af billedet er trods en alder på nu over 30 år ganske flot med fine farver og uden støv og ridser. Billedet er i 4:3 format. DVD'en er i NTSC-format (alle regioner), hvilket er den eneste rigtige løsning til klassisk musik inspillet på film, da PAL giver "speed-up". Dog er billedet ikke progressivt.

Der er to lydspor i PCM og DTS. Musikken er oprindelig indspillet i stereo, og PCM-sporet er også klart at foretrække. DTS-lyden lyder ikke "korrekt" i sin gengivelse af rum og i sin placering af orkesterstemmer, tør jeg godt påstå, men mit surround set-up er heller ikke tilnærmelsesvis så godt som mit stereo set-up.

Samlet set er Bernsteins komplette sæt fint, men hvis jeg skulle anbefale blandt de "små" 2-disk udgaver, ville jeg nok starte med sættet med Das Lied von der Erde og 9. og 10. symfoni. Næstbedst er sættet med 1., 2. og 3. symfoni, hvor man kvantitativt får ganske meget for pengene (4 timers musik) og kvalitativt får 2 ganske fornemme fortolkninger (2. og 3. symfoni).

[Slava]

Som et lille efterskrift vil jeg lige omtale Bernsteins liveoptagelse af 9. symfoni med Berlinerfilharmonikerne, som jeg kort har nævnt i indlægget herover, da det er en af Bernsteins allerbedste Mahler-indspilninger (i hvert fald i top 3 blandt hans over 30 Mahler-indspilninger!). Herved har jeg efterhånden gennemgået alle Lennys Mahler-indspilninger i min samling.

Indspilningen, som altså er den 4. Bernstein-indspilning af dette værk, som han også har indspillet med New York, Wienerne og Concertgebouw, har en speciel historie: Det var nemlig den eneste gang, Bernstein dirigerede dette orkester! Lenny var inviteret til at spille i Berliner Festwoche 1979 - ikke af Berlinerfilharmonikerne eller orkestrets ledelse, men af direktøren for Festugen. Bernstein accepterede, men under særlige vilkår: Bl.a. skulle overskuddet gå til velgørende formål. Derved kunne han i oktober 1979 spille Mahlers niende med BPO i en koncert til fordel for Amnesty International.

Det var aldrig meningen, at koncerten skulle udgives på plade, men Berlins radio optog den, og i 1992 udsendte Deutsche Grammophon den så heldigvis. Det er en live-indspilning på godt og ondt med en ekstraordinær vitalitet og energi i det musikalske udtryk, men også med temmelig meget støj fra podiet i form af råb, brølen og trampen fra dirigenten. Denne støj fra podiet høres i alle fire satser, men er kun ved et enkelt tilfælde generende for mig (slutningen af track 13 på disc 2). Der er nogle svipsere undervejs, bl.a. en stor fejl hvor basunerne på et tidspunkt falder ud under et kraftig passage, hvilket sikkert skyldes en lydteknisk fejl (track 14). Men det er ikke vanvittig generende, da det netop er en 'næsten'-tutti-passage med både paukehvirvel, horn, og fulde strygere. Orkestret klinger til tider utrolig smukt, men det bedste er, at fremførelsen har så meget "kant": den er bidsk og hård i sit udtryk, og spilles med en utæmmelig energi med masser af "drive". En forem live-skive!

[Slava]

Herbert von Karajan
Efter Bernsteins indspilning med Berlinerne forekommer det naturligt at fortsætte med en dirigent, som jeg kun ejer en Mahler-indspilning med: Herbert von Karajan. Karajan er stadig et kontroversielt emne nu næsten 20 år efter sin død. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg næsten ikke ejer nogle indspilninger med Karajan på trods af, at jeg har en klassisk samling på ca. 3000 cd'er og lp'er. Da Karajan er alle tiders bedst sælgende klassiske kunstner, kan det måske synes mærkeligt, at jeg ikke ejer flere af hans skiver, og det ser sikkert ud som om, jeg bevidst har ungået mandens indspilninger. Det er der nok noget om, men jeg må også indrømme, at min undgåelse af Karajan egentlig ikke er begrundet i et kunstnerisk kendskab til hans fortolkninger, da jeg ganske enkelt har hørt for få af dem til at kunne udtale mig. Min "boykot" skyldes snarere den helt ufattelige promovering af hans indspilninger, jeg oplevede, da jeg for alvor begyndte at købe klassisk musik. Jeg var den type kunde, som hellere ville købe en "undergrunds-indspilning" på ukendt plademærke fremfor de plader, der var udstillet i vinduet. De sidstnævnte skulle nok blive solgt alligevel, selv om jeg ikke støttede dem!

