Klassisk musik anbefalinger

[Bevensee]

Meningen med denne tråd er at man her kan dele sin glæde over et stykke klassisk musik - live eller som indspilning. Skriv gerne en længere anmeldelse, og beskriv gerne alternative indspilninger hvis i kender til dem.

For at gøre det nemmere at finde rundt i tråden, må I meget gerne skrive titlen på det beskrevne værk som overskrift. Tråden er inspireret af den meget spændende Mahler tråd, og tænkt som et supplement til "Hvilken klassisk musik, lytter..." tråden.

Til slut vil jeg gerne bede alle om at huske at smag og behag er forskellig. Det én finder kedeligt kan en anden rose for den ro det besidder, og det én finder overdrevet kan i en andens ører trække musikkens drama frem.

[Bevensee]

Beethovens 5. symfoni, Carlos Kleiber Wiener Phil., DG 1975

En klassiker. Og med god grund. Beethovens 5. symfoni er vel det mest kendte stykke klassiske musik, og er blevet indspillet utallige gange af de fleste af de store dirigenter. Da Carlos Kleiber indspillede den i 1975 med Wiener Philharmonikerne i 1975 er det derfor noget af en bedrift at den af mange anmeldere blev udråbt til at være den definitive indspilning af værket.

Når man hører den i dag 35 år efter forstår man det godt. Kleiber formår at holde momentum og fremdrift igennem hele symfonien uden på noget tidspunkt at få det til at virke forjaget. I førstesatsen spilles de to hovedmotiver med meget forskelligt temperament, nærmest som om det første er maskulint og det andet feminint. I begyndelsen af satsen er de to i stærk kontrast til hinanden, men mod slutningen smelter de sammen. Hvordan Kleiber formår at få så meget kontrast og drama frem i musikken uden på noget tidspunkt at forcere det er en gåde, og en bedrift af de sjældne.

Efter den højdramatiske førstesats er der en risiko for at tabe det hele på gulvet i andensats, som er i valsetakt. Ikke hos Kleiber. Han viser hvordan intensiteten i musik ikke er afhængig af hverken volumen eller hastighed. Han formår på en gang at betone det rytmiske element og bevare et flow og en langstrakt kontinuitet. Orkesteret sammenspil er i særklasse. De følges ad som én sammenhængende organisme, uden det på noget tidspunkt føles mekanisk.

Den korte (5:09) tredjesats er en tour-de-force for messingblæserne. Her formÃ¥r Kleiber at fÃ¥ dem til at fremstÃ¥  superdramatisk uden at miste balancen i orkesterklangen. Og den rytmiske fremdrift og sammenhæng bevares perfekt i det hurtige midterstykke. Igen uden at jabbe. Hos Beethoven - og i særdeleshed i den 5. symfoni - er pauserne i musikken af stor vigtighed. Her formÃ¥r Kleiber at bevare den musikalse energi selv i pauserne. Det er som om den energi der skabes allerede i første takt af første sats bevares gennem hele symfonier. Den ændrer form og farve gennem symfonien, men tabes aldrig pÃ¥ gulvet. Selv ikke i tredjesatsens slutning, der somme tider kan blive lidt for meget "polka-rundt-i-forsamlingshuset". Ikke hos Kleiber!

I finalen bringes alle elementer sammen i en, ja, symfoni af stor skønhed og styrke. Jeg får stadig en klump i halsen når jeg hører den. At det kan lade sig gøre med så fortærsket og gennemspillet værk, forstår man ikke. Kleiber formår at tilføre det en friskhed og nødvendighed som er sjælden.

Lyden er imponerende god. Langt bedre end det meste af hvad DG præsterede i '70erne. Jew har den på en CD fra "The Originals" serien. Her er den sammen med Kleibers 1976 indspilning af den 7. symfoni. Den er også anbefalelsesværdig, omend knap så definitiv som den 5.

[macwerk]

Beethovens 5. symfoni, Carlos Kleiber Wiener Phil., DG 1975

Jeg havde drengene pÃ¥ besøg til noget bold og da det var en skæbnekamp valgte jeg at sætte omtalte lp pÃ¥. Til min store overraskelse endte vi med at høre pladesiden til ende med mutet lyd pÃ¥ optaktsudsendelsen  

Den er god, rigtig god!

