Hånden på hjertet, så var Steen Duelund ikke fejlfri, slet ikke, men han var jo også kun et menneske - ganske som os andre.
Han havde dog en fuldstændig eminent hørelse som kunne overraske én gang på gang. Det var (er) jeg dybt imponeret over. De højttalersystemer, som Steen konstruerede, var IKKE imponatorhøjttalere, slet ikke. De var lavet for at komme så tæt som absolut, overhovedet muligt på referencen - den svært gengivelige, avancerede akustiske musik. Det være sig kor med både børn, mænd og kvinder i ét sammensurrium evt. blandet med diverse akustiske instrumenter.
Når man hørte sådanne (gode!) optagelser på en Duelundhøjttaler sammenlignet med en konsum-højttaler, så fandt man for alvor ud af hvad en højttaler med synkronfilter kunne i forhold til de fleste fabriksfremstillede højttalere.
Ovenstående er ikke skrevet for at skabe en debat om hvorvidt højttalerne så "kun" kunne gengive akustisk musik - nej, de kunne gengive det hele. De akustiske optagelser blev primært brugt til at afstemme højttalerne med. Som skrevet andetsteds, så slap man ikke for at lytte, selv om der blev målt og korrigeret i uendeligheder.
Kan huske at Steen engang fortalte mig at (ud over forskel i transientrespons osv.) et 4. ordens LR-filter f. eks. lyder som om det fokuserer på de enkelte instrumenters detaljer uden at skabe sammenhæng i musikken. Når man først havde hørt forskel på forskellige typer filtre begyndte man at forstå hvad han mente - og hvor han ville hen.
Steen Duelund ville have den korrekte gengivelse og harmonisk sammenhæng på optagelserne uden kunstig fokusering på detaljer osv. Det skulle hænge sammen, og det gør det, hvis en højttaler med synkronfilter er lavet korrekt.
Når det så er sagt, så skal vi heller ikke glemme at vi lever i et (nogenlunde) frit land, hvor den enkelte har lov og ret til at have sine egne præferencer. Jeg kunne aldrig drømme om at blame andre at de har basreflekshøjttalere med "tilfældige" delefiltre i og med enheder lavet af metal. Det må folk helt selv om - bare jeg ikke skal lytte til det for længe ad gangen.
Da Duelunds højttalere ikke var "imponatorhøjttalere" kan jeg sagtens forstå hvis mange mennesker ikke er faldet på halen over dem. Man bliver nok først opmærksom på sådanne højttaleres kvaliteter, når der bliver spillet "rigtig" musik. Det var i hvert fald noget af en eye-opener for mig, da det skete.
Kan huske at Steen + nogle andre engang blev forvist fra en demonstration på en HiFi-udstilling. Det var IKKE pga. ubehøvlet optræden eller lignende, men fordi Steen havde medbragt en plade som var rigtigt svær at gengive korrekt. Pladen blev spillet på et gigant-system til mange hundrede tusinde kroner. Det skulle have lydt så forskrækkeligt at sælgeren selv hev pladen ud da han kunne høre at det gik helt galt. Behøver jeg at sige, at Duelunds egne højttalere snildt kunne gengive den omtalte plade?
Jeg har siden hen hørt denne optagelse på et andet system, som Steen lavede (ikke mit eget!) og det lød så frit og naturligt, at jeg ved første gennemlytning ganske enkelt havde svært ved at forstå hvad der var så svært at gengive ved denne indspilning. Sjovt må det også gerne være.
Så summa-summarum: Have fun og lyt til det der passer dig bedst
Karsten
“I Play the way I do because it allows me to come up with the sickest sounds possible. That´s the point now isn´t it?” Jeff Beck.