Nu er det ikke meningen, at mine fordomme skal råde, så jeg vil gerne påpege, at Karajan har lavet mange fine og banebrydende indspilninger, som hører blandt de fornemste fortolkninger i kataloget, fx tidlige opera-indspilninger som Carmen og Figaros Bryllup. Det er derfor med et forholdsvis åbent sind, jeg lytter til hans studio-indspilning af Mahlers niende. Først skal vi dog lige have et par ord om hans forhold til Mahler med på vejen.

Karajans var ikke udelt begejstret for Mahlers musik, og lignede derved Klemperer, som også var ret selektiv mht. hvilke af Mahlers værker, han ville røre. For Karajans vedkommende blev kun symfonierne 4, 5, 6 & 9 indspillet; disse symfonier var i Karajans øjne Mahlers bedste, og han havde aldrig tænkt sig at spille andre (Das Lied von der Erde og et par andre vokale værker indspillede han dog også). Karajans studio-indspilninger af de fire symfonier stammer fra 1973-1980 og er alle med Berliner Filharmonikerne (udsendt på DG).



Den 9. symfoni - den eneste, jeg har hørt - er indspillet 1979-80. Spillet er på sin vis meget, meget smukt - specielt i sidstesatsen. Om denne indspilning skrev high fidelitys i øvrigt meget vidende anmelder CM (Carl Møller?):

"Berlinerne spiller med en klangskønhed, så man taber underkæben, det kan slet ikke beskrives, hvor overjordisk det klinger sine steder" (high fidelity 5/1981).

Jeg må retfærdigvis også tilføje, at CM i øvrigt er ganske forbeholden, og mener, Karajan er langt fra Mahlers inderste væsen. Men flot lyder det, og det er absolut værd at lytte til - om ikke andet så bare en enkelt gang. Det forekommer oplagt at sammenligne med Bernsteins næsten samtidige indspilning med samme orkester omtalt herover. Hos Bernstein (eller for den sags skyld på Barbirollis indspilning, ligeledes med Berlinerne) fornemmes orkestret som en stor levende mekanisme med mislyde og åndebesvær; man hører tydeligt op- og nedstrøg fra strygerne og råben fra podiet. Orkestret er hos disse nærmest at sammenligne med en stor prustende og stønnende dampmaskine. Hos Karajan er orkestret derimod fuldstændig uden mislyde, nærmest som et stykke finmekanik, en symaskine, som smurt med den tyndeste olie, letflydende og elegant og uden mishagsytringer af nogen art producerer vellyd i stor stil. Hos Karajan får man en klang af silke. Orkesterlyden kan ganske vist være stor i lyden, men den har altid en fin og glat klang. Hos Barbirolli og Bernstein er lyden med det samme orkester langt mere "ulden" i sin klang, som et tykt vævet tæppe, hvilket dog ikke ikke betyder, at Karajan er at foretrække. Karajan spiller også mere legato end andre dirigenter med musikken formet i lange bløde buer.

Jeg savner dog meget dæmoni i denne indspilning; man fornemmer aldrig at stå ved en afgrund. Det er pænt, måske endda i retning af "candy floss", hvilket jeg personligt ikke bryder mig så meget om. Mahlers musik skal i mine ører også have lidt "kant", hvorfor Karajan ikke får min anbefaling her. På min 2-disc cd får man som bonus Kindertotenlieder og 5 Rückert-lieder med Christa Ludwig, hvilket ikke er at foragte, selv om der selvfølgelig er andre gode bud i disse værker, fx Barbirolli/Janet Baker eller Christa Ludwig under andre dirigenter.

2 år efter denne studio-indspilning af 9. symfoni, september 1982, spillede Karajan symfonien live - igen med Berlinerfilharmonikerne. Denne indspilning er også udsendt af DG, og regnes i anmelderkredse for Karajans klart bedste Mahler-plade. Jeg har ikke hørt den, men kunne nok finde på at lægge øre til den, selv om den står langt nede på listen over mine prioriteringer. Derimod har jeg ikke følt mig fristet til at kaste mig over de andre symfonier med Karajan, selv om de stadig kan findes billigt. TP Musik har stadig 5. symfoni til 40 kr. i DG's Originals serie.

[SES.]

Fornemt Slava. Jeg vender tilbage med mine HvK oplevelser. Her har jeg for engangs skyld dobbelt så mange erfaringer da jeg også har no 5  og begge 9'ere.

[Thomas Sillesen]

Jeg må tilslutte mig SES. Jeg er ikke den store ørn udi det klassiske, men det er en stor inspiration at læse dine indlæg Slava. Tak.