[Slava]

Jeg er helt enig. Carlos Kleibers 5. er en fanstastisk udførelse, og det er fuldt fortjent, at indspilningen regnes som en klassiker! 7. symfoni er også fremragende, og nu vi er ved C. Kleiber bør hans liveopførelse af 4. symfoni på Orfeo også nævnes: Den er vital og sprællevende, og publikum er så musestille, at man næppe tror, der er tale om en liveopførelse! På nær mellem satserne, hvor der hostes en del, og efter sidstesatsen hvor publikum bryder ud i et jubelbrøl, så man sjældent har hørt mage!

Spændende tråd, hvor jeg også vil finde et eller andet at bidrage med.

[macwerk]

Min favorit gennem det sidste års tid (nr. 4 opus 63) fra LP'en:

FONA TF 109 (1970)

Vagn Holmboe strygekvartetter
Nr. 1 opus 46 og Nr. 4 opus 63

Københavns strygekvartet
Tutter Givskov, 1. violin
Mogens Lydolph, 2. violin
Mogens Bruun, viola
Asger Lund Christiansen, violoncel

Man skal nok være typen der sætter pris på strygekvartetter af Bartók og Shostakovich!

[Bevensee]

Vagn Holmboe strygekvartetter
Nr. 1 opus 46 og Nr. 4 opus 63

Det lyder meget spændende. Kender dem slet ikke, men jeg vil straks gå på jagt i nærmeste Accord...

[SES.]

Vagn Holmboe strygekvartetter
Nr. 1 opus 46 og Nr. 4 opus 63

Det lyder meget spændende. Kender dem slet ikke, men jeg vil straks gå på jagt i nærmeste Accord...

Macwerk har givet mig mange fine anbefalinger, også denne.

Holmboe var en flittig mand, han plantede over 3000 træer ved Arresø, og der er over 400 musikværker fra hans hånd, heraf ikke mindre end 20 kvartetter. Da der ikke er så meget skriv tilgængelig om Holmboe, er der et link til music-web der her gennemgår de 20 i en indspilning med Kontra kvartetten.

http://www.musicweb-international.com/classrev/2010/Sept10/Holmboe_Quartets_8207001.htm

[Encore]

Jeg kender ikke så meget til Holmboe, men det jeg kender, er genialt. Da jeg sang i kor, indstuderede vi de sidste tre korsatser fra hans store værk Liber Canticorum, og da fik jeg jo rigtig musikken ind under huden.

Liber Canticorum er indspillet på Danica, men CD'en er ret svær at få fat i. JEg kan faktisk ikke huske hvordan det lykkedes mig Så hvis I ser denne CD, så køb den:


Hvis I ikke kan li' den, så kan I formentlig sælge den igen.

[Bevensee]

Schöenbergs Gurre Lieder, Kubelik, DG 1969

Schöenberg var 10 år om at komponere musikken til Gurre lieder. Teksten er af vores egen I.P. Jakobsen. Den handler om Kong Waldemar, der mødes med sin elskede Tove. Det bliver den danske dronning mindre begejstret for, og får Tove slået ihjel. Dét får Waldemar til at forbande Gud for at han har taget hans elskede Tove fra ham. Som straf for det, kan Waldemar ikke få hvile i døden, men må ride rundt som et genfærd. Indtil en voldsom sommerstorm blæser ånderne tilbage i graven.

Lyder det naivt og pladderromantisk? Det er det ikke. Det er smuk og hjerteskærende storromantik. Waldemar og Tove ved udmærket at deres kærlighed vil betyde døden for dem, hvilket når jeg hører den giver mig associationer til Liebestod fra Wagners Tristan und Isolde. Waldemar er en natukraft. Og uden sin Tove til at tæmme ham og give ham ro, er han ustoppelig,selv i døden. Kun naturen selv kan stede hans ånd til hvile.