[Slava]

:wink: Fornemt Slava. Jeg vender tilbage med mine HvK oplevelser. Her har jeg for engangs skyld dobbelt så mange erfaringer da jeg også har no 5  og begge 9'ere.

Gør endelig det, jeg vil gerne høre, hvad du (I) synes om dem!

[Slava]

James Levine
Jeg når lige at slutte af med en sidste dirigent, inden jeg rejser væk en tid. Også dette er en dirigent, jeg kun ejer en Mahler-indspilning med, nemlig James Levine. Han var kun 30, da han påbegyndte sin Mahler-cyklus for RCA i 1974, men projektet blev desværre aldrig fuldendt. Da indspilningsrækken stoppede 1980 manglede vi stadig 2. og 8. symfoni, men alle de andre symfonier findes heldigvis inkl. en fuldendt udgave af 10. symfoni. De otte symfonier er indspillet med 3 forskellige orkestre, London Symphony Orchestra, Chicago Symphony Orchestra og Philadelphia Orchestra.  

James Levines Mahler-indspilninger er næppe ret kendte, og de har været svære at finde, ja faktisk har de været udgået siden midt i 90'erne! Kun symfoni nr. 4 er at finde i kataloget, da den for nogle år siden blev remasteret og genudsendt. Jeg har ikke hørt den, men har fundet hhv. en fin anmeldelse, som giver karakteren 10 (af 10) i udførelse, og en god, men dog mere forbeholden anmeldelse:
http://www.classicstoday.com/review.asp?ReviewNum=7666
http://www.musicweb-international.com/c ... Levine.htm





Men den mest berømte af Levines Mahler-indspilninger er uden tvivl 9. symfoni fra 1979 med Philadelphia Orchestra! Det var vist nok den første Mahler-indspilning i min samling. Jeg læste en fremragende anmeldelse af KELS i high fidelity omkring 1980 og gik straks ud og købte denne dobbelt LP. Jeg husker ikke anmeldelsen i detaljer, og kan desværre ikke citere fra den, da jeg ikke har bladet, men den må have været endog meget god, da jeg på det tidspunkt i mit liv max. købte en klassisk LP hver anden eller tredje måned!

Jeg har i løbet af de næsten 30 år siden da hørt pladen ufattelig mange gange (over 25), og jeg bliver aldrig træt af den. Den er så smægtende lidenskabelig, at man tror, det er løgn! Men den varer næsten 92 minutter, hvilket på forhånd nok vil få nogle til at afvise den (Barbirolli bruger 78 min., og Bernstein hhv. 80, 81 og 82 min. med orkestrene i NY, Wien og Berlin). Men frygt ej, hos Levine er der ingen gumpetung slæben eller stilstand. Musikken er spændstig og elastisk, faktisk meget "swingende" med bittesmå finurlige temponuancer, som dog aldrig overdrives. Midtersatserne er forrygende, og alle instrumentale indslag sidder "lige i øjet". Men især de to 30 min. lange ydersatser imponerer. Førstesatsen, som ofte regnes for Mahlers kompositorisk største frembringelse, er stor og monumental og bygges solidt op med god sammenhæng. Sidstesatsen får samme tyngde og spilles med stor indlevelse. Strygerklangen er tyk som fløde, men det bliver aldrig klægt, da der spilles medrivende med alle følelserne uden på tøjet, passioneret og emotionelt. Jeg synes, det er en fabelagtig indspilning! Mange Mahler-elskere kender denne indspilning og henviser ofte til den, selv om den ikke omtales så tit nu om dage pga. sit lange fravær fra markedet. Men det er også en af den slags indspilninger, som altid vil have sine modstandere i og med at den så ekstrem. Levines 9'er er måske næppe et oplagt førstevalg, men det er dog en af topkandidaterne.

Jeg kender ikke Levines øvrige Mahler-indspilninger, men fra samtidige anmeldelser har jeg fået det indtryk, at 9. symfoni var en slags lykketræf: Her ramte Levine noget ekstraordinært, der ikke var at finde i hans øvrige (ofte glatte?) indspilninger. Jeg må lige slutte af med at sige, at selv om Levines indspilninger har været udgået længe, er de ikke specielt dyre på brugtmarkedet, hverken på LP eller CD. Jeg ser dem af og til brugt hos Accord og lignende 2nd hands forretninger til 25-50 kr., uden at jeg dog har følt mig fristet (der findes jo så mange Mahler-indspilninger!).

Der bliver en pause fra mig nu - jeg rejser væk en tid uden Mahler i baggagen - men der er stadig meget Mahler på hylderne hjemme, så jeg regner med at fortsætte til efteråret...