Som jeg indledte med, var Schöenberg 10 år om at færdiggøre musikkken til Gurrelieder. Og det var ikke 10 tilfældige år. Det var årene fra 1901 til 1911. Med andre ord, startede han omkring den tid hvor Mahler komponerede sin 4. symfoni, og sluttede først efter Mahler havde komponeret sin 8., og Stravinski havde komponeret ildfuglen. Der var altså sket en mindre musikrevolution i de mellemliggende år - En revolution, som Schöenberg i høj grad selv var en del af.

Betydningen af den lange tilblivelsesfase fremgår tydeligt af musikken. Den føles på en gang højromantisk og moderne. Og alligevel helt sin egen. Der er melodier som er næsten folkesang-agtige, og der er passager der tydeligt peger frem mod senere tolvtoneværker som Moses und Aron. Men det føles alligevel som én helhed.

Musikken er præget af en række stemningmæssige kontraster. Waldemars og Toves eneste kærlighedsstund er på en gang rolig og smuk, og på en gang ildevarslende. Waldemars musik er gennemsyret af en rastløshed, som står i kontrast til Toves ro og indre fred. En skovdue har nogen af de smukkeste melodier, men forkynder samtidig Toves død. Naturen beskrives på en gang fredelig og ustoppelig. Disse kontraster findes både i teksten og i musikken. Somme tider understøtter de hinanden, somme tider kontrasterer de hinanden. Virkningen er storslået. En tilsyneladende banal historie bliver af både teksten og musikken ophøjet til noget universelt. Ganske som i Tristan og Isolde forstår man, at det ikke kan være anderledes. Waldemar og Tove må mødes, selvom det bliver deres død. Og man tror på at Waldemars kærlighed er så stærk at hans ånd ikke kan få fred i døden, før han har forliget sig med selve naturen. At Schöenbergs musik ligger et ubestemmeligt sted mellem og udenfor romatik og moderne musik, er i mine ører stærkt medvirkende til at virkningen er så stærk. Måske var dette enestående værk kun muligt fordi det havde så lang en tilblivelse.

Med hensyn til indspilninger, er der efterhånden en del at vælge imellem. Det er et værk, der med bl. a. 157 musikere og 3 mandskor stille ret voldsomme krav. Den eneste jeg kender godt, er den jeg selv har med Kubelik som dirigent. Den er en live optagelse med Bayerische Rundfunk fra 1969. Jeg er så heldig at have et førsteoptryk på vinyl, og må tilstå at jeg ikke aner om den findes på CD. Sangerne var for mig alle ukendte. De vigtigste er:

Waldmar (ten.), Herbert Schachtschneider
Tove (sop.), Inge Borkh
Skovdue, (Mez.), Hertha Töpper

De gør det all fremragende. Schnacktschneiders Waldemar er meget dramatisk, og fokuserer pÃ¥ rollens rastløshed. MÃ¥ske kunne man have ønsket sig en lidt blødere stemmeklang i  de stille passager, men det er smÃ¥ting. Borkh er en varm og lidenskabelig Tove, og Töppers skovdue er ligeledes meget smuk.

Kublik udviser et kolosalt overblik over det meget skiftende partitur. Han fører lytteren helskindet igennem, og formår at binde det sammen til en helhed. Kontrasterne i musikken fremstår tydeligt uden at der er tale om effektjageri. På samme måde har pianissimoerne ro og skønhed uden at fremdriften og værkets nervøse stemning mistes.

Lydmæssigt er den en god optagelse uden at være spektakulær. Rummet fornemmes fint, der er god balance mellem instrumenterne, og mellem sangere og orkester. jeg ved af erfaring at der kan være overordentlig stor forskel på førsteoptryk og senere optryk fra DG. Førsteoptryk kan kendes på at tulipanerne på labelen er større. Med det forbehold, at det er den eneste indpilning jeg kender godt, kan jeg varmt anbefale den.

[SES.]

Det er en meget spændende plade der her præsenteres så flot. Jeg har her i Januar måned skimmet mine pladehylder og fundet at Kubelik har for lidt plads, så listen over ønsker er øget – og nu kommer der en mere på. Jeg har ikke hørt Kubeliks udgave, men har en stærk tro på at den har det, jeg har manglet.

På Philips har Ozawa lavet en god indspilning hvor alt er fremragende bortset fra koret, som går helt i stykker i den meget smukke finale. (Jeg har nogle gange haft besøg af en sanger fra Vokalensemblet (DR), og vi hørte denne finalesats som var en af hans yndlingsstykker, han kan selvfølgelig selv synge den – jeg måtte tage pladen af). Det er ærgerligt fordi alt andet er meget vidunderligt.

På CD har jeg en udgave med Simon Rattle og Berliner PO. Den har ikke nogle problemer, alt er perfekt, men jeg har ikke rigtigt kunne tage den til mig. Sådan har jeg det efterhånden med flere Rattle plader.

Der findes en del udgaver som jeg ikke har hørt.
Chailly på Decca fra den gode periode i RSO (Radio Symfoni Berlin).
Ferencik på Unicorn med Danmarks RSO (den har jeg hørt i radioen, men kan ikke huske meget udover stoltheden over at de magtede det så godt). Leibovitz og Stokowski mener jeg også indspillet den.

[Slava]

Tråden holder fortsat flot niveau. Tak for det! Jeg kender ikke så mange indspilninger af Gurrelieder, men jeg ved, at Michael Gielen har indspillet det. Han er ofte fremragende i det 20. århundredes musik (jeg har bla. et par fine avantgarde-filmatiseringer af Schönberg-operaer på dvd, hvor Michael Gielen dirigerer). Men jeg har ikke hørt Gielens Gurrelieder, og skal nok vare mig for at anbefale noget.

Nu er det efterhånden blevet min tur til at komme med en anbefaling, og nu når vi er i det 20. århundrde, vil jeg nævne en af de mere beskedne plader i samlingen, som jeg ikke desto mindre sætter stor pris på.



Lars-Erik Larssons violinkoncert Op. 42 (1952) er ikke særlig kendt, men den burde efter min mening regnes med blandt det 20. århundredes store violinkoncerter (sammen med Prokofievs, Shostakovichs osv.)! Det er selvfølgelig et ret moderne værk, men det er alligevel forholdsvis let lytning, da der næsten synes at være en vis romantisk tone i værket. Det klanglige univers er rent og tyndt, næsten nyklassicistisk, men der er alligevel noget smægtende over det. Fremførelsen af den svenske violinist Leo Berlin er fremragende! Lyden er også forbilledlig (han spiller på en Stradivarius). De to andre værker er også fine - en suite og en concertino for violin og strygeorkester - men jeg sætter altid pladen på for at høre violinkoncerten.

Min udgave er en gammel LP fra Swedish Society Discofil (1977), men Swedish Society Discofil har senere også udsendt violinkoncerten på CD. Jeg skal ike kunne sige, om den er til at opstøve, men jeg kan huske, at violinkoncerten også er udkommet i en indspilning fra Sony med Esa-Pekka Salonen som dirigent (kan ikke huske solisten).

[A.R.T.]

violinkoncerten også er udkommet i en indspilning fra Sony med Esa-Pekka Salonen som dirigent (kan ikke huske solisten).

 

Det må være denne her du mener Slava.

Violinisten er Arve Tellefsen.

 

Tak for tippet med Lars-Erik Larssons musik - det må forfølges...

[Slava]

Det må være denne her du mener Slava.

Korrekt! Jeg har dog ikke hørt den.

[Slava]

Carl Nielsens 5. symfoni med Jascha Horenstein på podiet er også en plade, jeg sætter stor pris på. Det er en studieindspilning fra 1969 (Unicorn), som jeg har på både LP og cd. Det fantastiske ved denne indspilning er den helt formidable kadence fra lilletrommen i førstesatsen. Trommeslageren går jo fuldstændig bersærk i en veritabel kamp mod orkesteret! Det er ikke sikkert, at en så umådeholden vildskab vil falde i alles smag, men jeg kan godt lide, at der bliver slået til Søren, og jeg er aldrig blevet træt af at lytte til denne plade. Fortolkningen er også fin på det mere overordnede plan, men det er især pga. lilletrommens fandenivoldskhed, at pladen har en særstilling. Lyden er generelt fin, men der synes at være en smule overstyring i de kraftigste passager.

Jascha Horenstein, som i øvrigt efter min mening også er en fremragende Mahler-dirigent, interesserede sig for Nielsens musik lige fra starten af sin dirigentkarriere. Han var med som en slags assistent, allerede da Furtwängler indstuderede Nielsens 5. symfoni i 1927, og Horenstein dirigerede selv værket senere samme år. Han mødte angiveligt også Carl Nielsen, og senere dirigerede han ofte Nielsens symfonier (der findes bl.a. et par liveindspilninger af nr. 3 og 5 på BBC Legends).

Horensteins liveindspilning af femte symfoni på BBC Legends har jeg i øvrigt også i samlingen - egentlig ved et tilfælde, da den er med som "fyld" på en 2-disc liveindspilning af Mahlers 6. symfoni med Horenstein! Denne liveindspilning af Nielsens femte er fra 1971 med samme orkester (NPO) som studieindspilningen og samme klarinettist, men med en anden trommeslager. Den har derfor ikke helt samme vildskab, men overordnet set er det en særdeles flot fortolkning - fuldt på højde med studieindspilningen. Lyden er også ganske god med mindre forvrængning og en lidt tykkere, men måske også mere ulden strygerklang end på studieindspilningen (dette gælder Nielsen; Mahler har en lidt mere problematisk lyd).

I alt har jeg 6 indspilninger af Nielsens femte i samlingen. Jeg kan godt lide Bernsteins, men han er ikke helt på samme niveau som i Espansiva (3. symfoni), hvor man virkelig mærker hans karakteristiske spilleglæde (det gælder ikke mindst for hans filmede optagelse med Kapellet, hvor hans entusiasme er smittende)!

Herbert Blomstedt på Decca er uforlignelig, og med den bedste lyd af de udgaver, jeg har i samlingen. Blomstedts samlede Nielsen sæt med de 6 symfonier er i det hele taget fremragende, og da man som regel kan finde det på 2-disc til under 100 kr., er der ingen vej uden om!

Endelig har jeg to historiske udgaver med Erik Tuxen og Radiosymfoniorkestret på LP. Der er tale om en liveindspilning fra 1950 (Danacord), og en studieindspilning fra samme år (EMI/HMV). De er to ganske betydelige indspilninger, men i ret dårlig kvalitet. Studieindspilningen er dog noget bedre, og har rimelig lydkvalitet for en så gammel indspilning. LP-sættet fra HMV regner jeg i øvrigt også for en af perlerne i samlingen (findes godt nok også på CD, men er nærmest umuligt at opstøve):



Men Nielsens femte er indspillet ufattelig mange gange. For nylig er der jo blevet talt lidt om Kubeliks indspilning på dette forum - en skive som jeg også glæder mig til at lytte til. Ellers kan man også få den altid glimrende Michael Schønwandt og DR's symfoniorkester i alle Nielsens symfonier på det billige Naxos-label, eller Ole Schmidt med LSO på det endnu billigere Regis label! Det er gode danske dirigenter med et fint ry i Nielsens musik.

Der findes også en del nyere indspilninger af Nielsens femte, som sikkert er i bedre lydkvalitet, bl.a. et par SACD-udgivelser med hhv. Paavo Järvi på Telarc og Colin Davis med LSO på orkestrets eget label LSO Live. Jeg har ikke hørt nogle af disse, men Järvis har fået fine anmeldelser på classicstoday. Colin Davis-udgivelsen er kun en måned gammel.

[macwerk]

Uf her er jeg vist uforskammet velkørende. Førstnævnte unicorn gav jeg vel en 10-12 kr. for og den har næppe være spillet af andre end mig      3. og 5. med Bernstein har kostet noget samme dur - vinyl styrer!

Hvordan ser folk på Thomas Jensen / DRSO indspilning af 5. på Decca?

Jascha Horenstein, som i øvrigt efter min mening også er en fremragende Mahler-dirigent ...

Tillad min at slå et slag for Horenstein/LSO i Brahms 1. symfoni på RCA Gold Seal, jeg elsker den plade og har nu 2 to af dem! Men husk jeg ved intet om klassisk musik og har næppe hørt denne symfoni i andre udgaver.
Jeg har også Brahms 2. symfoni på Unicorn, men jeg har en særlig forkærlighed for 1'eren.